’Crazy, Not Insane’: Dokumentarens svar på ’Mindhunter’ undersøger, hvorfor folk bliver seriemordere

3 6
’Crazy, Not Insane’: Dokumentarens svar på ’Mindhunter’ undersøger, hvorfor folk bliver seriemordere
Alex Gibneys 'Crazy, Not Insane'.

CPH:DOX. Hvordan blev Hitler til den, han var? Kan vi alle blive ligesom ham?

Sådan lyder det besnærende åbningsspørgsmål i HBO-dokumentaren ’Crazy, Not Insane’ af Alex Gibney, der dårligt kunne slå et større brød op.
Filmen sætter os en fortælling i udsigt, der ikke svælger ved de morbide morddetaljer som så meget andet af tidens sensationalistiske true crime, men derimod dykker ned i dybere spørgsmål – hvad får mennesker til at begå bestialske mord, hvorfor er nogle mordere og andre ikke? – uden at komme med mere end overfladiske svar.

Det hjælper ikke på sagen, at ’Crazy, Not Insane’ spiller som en underlegen og generisk dokuversion af ’Mindhunter’, når den fortæller historien om den nulevende, amerikanske psykiater Dorothy Lewis, der interviewede en række berygtede seriemordere – fra Ted Bundy til Arthur Shawcross – op gennem 80’erne og 90’erne med henblik på at kortlægge de komplekse sociale og biologiske forudsætninger, der drev mændene til at begå brutale forbrydelser.

Vi får gentagende gange at vide, at Lewis var en pioner inden for sit felt, når hun insisterede på, at ingen mennesker fødes onde, men at mordere drives til uhyrligheder som følge af særligt deres opvækst. I dag virker den pointe en kende gennemtrævlet.

Styrken ved den konventionelle talking heads-dokumentar ligger i det glimtvis stærke arkivmateriale, der leder til enkelte gåsehudsfremkaldende øjeblikke, blandt andet når man ser det massive brød Arthur Shawcross, der tog 14 liv over 17 år, forvandle sig til et lille barn under en af sine samtaler med Lewis, mens han forsøger at skærme sit skridt og traumatiseret fremstammer: »Hun bider mig«.

‘Crazy, Not Insane’.

Shawcross er et af Lewis’ mange eksempler på, hvordan mange seriemordere udvikler multiple personality disorder som følge af svigt og misbrug som børn – i dette tilfælde på grund af hans mor, der misbrugte ham og blev en del af hans spaltede personlighed, der senere drev ham til mord på kvinder.

Dorothy Lewis forsøger indædt at bevise tesen om personlighedsspaltning for sin samtid i 90’erne, men hendes medprofessorer på Yale griner hende durk i ansigtet, når hun udlægger sin teori.

I dag er det bredt anerkendt, at personlighedsspaltning er en ting, og at mennesker formes af deres kår. Men at udlægge det som en universel årsag til mord føles alligevel forsimplet. Her synes filmen at gå for ukritisk til værks, når den udlægger Lewis’ forskning, baseret på en mikroskopisk stikprøve, som sandhed.

Enkelte eksperter modsiger hendes konsekvente forsøg på at forklare seriemorderes gerninger gennem deres sociale svigt og neurologiske skader, men filmen stiller ikke selv mange undersøgende spørgsmål til sin hovedperson, der også lader til at danne uhensigtsmæssigt tætte bånd til nogle af morderne.

Samtidig virker det som en fejl, at filmen er bygget så stramt op om Lewis’ person, når dens mest interessante aspekt utvivlsomt er de indledende, universelle spørgsmål om arv og miljø: Hvad gør os til dem, vi er? Kan vi alle ende som mordere?
Det gør ’Crazy, Not Insane’ os ikke synderligt klogere på.


Kort sagt:
Dokumentarudgaven af ’Mindhunter’ skuffer med forsimplede svar på komplicerede spørgsmål om, hvad der leder til seriemorderes brutale ugerninger.

’Crazy, Not Insane’. Dokumentar. Instruktør: Alex Gibney. Medvirkende: Dorothy Lewis, Ted Bundy, Catherine Yeager, Arthur Shawcross, Joel Rifkin. Spilletid: 117 min. Premiere: Kan ses på cphdox.dk frem til 29. marts.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af