Følelsen af at se en Safdie-film er aldrig blevet bedre indkapslet end i øjeblikket i ’Heaven Knows What’ fra 2015, hvor heroinmisbrugeren Harley forsøger at tråde en nål, mens hun er høj ad helvede til. Hendes kæreste Ilya har et hul i sin jakke, og i close-up ser vi de skælvende, rødfrosne fingre forsøge at dirigere tråden, der konstant bøjer af i yderkanten af øjet eller rammer helt ved siden af.
På lydsiden brager – som i brager – Headhunterz’ hardcore trampenummer ’The Power of the Mind (Climax Anthem 2007)’, og man mærker med det samme den helt særlige, brændende følelse af frustration, som kun blandingen af slørede sanser, stress og noget, der kræver for meget finmotorik, kan få op i én.
Og den følelse bliver man så i gennem halvanden time. Scenen er sigende for den sitrende uro, der præger brødrenes filmografi, men samtidig også udtryk for den absurde humor og flabethed, der gennemsyrer deres værker og gør plads til et godt grin selv i de mest håbløse situationer.
Karaktererne, som Safdie-brødrene – Josh og Benny på henholdsvis 35 og 33 år – ynder at portrættere, er dog sjældent selv lige så oprevne over deres handlinger, som vi er. De er ofte streetsmarte newyorkere på kanten af samfundet, som er vant til at leve på må og få.
Tag bare den unge, kvindelige kleptoman Éleonore (spillet af Éleonore Hendricks som siden er blevet en af brødrenes faste casting directors) i centrum for Josh Safdies spillefilmdebut ’The Pleasure of Being Robbed’ fra 2008. Da hun får fingrene i en taske og finder ud af, at den indeholder en bilnøgle, tøver hun ikke to sekunder med også at stjæle bilen og køre rundt i den – også selvom hun ikke har kørekort og aldrig har siddet bag et rat før! Sammen med sin ven Josh (spillet af Josh Safdie selv) lærer hun at køre, mens hun kører – i tæt New York-trafik – og mens de begge to tager det temmelig afslappet og tydeligvis synes, det er lidt romantisk og sjovt, sidder vi med hjertet oppe i halsen.
Éleonores opførsel er afstumpet og komplet uansvarlig, men der er alligevel også noget lidt charmerende over hendes sorgløshed og noget sejt over, hvor få fucks hun giver for sociale normer og regler. Og hundehvalpe. Lignende kvaliteter går igen hos faderfiguren Lenny i filmen ’Daddy Longlegs’ fra 2009, der sendte Josh Safdie med raketfart af sted til Cannes, sekundet efter han var færdig på Boston University (eller faktisk allerede inden– han valgte at deltage i festivalen frem for sin egen dimissionsfest).
Heldigvis for de uadskillelige Safdies, var lillebror Benny – der efter en lille detour til fysik gik på samme universitet blot årgangen under – også udtaget til festivalen med sin kortfilm ’The Acquaintances of a Lonely John’.
Det går galt, det her!
Men tilbage til Lenny. Lenny spilles af Ronald Bronstein, der hverken har optrådt som skuespiller før eller siden, men i stedet er blevet en slags tredje bror eller i hvert fald en fast bestanddel af brødrenes filmstab: Først skriver han med Josh, så instruerer brødrene, og så klipper han optagelserne sammen med Benny.
Lenny er en fuck-up-far af dimensioner. Han har kun sine drenge, Sage og Frey, to uger om året som følge af en skilsmisse, men efter alt at dømme er det to uger for meget. Ikke fordi han ikke elsker dem – det gør han – men han er så forhippet på at underholde børnene non-stop og proppe et års værd af oplevelser ind i det korte besøg, at han også engang imellem glemmer at være den voksne.
Og da han får problemer med at jonglere arbejde og børnepasning, får han en rigtigt dårlig idé. Han beslutter sig for at knuse en sovepille og give lidt af den til børnene, så han kan være sikker på, de ikke vågner, mens han er væk. Men børn skal ikke have sovepiller, ikke engang en lille smule, og ’tricket’ sender Sage og Frey ud i ’stage four sleep’, hvilket er stadiet lige inden koma, og det tager flere dage, før de vågner.
