‘Sommeren på Birgitø’: Kirsten Birgit sender en stormflod af svirpere afsted i nyt liveshow
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm holdt sin seneste nytårstale på en rudimentær plimsoller, der stævnede ud mod Birgitø. Hun skulle bare væk, for som Mikael Bertelsens stemme forkynder i den båndede intro til Frederik Cilius og Rasmus Bruuns nye show ‘Sommeren på Birgitø’, befinder vi os nu i fremtidens nye danmarksorden.
I et samfund regeret af skrivebordstomater og krænkelsesparate mimoser har landets ukronede mediedronning ikke andre optioner end at drage i selvvalgt eksil på sin fædrene ø. Og således tager ‘Sommeren på Birgitø’ sin begyndelse. Rasmus Bruun har afsat en uge på Birgitø i selskab med Kirsten Birgit for at lave en biografi om sin tidligere kollega på ’Den Korte Radioavis’.
Med tanke på programmets raffinerede og ætsende satire er første akt præget af lystspillets lette tone, og duoen skal lige spille sig ind i fortællingen og den genrekonvention, som en teaterforestilling er. Bruun trækker lige vel store veksler på sin figurs nervøse træk, og selvom man trækker på smilebåndet, når Cilius lægger stemmebåndet i et krukket Ghita Nørby-leje på Rasmus’ »leflende Tintin-spørgsmål«, føles det også en kende letkøbt. En ordspils-joke om Kirstens derriére balancerer desuden på kanten af Linie 3 og Cirkusrevyen, hvilket i denne kontekst er alt andet end et adelsmærke.
På Birgitø er tingene dog ikke, hvad de giver sig ud for at være, og i andet akt toner et ganske vellykket plottwist frem. I den optik fungerer Kirstens residens som en effektiv kulisse til at skrælle lagene af og nå ind til kernen – figurativt og bogstaveligt.
Selvom hun har forladt sit elskede palæ på Dalgas Boulevard, har seniorkorrespondenten bibeholdt sine eksklusive vaner og erhvervet sig intet mindre end det pompøse telt, som Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafi rejste rundt med. Foruden prismekrone, chaiselong, kandelabre og et cembalo har Kirsten ligeledes en udstoppet ræv, som – med reference til Lars von Triers ‘Antichrist’ – giver Rasmus ledetråde i et pragmatisk toneleje.
Men før sagernes rette sammenhæng åbenbares, skal der indsamles stof til biografien om Kirsten, og med Rasmus’ medbragte spolebåndoptager trakteres vi blandt andet med barndomsanekdoten om, hvordan gårdkarlen Karl Hermanns død i en gylletank grundlagde Kissers fascination for kvælningssex.
Helt i ånden fra ’Den Korte Radioavis’ er der således ikke skyggen af fløjlshandsker, og de krænkelsesparate får kam til deres hår, når stjernejournalisten folder sig ud. Trofaste lyttere af radioprogrammet bliver underholdt i rigt mål, for Cilius og Bruun er ikke nærige med godbidderne, der inkluderer alt fra Mads Brügger-exorcisme til Jan Hellesøe-hypnose.
Et højdepunkt i showet indtræffer, da Kirsten vender tilbage efter en tur på Birgitøs fyrtårn, hvor hun forgæves har forsøgt at få gjort øens radio operationsdygtig. I den efterfølgende dialog spiller duoen åbenlyst på efterårets store medieståhej omkring Radio24syvs lukning, og den soleklare metareference er noget af en saftig bøf, der da også vakte tordnende bifald under premieren.
En væsentlig grundsten for ’Den Korte Radioavis’ succes var den politiske satire, som satte en ny dagsorden og udvidede grænserne for, hvad man kunne tillade sig at sige om landets folkevalgte. Til de, som har tørstet efter Kirsten Birgit i rollen som spydig og nådesløs dissident, byder andet akt på en stormflod af svirpere. På Birgitø har hun slået sig ned på osteproduktion, så hun kan observere organismernes planlagte råddenskab. Med en lyttende Rasmus placeret i en havestol sætter Kirsten Birgit sig ved cembaloet og beretter om et samfund, hvor alting er blevet en fortælling, og hvor verden er trådt i baggrunden.
Med udgangspunkt i den seneste nytårstale perspektiveres der til George Orwells og Aldous Huxleys dystoper, i takt med at det sproglige skyts køres i stilling. Mette Frederiksen besidder et »skævtandet heksefjæs«, og Kirsten har alt andet end veneration for statsministeren. Hvorfor hun naturligvis også påtager sig at holde årets 1. maj-tale, når Socialdemokraternetiets formand har meddelt, at hun ikke gør. Et andet af Den Korte Radioavis’ politiske yndlingsofre – Henrik Sass Larsen – får ligeledes endnu en omgang i den verbale vridemaskine.
Kadencen stiger, og første akts aura af lystspil evaporer, i takt med at det stof, som ’Den Korte Radioavis’ var gjort af, for alvor vinder terræn. Cilius og Bruun har nu spillet sig varme, og deres karakterer manifesterer sig med samme gennemslagskraft på scenen, som de besad i æteren.
Med tanke på hvor meget Kirsten Birgit fylder, giver det en klædelig karakterbalance, at andet akt åbner med en længere monolog fra Rasmus, der giver ham plads til selvransagelse og moralsk opbakning fra den talende ræv. Refleksioner, der leder frem mod den plottwistende finale, hvor vi får svar på, hvorfor han har mistet sin venstre arm, og det endeligt åbenbares, hvad der gemmer sig bag den sidste dug i teltet, sammen med den sandhed, som Kirsten har hindret Rasmus i at få indsigt i.
Uden at spoile for meget kan det afsløres, at han i showets klimaks endeligt springer ud af rollen som Kirstens evige prügelknabe i et dramatisk standoff, hvor kampen om at få det sidste ord bliver tæppefaldet.
Hvor Frederik Cilius og Rasmus Bruun herfra vil tage den politisk korrekte redaktør og den bedrevidende seniorkorrespondent, står hen i det uvisse.
Kort sagt:
Med ‘Sommeren på Birgitø’ har ’Den Korte Radioavis’-duoen for andet år i træk overført deres univers til de skrå brædder. Og efter en blød start slår den ætsende satire og verbale suverænitet igennem, i takt med at fortællingens lag åbenbares, og Rasmus Bruun og Frederik Cilius spilles varme.