‘The Trials of Gabriel Fernandez’: True crime-serie på Netflix giver et grumt minde om et barns lidelser
Cigaretskod boret ind i huden. Et kranie, der føles som rice crispies. En mavesæk fuld af kattegrus. Alvorlige forbrændinger, mærker efter stump vold og en krop dækket af helende ar. Alt sammen påført en lille otteårig dreng, der få dage inden sin død i en skoleopgave erklærede sin kærlighed til den mor, der slog ham ihjel.
Det er et fåtal, der kan forestille sig så brutal vold, og endnu færre, der kan forstå, hvordan man kan påføre det et barn. Lille Gabriel Fernandez, der blev tortureret til døde i maj 2013 ved sin mors og stedfars hånd, er et offer, man sent vil glemme.
Hvordan vil retfærdigheden ske fyldest for Gabriel? Det er spørgsmålet, dokumentarinstruktør Brian Knappenberger undersøger i Netflix-dokumentarserien ’The Trials of Gabriel Fernandez’. For udover at dokumentere, hvad der utvivlsomt må være en af de mest grusomme sager om børnemishandling i amerikansk historie, udforsker den, hvordan Los Angeles Department of Children and Family Services fejlede i deres ypperste opgave. I tillæg til Gabriels forældre må fire socialarbejdere gå rettergang for den lille drengs død.
Fire mennesker, der på trods af flere opringninger fra Gabriels lærer, en stempling af Gabriel som et højrisikobarn og flere besøg til lejligheden i Palmdale aldrig fik reddet den lille dreng. Det var ellers klart fra start, at her var en dreng, der havde brug for hjælp.
Som true crime-fortælling er Gabriels sag en open-and-shut case uden samme mystik som i ’The Jinx’, ’Making a Murderer’ eller ’The Staircase’. I stedet bruger Knappenberger sagen til at kaste lys over et råddent system. Hvor sheriffer ikke skriver rapporter efter hjemmebesøg hos familien, og hvor det offentliges udlicitering af socialt arbejde har skiftet fokusset fra etik til profit. Der er ingen tvivl om, at her fortælles en vigtig historie, der bør give stof til eftertanke for magthaverne.
Men som serie halter historien om Gabriels lidelser og retssag. De første to afsnit dykker ned i forældrenes ondskab, som er vigtig for empatien for Gabriel, men som ikke besvarer det spørgsmål, man som seer hele tiden søger svar på: Hvorfor gjorde de det? Det er svært at få svar på alt, men det er nu engang det mest interessante frem for at svælge i de uhyrligheder, den lille dreng måtte gennemgå.
Dernæst tackler serien alle de fejltagelser, der blev begået i Gabriels sag, men uden at folde historien ud. Man argumenterer for et systematisk problem baseret på én sag. Og uden at bringe påstanden i hus smides distriktsadvokatens personlige tumult ind over med et stykke af lokaljournalistikkens endeligt, en tilfældelig socialarbejders nattevagt og det evindelige dilemma om dødsstraf. De sidste 10 minutter af de seks afsnit gør historien større, men det er alt for lidt og alt for sent.
Faktisk lider ’The Trials of Gabriel Fernandez’ af samme problem som mange andre nye true crime-serier. Mange af kriminalsagerne havde stået stærkere som koncise fortællinger. Her er de seks afsnit for langtrukne og rodede i deres komposition. Serien fisker efter chokeffekten. Man roder op i en smertelig sag, mens meningen går tabt.
’The Trials of Gabriel Fernandez’ er ikke spildt arbejde, men udførslen lever ganske enkelt ikke op til potentialet. Man forlader serien med et grumt minde om et barns lidelser, men ikke meget andet.
Kort sagt:
’The Trials of Gabriel Fernandez’ skildrer en uforglemmelig sag om misrøgt af og vold mod børn, men evner ikke at belyse de systematiske problemer.