’Looking for Alaska’
I den lidt oversete serieadaptation af ’The Fault in Our Stars’-forfatter John Greens gennembrudsroman ’Looking for Alaska’ formår ’O.C’-skaber Josh Scwartz og ’Gossip Girl’-skaber Stephanie Savage at genskabe titelkarakteren fra romanen smukt i den feministiske slipstrøm af ’Booksmart’ og ’Lady Bird’.
Skuespiltalentet Kristine Frøseth lægger krop og sjæl i at bringe den ikoniske Alaska Young ind i 2019. Selvom vi oplever hende gennem øjnene på teenagedrengen Miles Halter i både romanen og serien, er seriekarakteren Alaska på langt mere kompleks vis en selvstændig karakter på skærmen. Det er et af de sjældne tilfælde, hvor adaptationen forbedrer forlægget.
Selvom nogle muligvis vil afskrive Alaska som en manic pixie dreamgirl, når hun gang på gang taler om sin passion for sex, hvor fornedrende en stilling doggystyle er for kvinden og smider om sig med ord som patriarkatet, er der meget mere at komme efter. At seriernes kvindelige teenagekarakterer overhovedet taler om patriarkatet og udtrykker fri seksualitet, er nyt i sig selv. Så må et par prætentiøse bemærkninger om Kurt Vonnegut og replikker som, at hun »ryger for at dø«, være en tilforladelig pris at betale.
’Looking for Alaska’ slår bolden langt ud af banen, når det kommer til John Green-filmatiseringer. Den har samme berøringsflader som ’13 Reasons Why’, men er anderledes dyb og uden pamflet-fornemmelser.
Kan ses på HBO Nordic.
’Dickinson’
I stil med Baz Luhrmans fortolkning af ’The Great Gatsby’ fra 2013, der krydrede USA’s vilde 1920’ere med Jay Z og Lana Del Rey, har den posthumt berømte digter Emily Dickinson, som levede i midten af 1800-tallet, fået tilføjet lidt nutidig young adult-glam på både sprog, musik og humor med Hailee Steinfeld i hovedrollen.
Apples anakronistiske ungdomsserie udfolder digteren som homoseksuel og lader hende snave med sin bedste veninde og store kærlighed Sue, som desværre er nødsaget til at gifte sig med Emilys halvdumme bror, fordi hele hendes familie er døde.
På trods af at ’Dickinson’ foregår inden den amerikanske borgerkrig, formidler den med en nærmest meme-komisk mentalitet det fascinerende ved digterspirens fascination af døden, der ganske vist fremstår rimeligt emoagtig og privilegeret. Da samtalen ved middagsbordet falder på, hvorvidt slaveriet skal ophøre, bidrager Emily med sætningen: »Sometimes I feel like a slave«. De unge 1800-tals-herrer er sjovt nok skildret som nutidens mest fladpandede bro-typer.
Hailee Steinfeld har siden gennembruddet i ’True Grit’ altid været god for en rapkæftet replik, hvilket hun også demonstrerede i den hjertevarme ’The Edge of Seventeen’.
Kan ses på Apple TV+.
’Big Mouth’ sæson 3
Fra skaberne af animationsserien ’Big Mouth’ lod den kvindelige hovedkarakter Jessi få sin første menstruation besunget af R.E.M-forsanger Michael Stipe som antropomorf tampon, var det ikke til at tage fejl af: Serien kørte pigerne mod drengene på den gode måde.
I tredje sæson er det for alvor pubertetstid for den kloge, harmløse nørd Missy, hvilket i særdeleshed fortjener opmærksomhed, mens hun kæmper med sit kropsshamende spejlbillede og forsøger at håndtere sig selv som seksuelt væsen. I et rejehop går hun fra uskyldsren til at synge om at være en aggressiv kvinde, der kan lide at sidde ovenpå, som del af børnenes dybt upassende musicalopsætning af 80’er-filmen ’Disclosure’.
