’Lost Girls’: ‘Erin Brockovich’ møder ‘Marshland’ i Netflix-film om et af USA’s uopklarede mordmysterier
Netflix er din ven i disse dage, og når du om lidt er færdig med bagkataloget, kan du roligt gå i gang med nyankomne ‘Lost Girls’, der er en spillefilm baseret på en bog om et af USA’s uopklarede mordmysterier fra virkeligheden.
Året er 2010, og den søvnige lille by Ellenville i staten New York danner rammen for en forhutlet tilværelse hos en enlig forsørger til tre piger, Mari Gilbert. Mari prøver forgæves at få enderne til at mødes som både kranfører og servitrice. Hun bor sammen med to af sine piger, hvoraf den ene, Sarra, lige er blevet suspenderet fra skole, og den ældste, Shannen, har boet hos plejefamilier, siden hun var 12.
Shannen låner tit sin mor penge, og Mari spørger aldrig, hvordan datteren tjener dem. Datterens kilde til indtægt bliver dog snart nationens anliggende, for en dag meldes Shannen savnet, politiet iværksætter en eftersøgning på Long Island, hvor Shannens sidste telefonsamtale spores til, og det viser sig, at Shannen var sexarbejder, og hendes sidste whereabouts var hos en kunde. Politiet finkæmmer området omkring kunden, der hurtigt afskrives som potentielt mistænkt, men de finder ikke Shannen. Til gengæld finder de en masse lig, dybt begravet i et rigt, afsondret nabolag ved marsklandet på Oak Beach. Alle ligene er piger – unge, socialt belastede sexarbejdere.
Instruktøren Liz Garbus blev i 2015 Oscar-nomineret for dokumentaren ‘What Happened, Miss Simone?’, og denne gang er det en anden stærk kvindefigur, hun tegner et billede af. Mari Gilbert tilhører underklassen, hvis et sådant udtryk stadig bruges, og troværdighed er som bekendt ofte proportionel med rang. Ingen i politiet tror på hende, da hun insisterende som en lille, stædig terrier med træt permanent og eye kohl bliver ved med at gø op ad deres hovedrystende ben. Mari vil finde sin datter for enhver pris, og hun er af den overbevisning, at datteren har lidt samme skæbne som de andre lig i marsken, hvorfor hun begynder sin egen efterforskning. Men hun er oppe imod systemet. Et lukket system bygget på hemmeligheder og fordomme.
‘Lost Girls’, der er filmet og klippet både afbalanceret og smukt, tager afsæt i et thriller’isk plot om en potentiel seriemorder, men det er en fortælling, der zoomer ud og maler et større billede end de kriminelle handlinger. ‘Lost Girls’ viser et USA, der juridisk prioriterer og prissætter menneskeliv alt efter sociale skel. De døde piger blev fundet ved et tilfælde, for ingen meldte dem savnet. Det tog en time, fra Shannen ringede til 911, før politiet mødte op.
Bevismaterialer efterspørges ikke eller forsvinder. Eneste proaktive efterforsker synes at være Mari, der som en moderskabets fanebærer tager sagen i egen hånd og bliver ambassadør for de glemtes pigers oprejsning. En dag samles familiemedlemmer og venner til de afdøde piger sammen med Mari og hendes døtre for at mindes, og her, midt under samtalerne, indkapsler Mari hele problemstillingen: »Se hvordan medierne omtaler de her piger: escort, luder, prostitueret, sexarbejder. Men aldrig veninde, søster, mor, datter«.
Mari efterlyser ikke kun sin datter, men også en personificering af ofrene, og det resulterer i en af filmens stærkeste scener: Kvinderne mødes nogle dage senere sammen med pressen omkring gerningsstedet med efterlysnings-pamfletter af datteren som et slags korstog mod de rige beboeres tavse stemmer og bortvendte blikke.
Mari er en stærk karakter, der selv bærer rundt på hemmeligheder og fordomme, og hun bringes til live af en veloplagt Amy Ryan, der bærer trailerpark-kulturen på sig som en vant kåbe. Desværre folder ‘Lost Girls’ ikke hele potentialet ud, og det skyldes filmens gentagende pointer om det amerikanske systems clash mellem social arv og jura og moderskabets ukuelige vilje. Mordmysteriet taget i betragtning giver doseringen af samfundsdiagnose og kvindeportræt filmen et ujævnt udtryk, for det er stadig et mysterium, der er i centrum, og desværre griber filmen ikke alle de rige muligheder for at tirre og pirre. Det er ren dopamin for hjernes nysgerrighed at arbejde med det uvisse – hvad skete der, hvordan, hvorfor, hvem – og det føles derfor en kende distraherende fra tid til anden, at filmen ikke beskæftiger sig mere indgående med selve mordsagerne.
Marsklandskabets stumme slugen af de stakkels skæbner, politiefterforskningens blindgyder, nabolagets hemmeligheder og en kvindes insisteren på retfærdighed gør alligevel ‘Lost Girls’ til halvanden times velanvendt eskapisme.
Kort sagt:
‘Erin Brockovich’ møder ‘Marshland’ i Netflix-filmen om en mor, der i eftersøgningen af sin savnede datter bidrager til afsløringen af et af USA’s endnu uopklarede mordmysterier om en potentiel seriemorder.