‘Prelle – Lytter til mig selv’: Debutdokumentar om Rikke Prelle gi’r dig lyst til at rappe med
CPH:DOX. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle udforme min anmeldelse om ‘Prelle – Lytter til mig selv’ som en raptekst. Men så kom jeg (gudskelov!) i tanker om, at jeg slet ikke er sej til den slags.
Men det er sådan noget, Anita Beikpours fantasifulde debutdokumentar gi’r lyst til. Den giver lyst til at rappe, leve, drømme, kæmpe, chille. Og ikke mindst til at smile stort, hver gang filmens karismatiske hjerte, Prelle, gør det samme.
Da jeg sætter mig ned for at se dokumentaren, har jeg ellers ingen anelse om, hvem rapper Rikke Prelle er (igen: ikke helt sej nok), og filmen har umiddelbart ikke travlt med at informere mig.
Jeg dumper bare direkte ned i hendes univers, hvor virkelighed, drøm og musikvideo glider sammen.
Prelle rapper blødt om hårde ting: systemer der svigter, systemer der forpligter, forventninger der presser, kærlighed der stresser. Hun får håndjern på af et fiktivt politi og fører mig gennem en kriminel verden med sprød monotoni. Cut tilbage til virkelighedens verden, hvor Prelle går mellem blomster og taler i telefon.
I næste nu stryger hun ind på et hospital med vennen Mikkel. »Jeg bliver klepto af hospitaler« griner den gæve homeboy til hovedpersonen, der er helt chill. Hun skal bare lige have tjekket den cyste, hun har i livmoderen. Videre i teksten.
Pludselig hænger Prelle ud med et stort brød. Jeg ved ikke, hvem han er, men han siger sjove ting, og jeg nyder selskabet. »Aarhus er kedelig, fynboere er lykkelige, og københavnere er stressede«, lyder visdomsordene fra manden, der ser farlig ud, men vist ikke er det.
Jeg trisser derefter med Prelle i skole, hvor hun bliver til roden Rikke og videre på besøg hos sociale myndigheder, som smiler sødt og bekymret. Virkeligheden sættes i relief, da Prelle efterfølgende taler med sin afdøde mor gennem en vandpyt og et anstrøg af magisk realisme.
Brikkerne begynder at falde på plads, mens vi sammen glider dauda. Langsomt og blødt går det op for mig, hvilke sandheder fra Prelles liv der gemmer sig bag de hårde ord og scenarier i rapteksterne og musikvideoerne.
Jeg forstår, at Prelle har haft en hård barndom og stadig kæmper. Jeg forstår, at det store brød fra tidligere er ven med hendes far, den eneste forælder hun har tilbage. Jeg forstår, at musikken har været Prelles redning, men også hendes tilflugtssted. Og jeg forstår, at hun kæmper med at finde tilbage til gejsten for rappen og for at tage sig sammen og komme videre.
Jeg forstår, at Prelle er et musikalsk ungdomsfænomen, og jeg forstår hvorfor. Hendes charme og karisma er for sindssyg og forstærkes gange hundrede gennem Anita Beikpours kærlige linse.
Og jeg forstår alle de her ting, uden at ‘Prelle – Lytter til mig selv’ klemmer de hårde sandheder hurtigt ned over hovedet på mig med råkold, forventelig realisme.
Anita Beikpour spiller puds med forventningerne og tegner ikke bare et nemt aflæseligt portræt af the kid from the hood. Hendes film er en åben invitation ind i Prelles alsidige univers: et sted, hvor virkelighed møder fantasien og problemerne møder et kæmpestort bankende hjerte af håb. Et sted, man har lyst til at hænge ud og blive lidt længere for at lære den karismatiske Rikke Prelle bedre at kende.
Dokumentarens meget musicalagtige musikvideoer bliver måske til tider lige en anelse tacky til min smag. Men det gør ikke det store, når kreativiteten er så sprudlende og hovedpersonen så helt igennem lovely.
Jeg overgiver mig til det kreative portræt og kaster både håndtegn og rapper med, når en livsbekræftet og livsbekræftende Prelle i en sidste højstemt musikvideo stryger ned ad kirkegulvet med ordene:
»Husker hvad, min mama sag’/husker hvert et ord/ De kan ikke tage mine drømme fra mig/lige så længe jeg tror«.
Kort sagt:
‘Prelle – Lytter til mig selv’ er en sprudlende og kreativ dokumentardebut med en hamrende karismatisk hovedperson.