’Horse Girl’: Alison Brie leverer stærk præstation i forvirrende Netflix-film om psykisk forstyrret pige
Et sted mellem internet og virkelighed opstod hestepige-stereotypen. Hun er sådan én, der vægter kontakt med heste lige så højt (hvis ikke over) menneskelig interaktion og med en verdensfjern attitude ikke interesserer sig det mindste for modeluner, men følger sine egne sociale koder.
‘Horse Girl’ virker som en naturlig forlængelse af to andre nylige film, nemlig ‘Thoroughbreds’ fra 2017 og Brie Larsons ‘Unicorn Store’ fra sidste år, der alle med et surrealistisk strejf handler om unge kvinder, kedsomhed, følelser og heste. Og de foreslår alle sammen, at tilvalget af den firbenede ven i langt højere grad er et fravalg af mennesker, der ikke er det mindste interesserede i at forstå andre måder at møde verden på end deres egen.
I ‘Horse Girl’ er vores hovedperson Sarah (Alison Brie) en ung kvinde, der arbejder i en hobbyforretning, og hvis bedste venner er den overnaturlige krimiserie ‘Purgatory’ og hesten Willow.
Det tætteste hun kommer på menneskelige relationer, er hendes ældre kollega Joan, hendes travle og tjekkede roomie Nikki og dem hun highfiver, når den ugentlige zumbatime er slut. Det er fra begyndelsen tydeligt, at hun ikke er et naturtalent i sociale situationer, men snart står det klart, at der foregår meget mere i Sarahs hoved end nogen, inklusive hende selv, forstår. Første tegn er søvngængeri, det næste er drømme, der føles så virkelige, at hun tolker dem som tegn.
Snart passer alt det, hun oplever, ind i den fortælling, hun har skabt til at forklare sig selv, hvorfor hun ser og hører ting, som andre ikke gør.
Hvad, der følger, er en surrealistisk nedadgående spiral, hvor Sarah langsomt mister grebet om virkeligheden, og som er svær at forklare uden at afsløre for meget. Faktisk er den bare svær at forklare. Dels fordi ‘Horse Girl’ udspiller sig på flere mentale planer, og dels fordi det er, som om filmen ikke helt selv er klar over, hvad dens indre logik er.
Den låner fra David Lynchs ‘Mulholland Drive’ i både sin stemning og fortælling, men er langt fra lige så gennemført eller gnidningsfrit fortalt. Barndomstraumer og psykotiske episoder spædes op med en healer, der mener noget om energier i farver, og en dna-test, som kan fortælle dig, hvem du er. Alt dette udspiller sig inden for en cirkulær struktur med skiftende fortællerperspektiv, som ender med at underminere Sarahs psykiske sygdom som en unik måde at opleve omgivelserne på.
For det er en film om psykisk sygdom, og det er positivt, at filmen i det mindste ikke efterlader nogen tvivl om det. Alison Brie har fortalt, at historien er baseret på hendes mormors liv med paranoid skizofreni, og Brie leverer en virkelig stærk præstation, som gør det lysende og ubærligt klart, at Sarah lider. Især er det smertefuldt i de øjeblikke, hvor Sarah pludselig bliver klar over sit eget vanvid og bliver bange for sig selv og sin manglende evne til at kontrollere sig.
En sådan scene er for eksempel den, hvor Sarah efter en manisk episode af grunde, hverken hun selv eller vi forstår, pludselig står midt i hobbyforretningen helt nøgen. Først da Joan får øje på hende, indser hun, hvad der sker, og bryder grædende sammen, mens hun pakker sig ind i stof fra den nærmeste stofrulle og beder Joan om at hjælpe hende.
‘Horse Girl’ havde gjort sig selv en tjeneste, hvis den havde skåret en god portion af de mærkelige påfund fra. For selvom nogle af dem, for eksempel den cirkulære fortællestruktur, er med til at formidle Sarahs sindstilstand, er det ikke graden af forvirring, der gør filmen dragende. Det er i stedet den følelsesmæssige indsigt i en hestepige, som lever med en psykisk lidelse og først og fremmest lider under, at ingen forsøger at forstå hende.
Kort sagt:
Alison Brie leverer en stærk præstation i ‘Horse Girl’, hvor hun i en mudret historie lysende klart formidler en ung kvindes lidelser, efterhånden som hun lærer om sin egen psykiske sygdom.