‘Killer Inside: The Mind of Aaron Hernandez’: Netflix-dokumentar om morddømt football-stjerne er alt for spekulativ
Ikke siden O.J. Simpson har sportssektionen scoret så mange kulørte og bestialske forsidehistorier, som da den vanvittige sag om football-stjernen og morderen Aaron Hernandez begyndte at rulle i 2013.
Året startede ellers godt for NFL-spilleren. Flere end 100 millioner mennesker kunne se det 23-årige supertalent score touchdown i årets Super Bowl. Et halvt år efter er Hernandez anholdt for mordet på vennen Odin Llyod, som han efter en fælles køretur har efterladt med fire skudhuller i en industripark i Massachusetts. Hernandez bliver dømt og senere sigtet for flere mord, inden han til sidst begår selvmord i sin fængselscelle fire år efter.
Titlen på Netflix-dokumentaren ’Killer Inside: The Mind of Aaron Hernandez’ gav mig håb om, at jeg ville blive klogere på, hvorfor denne unge football-stjerne, der burde være lykkelig med en succesrig karriere og en ny tilsyneladende skøn familie, vælger at opføre sig som en fakeass-gangster.
Men hvis det har været hensigten for instruktør Geno McDermott at gøre publikum klogere på morderens sind, fejler han fuldstændigt.
Eneste værdifult materiale, der er blevet samlet ind til projektet, består af lydoptagelser fra Aaron Hernandez’ telefonsamtaler fra fængslet. Her skælder han blandt andet ud på sin mor og minder sin forlovede om sit hidsige temperament i den ene scene, imens han beder hende om at sende ham hans ’Harry Potter’-bøger i den næste.
Ellers består det dokumentariske projekt i tre dele af cirka en times varighed af en blanding af intetsigende videooptagelser fra retssagen, halvfesne rekonstruktioner til at øge dramatikken og alt for mange spekulative talking-heads-interview med personer, der slet ikke kendte Aaron Hernandez.
Tabloid-journalister, der rimelig afslørende også er tilknyttet producerroller, og en tidligere highschool-holdkammerat og hans far bruger næsten en tredjedel af serien på at optrevle, om Aaron Hernandez var skabshomoseksuel – fanget i en maskulin verden først med en voldelig macho-far og senere i en macho-sportsgren, hvor der indtil nu kun er enkelte fortilfælde på sportsudøvere, der er sprunget ud.
Et interessant emne – til en anden dokumentar. Kausaliteten fra skabshomoseksuel til morder er ikke-eksisterende, og det kommer hurtigt til at virke meget sensationalistisk, når dokumentaren sætter spørgsmålstegn ved, om Odin Lloyd måtte lade livet, fordi han havde lært sandheden om Hernandez’ seksuelle orientering.
Tværtimod tyder alt på, at Aaron Hernandez simpelthen bare var hurtig på aftrækkeren, og at Odin Lloyd slet ikke var hans først offer.
Dokumentaren bringer ingen nye journalistiske vinkler eller nuancer til Hernandez’ liv – den stiller blot en masse potentielle teorier op, som seeren så ellers kan skyde ned eller tage til sig, som man har lyst. Ingen af de interviewede har en reel indsigt i, hvilke følelser og tanker eller mangel på samme, som Aaron Hernandez besad.
De mest medrivende perspektiver bliver derfor dem, der kan generaliseres til de øvrige tosser i sporten. For selvom Aaron Hernandez og O.J. Simpson nok er de mest skræmmende eksempler på afsporede football-stjerner, står de på ingen måde alene.
Hver sæson er der spillere, der slår kærester eller tilfældige piger ned på barer, hoteller eller i elevatorer med videoovervågning, afstraffer børn med trækæppe, arrangerer hundeslagsmål eller skyder sig selv i benet ved en fejl. Læg dertil alle de mange voldtægtsanklager og sager med stoffer i blodet på og uden for banen. Bendtners byture får hurtigt baghjul.
Spørgsmålet er så, om amerikansk fodbold tiltrækker eller selv skaber psykopater. Dokumentaren peger til sidst på, at den vanvittige afvigelse fra normal opførsel kan skyldes to ting. Med et ekstraordinært talent følger særbehandling. De største talenter får scholarships kastet i nakken allerede som 14-årig, og når de dygtigste spillere laver ballade eller begår overfald i college, så tryller skolerne straks anklagerne væk.
Har man personlige problemer i NFL, bliver der sørget for, at du kan gemme dig fra medier, familie og fjender. Det er de kortsigtede løsninger, der kommer i spil, så man selvfølgelig kan spille fodbold om søndagen.
Samtidig viser et voksende antal undersøgelser, at de mange hovedtacklinger på banen medfører så alvorlige hjerneskader, at mange spillere ikke længere kan kende forskel på, hvad der er rigtigt og forkert. Nogle ender med at begå selvmord eller gøre skade på andre.
Hjerneskade-syndromet kaldes CTE, og ikke overraskende fandt man i 2017 den hidtil største mængde CTE hos en 27-årig i hjernen på Aaron Hernandez, efter han begik selvmord i sin fængselscelle.
Det lykkedes ikke dokumentaristerne at indsamle nok interessant materiale til at kunne indfri den præmis, der er indlejret i titlen. Men det klæder seriens sidste tredjedel, at Aaron Hernandez ender med at dele skurkerollen med de mange universiteter og de opportunistiske hold-ejere i NFL, der hvert år skjuler voldtægt og andre overfald fra deres stjernespillere og samtidig vil gøre alt for, at snakken om CTE ikke ødelægger den underholdningsindustri, som de nyder godt af.
Kort sagt:
Hvis du ikke kender til hele sagen om Aaron Hernandez, kan denne Netflix-dokumentar i tre dele vække din nysgerrighed, men det er bestemt ikke nogen ny ’O.J.: Made in America’.