’Atlanta’s Missing & Murdered: The Lost Children’: Ny true crime-serie er et mindesmærke over en mørk tid
Er du igennem anden sæson af Netflix’ ’Mindhunter’ eller har hørt Tenderfoot TV’s podcast ’Atlanta Monster’, så kender du til mordene på mere end 30 afroamerikanske drenge i Atlanta, Georgia 1979-81. Du kender nok også navnet på den mand, der i dag er fængslet på livstid for mindst halvdelen af drabene.
Men er det første gang, du hører om Atlantas forsvundne og fortabte børn, så giver HBO’s nye miniserie detaljeret og interessant kontekstuel indføring i sagens kronologi. I forbindelse med at Atlantas borgmester Keisha Lance Bottoms i 2019 officielt genåbnede sagen, rev hun samtidig op for et knapt helet sår. Atlanta, som i serien bliver kaldt afroamerikanernes mekka og Wakanda, har ellers ihærdigt prøvet at lægge de grufulde minder bag sig.
Sagen blev genåbnet, fordi der den dag i dag stadig er ubesvarede spørgsmål omkring gerningsmanden. I 1982 blev den kun 23-årige talentspejder Wayne Williams idømt to livstidsdomme for mordene på Nathaniel Cater og Jimmy Ray Payne. Ved hjælp af tvivlsomme vidneudsagn og ditto tekniske beviser blev han desuden tilskrevet flere af de uopklarede mord.
Alligevel tror de efterladte på Williams’ uskyld: at han er syndebukken for politiets sløsede arbejde og et statsligt, og senere føderalt, behov for at lukke sagen hurtigst muligt. De tror så meget på Williams, at han faktisk deltager i en mindehøjtidelighed for ofrene over telefon. I kirken er kun én af de fremmødte overbevist om Williams’ skyld – én hvid, midaldrende mand i slående kontrast til det afroamerikanske lokalsamfund.
Serien har stablet en stærk række af interviewpersoner på benene. Politifolk, journalister, ofrenes familier, forsvarere, anklagere og folk tæt på beslutningstagere får taletid gennem seriens fem afsnit. Det er en metodisk og argumentatorisk gennemgang lige efter bogen, der nørder detaljer som betydningen af en tæppefiber og racen bag et hundehår. Det er sagen fra start til slut – og bevisførelsen for og imod Wayne Williams fra ende til anden.
Alligevel er der noget ved ’Atlanta’s Missing & Murdered’, der føles som gammel vin på nye flasker. Måske skyldes det, at sagen er så heftigt dækket i populærkulturen i forvejen.
Serien er aktuel i forbindelse med genåbningen af sagen, og i det sidste afsnit smider den en ganske glimrende teori om en alternativ morder på banen. Og det er selvfølgelig altid værd at mindes de glemte. Sagerne om JonBenet Ramsay og Charles Lindenbergh fik mere end tidobbelt så meget opmærksomhed som disse børn, og den tragedie afslører serien. At Atlanta svigtede sine egne, er en vigtig historie til eftertiden.
Men de mest interessante scener i serien er ikke dem, der dykker ned i sagen – det er dem mellem de involverede i nutiden. Som den omtalte gudstjeneste med Williams som gæstestjerne. Eller da en af de interviewede politimænd bliver taget i at sige, at efterforskningen har været farveblind, men at de var sikre på, det var en brun mand. Eller når Atlanta som by dengang og i dag foldes ud i sammenhæng med sagerne.
Det bliver nævnt, at der ikke er et sted, monument eller plads i Atlanta til at ære ofrene. ’Atlanta’s Missing & Murdered’ er måske det monument. Den endegyldige, helstøbte fortælling, der minder om en mørk tid. Det lykkes den med på en måde, hverken ’Mindhunter’ eller ’Atlanta Monster’ kunne eller skulle.
Men det er ikke den dynamiske dokumentarserie, man kunne have håbet på.
Kort sagt:
’Atlanta’s Missing & Murdered’ fortæller igen historien om mordene på mere end 30 afroamerikanske drenge i Atlanta i start 80’erne, men bliver aldrig mere end et mindesmærke.