’Guns Akimbo’: Daniel Radcliffe med guns på hænderne skulle have været endnu mere grotesk
Hvad sker der, når man krydser Harry Potter med Robocop, udover at fanboys af de respektive franchises går fuldstændig amok i ekstase? Man får en biomekanisk Daniel Radcliffe som en af de mindst skræmmende helte, filmmediet endnu har set.
Miles har en rimelig træls dag. Han er en computerprogrammør, der hygger sig med at trolle trolls på diverse messageboards. Favoritdestinationen er Skizm, en undergrunds fight club, hvor samfundets mere suspekte karakterer bliver presset ud i gladiator-dueller på liv og død.
Nørden formår at pisse chefen for foretagendet godt og grundigt af, så efter et lille besøg fra en tatoveret psykopat og grovkornet kirurgi vågner den klejne svend med to pistoler permanent fæstnet til sine hænder. Og som om det ikke var nok, får han også kampklubbens ultimative dræbermaskine Nix (Samara Weaving) efter sig.
Så er scenen sat til et episk actionbrag i den overdrevne kategori, dumt, men grotesk underholdende – eller det var i hvert fald forventningen.
Plakaten og traileren ledte tankerne hen mod Brian Taylor og Mark Neveldines vanvittige film som ’Gamer’ og ’Crank’ eller Taylors anarkistiske og groft oversete tv-serie ’Happy’, tilsat et skvat af Timur Bekmambetovs ’Wanted’.
Men forløsningen udebliver.
Det er da grotesk underholdende, når Daniel Radcliffe render rundt i badekåbe, boxershorts og tigerpotehjemmesko og forsøger at appellere til en eller anden om at hjælpe ham med at få tøj på eller fodre ham. Der pustes bare ingen originalitet ind i den gennemprøvede fortælling om taberen, som lige pludselig bliver kastet ud i en absurd situation med livet på spil.
Det kræver, at skuespillerne har den nødvendige karisma for at bringe hele spektaklet op på et højere niveau. Radcliffe gør, hvad han kan, og falder ikke igennem, men den helt store stjerne er den australske badass Samara Weaving.
Fra det øjeblik hun smadrer døren til Miles’ lejlighed med en kæmpe gun og en dollarseddel i det ene næsebor, stjæler hun enhver scene og publikums hjerte med sin fandenivoldske charme og tilstedeværelse.
At hun i filmens åbningssekvens og en scene forinden allerede har demonstreret sine færdigheder udi aflivning af diverse kriminelle afskum med mesterlig finesse, er kun med til at forstærke den nærmeste gudinde-af-destruktions-aura, som bliver skabt omkring Nix – tænk Kali, bare med tatoveringer og et højt cokeforbrug.
’Guns Akimbo’s newzealandske instruktør Jason Lei Howden har tidligere lavet den vanvittige ’Deathgasm’ og formåede i slut-februar at smadre al positiv hype omkring den amerikanske udgivelse af sin nye film med sin groteske optræden på Twitter, både under sit eget navn, men også på ’Guns Akimbo’s officielle Twitter-konto.
Rent filmteknisk læner han sig her meget op af førnævnte Taylor og Neveldine. Kreationen af den splitterravende vanvittige skurk Rikter, der er tatoveret fra top til tå, er dog som taget ud af hans forrige film. Ren deathmetal på meth-amfetamin.
Men som så meget andet ender det med at være mere visuelt imponerende end interessant. Efter det første WTF-øjeblik har lagt sig, virker Rikter mere som en halvgammel bedstefar omtrent så farlig som en emsig puddelhund.
Og det gælder desværre også for ’Guns’ Akimbo’ som helhed. Den er hverken vild eller banebrydende nok og afstedkommer højst et behageligt lille, men forglemmeligt smil.
Kort sagt:
’Guns Akimbo’ strander på halvvejen til genial.