Hele musicalafsnittet er desuden dedikeret til MeToo, hvor de små liderlige børn med de store munde en gang for alle spidder den toksiske maskulinitet, der har været på spil hele sæsonen med slut-walks, listemani og drengenes meget trekantsblinde opfattelse af panseksualitet.
Den togskinne- og klapbuksebærende Missy, bragt til live af komikeren Jenny Slate, er en håndsrækning til alle pigenørder, der stadig ikke for alvor har fået deres personlige fiktionspastiche a la ’Stranger Things’.
Kan ses på Netflix.
’Euphoria’
Hvis Lena Dunham var stemme for millennial-generationen, er Zendayas fortæller Rue i ’Euphoria’ generation Z’s Holden Caulfield.
Selvom Rue er både hyperintelligent og elskelig, er hun også en voldsomt grænseoverskridende hovedkarakter. Serien starter med 9/11, som Rue i fortællingen om sit liv kobler direkte til sine voldsomme problemer med angst og OCD, der bliver til voldsomme problemer med hårde stoffer. De psykiske problemer gør hende relaterbar, som få teenage-narkomaner har været det før hende. Hun er sin egen lille sprængfarlige oxycotinpille i opioidkrisens lange statistiske brækstråle. I det øvrige karaktergalleri kunne ’Euphoria’ tikke næsten samtlige bokse af, når det kom til at redefinere, hvilke teenagepiger der får sit eget narrativ.
Serien balancer mellem romantisering og brutalitet i skildringen af stoffer, når Rue eksempelvis beskriver, præcis hvor fedt det ustyrligt stærke smertestillende stof fentanyl er. Men selvom den indimellem foregår i cokainhastighed eller i et glimtende MDMA-univers, er ’Euphoria’ serien, der revitaliserede ’Skins’ med feminint fortegn og nåede såvel danske som amerikanske mainstream-teenagere uden at udskamme andre end teen-voldtægtsforbrydere og perverterede midaldrende mænd.
’Doggystyle’ sæson 2
Der er ikke så mange deciderede ungdomsserier, der handler om livet efter gymnasiet, hvilket er noget af det, som virkelig udmærker ’Doggystyle’s særlige indkapsling af ungdomstilværelsen i Danmark lige nu. Som hovedkarakteren Asta for alvor kom ned fra sin wannabe-it-girl i København-piedestal, blev det lettere og lettere at identificere sig med fortællingen om ubeslutsomhedens hofperiode.
I et nærmest enkeltstående afsnit mødte vi forfatterspiren Ellie, der gjorde indtryk ved ret så genialt at indrømme, at hun nok havde skrevet en krimi, men helst ikke ville indrømme det. ’Doggystyle’ kan som få andre serier spidde storbyens kreative elites selvbillede, som pølsevenderen Asta efterhånden både inkarnerer og sætter en kæp i hjulet på.
Kan ses på DR.
’Blank’ sæson 2
Det gik desværre ud over ’Blank’, at mange ubarmhjertigt sammenlignede den med ’Skam’, som beskrev en langt mere sprængfarlig periode af ungdomslivet. På sin egen stille måde ramte NRK-opfølgeren dog plet, når det kom til de spæde voksenlivs lidt mindre fede førstegangsoplevelser. Første røvsyge fuldtidsarbejde og første utroskab beskrev sæson 1 af ’Blank’ med bravur, selvom mange nåede at slukke, inden der kom kød på.
Mens vi stadig venter på en dansk ungdomsserie med en ikke-etnisk dansk hovedperson, var det medrivende at følge den biokemistuderende Zehras musikproducerdrømme i anden sæson. Serien favnede både hende og venindernes ungdomsliv som moderne muslimer i befriende almindelighed, men stak også til en generel klasse- og kulturkløft uden at kamme over. Derudover var det grundlæggende spændende med et indblik i en type venindegruppes hverdagsliv, som ikke ellers fylder så meget i fiktionen. Som da Zehras veninde Nadiya jublede over, at hun fik menstruation og var fritaget fra at faste på ramadanen.
Kan ses på DR.