’The Call of the Wild’: Harrison Ford & hund er en underholdende vildmarksfortælling
Af en familiefilm kan man som regel forvente en fortælling, der fremstiller en essentielt god og opbyggelig verden uden at fornægte lektioner om livets barske vilkår – gerne på en måde, der frembringer latter og har sympatiske karakterer i fokus. Uden de store stilistiske eksperimenter.
Og det gør sig da også gældende for dannelsesfortællingen ’The Call of the Wild’, der er den seneste i rækken af filmatiseringer af Jack Londons berømte eventyrroman af samme navn om hunden Buck, der tvinges væk fra civilisationens tryghed og i den amerikanske vildmark finder sit sande hjem.
Underholdningen fejler bestemt ikke noget, idet vi tages med på en tempofyldt tour de force gennem den amerikanske frontier med brug af langt hen ad vejen overbevisende CGI-effekter. Og selvom ’The Call of the Wild’ ikke kommer til at ryste nogens verdensbillede, er Bucks rejse faktisk en ret raffineret historie om frigørelse, alle kan spejle sig i.
Det skyldes først og fremmest, at instruktør Chris Sanders (’Lilo & Stitch’, ’Sådan træner du din drage’, ’Croods’) og hans special effects-hold formår at gøre Bucks indre liv forståeligt gennem hans udtryk og adfærd – dyrene i filmen kan generelt ikke tale – med assistance fra en vis menneskeliggørelse af Buck.
Da vi møder Buck, farer han omkring i en lille by som en kæmpe teenagehund (Buck skal forestille en krydsning af en sanktbernhard og en skotsk hyrdehund), der endnu ikke har lært at styre sine instinkter. Ser han en kanin, må han absolut jagte den, og ser han et bord fyldt med mad, må han absolut spise det hele. Bucks uregerlighed går indbyggerne på nerverne, men de undlader at skælde ham ud, fordi han tilhører byens dommer
Buck er således ufri i dobbelt forstand: en slave af sine umiddelbare impulser og defineret af sin ejer, der, når han vil opdrage Buck, sætter ham uden for huset og beder ham om at tænke over, hvad han har gjort.
Den bløde pædagogik er dog ikke i højsædet i 1890’ernes Yukon, civilisationens yderkant på grænsen til Alaska, hvor Buck sælges som slædehund efter at være blevet taget til fange. På vejen derhen lærer han, at det nu er »køllens og tandens lov«, der hersker, idet han under et flugtforsøg slås bevidstløs.
I slædehundekoblet begynder Buck at vise sit sande jeg. Under de ekstreme forhold i vildmarken avancerer han hurtigt på grund af sin ekstraordinære styrke og mod. Så meget, at førerhunden, der regerer med frygt, udfordrer ham. Det bliver et frigørelsesgennembrud for Buck, der i konfrontationen erkender sin indre ulv og besejrer sin modstander.
Men i menneskenes verden er Buck stadig underlagt andre kræfter. Under en ny ejer, en led tyran, der ikke er bange for at bruge pisken, er han døden nær, da han reddes af John Thornton (Harrison Ford), en god mand med en hærget sjæl, der er rejst til verdens ende for at glemme sig selv og tabet af sin søn.
Det bliver begyndelsen på et smukt venskab. Thornton behandler Buck som en ligeværdig og forventer, at Buck gør det samme – »Du er ikke mit kæledyr« – og som en hyldest til Thorntons søn tager de to på eventyr derud, hvor kortet ender.
Uden for civilisationen finder Buck hjem. Men at han bliver sin egen herre og en egentlig lederskikkelse er netop et resultat af, at han formår at forene natur og civilisation. Vildmarken hærder ham, forfiner hans instinkter og forener ham med sin natur, mens civilisationen giver en selvbevidsthed, der gør ham i stand til at forstå, at frygten kan overvindes: at man kan forme verden omkring sig.
Frem træder et tænkende og myndigt væsen, en forsvarer af fællesskabet, en frygtløs leder, en meritokratisk helt.
Kort sagt:
’The Call of the Wild’ er en underholdende vildmarksfortælling for alle aldre om hunden Buck, der i bevægelsen væk fra civilisationen finder sig selv og sit sande hjem.