Denne specifikke hændelse er der forhåbentlig blevet digtet videre på, men ikke desto mindre gør det ondt undervejs at vide, at filmen er brødrenes mest selvbiografiske: at Lenny er baseret på deres egen far, Alberto Safdie.
’Daddy Longlegs’ og ’The Pleasure of Being Robbed’ hører til en anden æra af filmagernes output, men alligevel kan man tydeligt se, hvordan Éleonore og Lenny har smittet af på Connie-karakteren (spillet af Robert Pattinson) i brødrenes første selvudnævnte »Movie-Movie« ’Good Time’ fra 2017 og Adam Sandlers karakter Howard i den Netflix- aktuelle ’Uncut Gems’, som har været ti år undervejs. De er nemlig ikke blevet et hak klogere. Connie synes, det er en god idé at tage sin mentalt handicappede bror Nick (spillet eminent af Benny Safdie) med sig til et bankrøveri iklædt masker, der får dem til at ligne Morpheus fra ’The Matrix’ med lille, lilla 90’er Anastacia-brille og selvlysende trafikveste, og Howard synes, det er en god ide at bette på basketball og sælge diamantbesatte Furbies.
I samtlige af deres fiktionsfilm bruger Safdie-brødrene deres karakterers ufatteligt dårlige dømmekraft som en slags Tjekhovs pistol, der gør, at man som tilskuer konstant sidder og tænker – eller i mit tilfælde – siger: »Nej nej nej nej nej, det går galt det der«. Og det ved de. De leger bevidst med hele tiden at sætte high stake-situationer op, hvor det kan gå begge veje. Og de nyder at fastholde os så længe som muligt i det nervepirrende limbo og hensætte os i en tilstand, der er lig karakterernes.
Ikke et øjebliks stilhed
I ’Heaven Knows What’ er den tilstand: høj og på røven i Central Park, på jagt efter penge til det næste fix. Og indimellem kærligheden.
Filmen er brødrenes fjerde (hvis man tæller dokumentaren ’Lenny Cooke’ med og udelukker alle de mange kortfilm, de også har lavet), og den markerer et radikalt ryk væk fra det håndholdte look henimod noget mere strømlinet. Eller. Den er godt nok skudt overvejende med Steadicam eller tripod af fotografen Sean Price Williams (der blandt andet er kendt for sit arbejde for Alex Ross Perry), men for ikke at forstyrre skuespillerne, hvoraf mange var utrænede, og måske også fordi optagetilladelser ikke er noget, instruktørerne rigtigt kører med, placerede brødrene Williams langt væk og tvang ham til at bruge lange linser (sådan nogle som man bruger på safari). Det giver optagelserne et dokumentarisk udseende.
Ved at skyde på den måde udraderer brødrene dybdeeffekten i deres billeder – i nærbillederne især – og det gør på én gang, at vi ser Harley og hendes tunge øjenlåg helt klart, og at omgivelserne fremstår mudrede og klaustrofobiske. Præcis som de gør det for hende. Fotograferingen i ’Heaven Knows What’ giver det modsatte af overblik og klarhed, og sammen med lyddesignet er det med til at forstærke indlevelsen, følelsen af at være blevet dumpet direkte ned i hendes univers.
Safdie-brødrene mikser ofte den i forvejen mudrede dialog på kryds og tværs, og når karaktererne ikke lige råber af hinanden – som Harley og Mike (spillet af det utrænede stortalent Buddy Duress) gør rigtig meget i den her film – så overdøves de ofte af trafiklyde eller insisterende musiknumre som Isao Tomitas nyfortolkning af Claude Debussys ’Snowflakes are Dancing’, der lyder lidt, som om han har dyppet den – og sig selv – i syre og optaget den på en fjern planet.
I Safdie-brødrenes film er der aldrig stille. Ikke et eneste sekund. Og siden de har indgået deres samarbejde med David Lopatin (aka Oneohtrix Point Never, der har bidraget med originalt soundtrack til både ’Good Time’ og ’Uncut Gems’) er støjniveauet og den ængstelige stemning kun blevet intensiveret.
Fra udskud til stjerner
Det kan lyde, som om det er hårdt arbejde at være publikum til Safdie-film, og det er det på sin vis også. Det er sansemæssigt udmattende. Men den frenetiske energi er ikke alt, hvad de har at byde på.
Filmene er også fyldt med små, flabede momenter af filmmagi – som når Ilya kaster Harleys telefon væk, og den forsætter op på himlen og bliver til en stjerne, eller når Eleonore drømmer sig fri af sine håndjern og svømmer med en (meget hjemmelavet) isbjørn, eller når Lenny angribes af en kæmpemæssig myg.
Under den trykkede stemning og hyperaktive handling gemmer der sig ofte en massiv portion humor. Tænk bare på præmissen for ’Good Time’: Bror bryder forkert person ud af fængselshospital? Kriminel mands mentalt udfordrede bror løber direkte gennem et vindue, da de flygter fra politiet? Så snart man får spændingen lidt på afstand, stikker den absurde komedie hovedet frem.
Man kan heller ikke snakke om Safdie-brødrene uden også at snakke om deres ultra-drevne termit-tilgang til filmskabelse og deres talent for at transformere samfundets udstødte til stjerner og vice versa. Da brødrene besluttede sig for at filmatisere Arielle Holmes’ memoire ’Mad Love in New York City’ og caste forfatterinden i hovedrollen, blev instruktørerne efter sigende mødt med hovedrysten. Det første og eneste råd, filmmakkerparret havde fået, når de fortalte folk i branchen, at de havde planer om at lave en film a la ’Panic in Needle Park’ var:
»Lad for guds skyld være med at caste rigtige junkier!«.
Holmes var dog efter sigende allerede i metadon-behandling under optagelserne og på vej ud af sit misbrug, men anderledes stod det til med flammen Ilya – den ægte Ilya – som få dage inden optagelserne skulle begynde, tog en overdosis på en McDonald’s og var ved at omkomme foran den ’falske Ilya’ (skuespiller Caleb Landry Jones), der observerede ham årvågent for at kunne fremmane ham så godt som muligt på film. Da stod det muligvis klart, hvorfor det måske var en dårlig idé at caste ægte heroinafhængige.
Men præcis ligesom en af deres egne karakterer ville gøre, hustlede instruktørerne stædigt videre, og der er ingen tvivl om, at Arielle Holmes og Buddy Duress (som klarede den hele shootet uden at blive anholdt – han blev det først dagen efter, de stoppede…) giver en intensitet til filmen, som den ellers ikke ville have været i nærheden af.
Det kan godt være, at førstegangsskuespillende junkier er mere uforudsigelige at arbejde med, men til gengæld er deres backstory fikset og internaliseret på forhånd. Noget som brødrene ellers kan bruge ret meget tid på. Jennifer Jason Leigh, der spiller Corey i ’Good Time’ og er med i max 20 minutter af filmen, fik efter sigende tilsendt ti siders backstory i stedet for et manuskript, da hun viste interesse i rollen, og jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange regnskove af kulørte beskrivelser Robert Pattinson må have fået som forberedelse til rollen som Connie Nikas. Men det virkede, for han er nærmest uigenkendelig.
Safdie-brødrene spytter film ud på en måde, der nærmest virker tvangspræget. De er opflasket på film, opdraget af film (da forældrene blev skilt, satte faren dem efter sigende til at se ’Kramer vs. Kramer’, og så var der snakket nok om det), afhængige af film. Alt, hvad de sanser, bliver før eller siden til film, og de inspireres først og fremmest af menneskene, der omgiver dem og af lysten til at lege med mediet, de elsker.
Det er her, at termit-tilgangen kommer ind i billedet. Det er nemlig et begreb, Safdierne ofte refererer til, og de låner det fra den feterede amerikanske kritiker Manny Farber, der bruger det til at beskrive en form for film, som går mere op i at indfange verdens flygtige øjeblikke og vibrationer i al deres overvældende kaos end at indordne dem en form for kunstig orden og moraliserende kontekst. Tjek.
Sadie-brødrene er ikke bange for tøjlesløs virkelighed og kaos – de forguder det ligefrem – og der er endnu mere smæk på ’Uncut Gems’ end de andre til sammen. Og nu ved du, hvad det betyder: Husk din morgenmeditation, tag noget blodfortyndende og gentag efter mig:
»Det er bare en absurd komedie, det er bare en absurd komedie, det er bare en absurd komedie«.
’Uncut Gems’ kan ses på Netflix fra i dag – læs vores anmeldelse her.