Trumps prygelknabe: ’The Hunt’
En farlig film begået af »nazistiske liberale«, der opfordrer til »kaos«. Sådan beskrev en fornærmet Donald Trump actionsatiren ’The Hunt’ sidste efterår – vel og mærke uden at have set så meget som et minut af løjerne – og sikrede dermed fortællingen om en flok politisk korrekte demokraters storvildtsjagt på republikanske »deplorables« noget nær den bedste form for reklame, man kunne tænke sig.
’The Hunt’ er skrevet af Damon Lindelof (’Lost’, ’Watchmen’, ’The Leftovers’) i samarbejde med kollegaen Nick Cuse (’The Leftovers’) og har forrygende Betty Gilpin (’Glow’) i hovedrollen som en Clint Eastwood’sk formummet, hårdtslående sydstats-antiheltinde, der pludselig befinder sig i et ultravoldeligt, politisk ladet ’Hunger Games’-scenarie.
Humoren er kulsort, effekterne 80’er-splattede og b-filmunderholdningsværdien i top i filmen, der i modsætning til, hvad Trump måtte tro, tager lige så tykt pis på blå konspirationsteoretikere som røde »snowflakes« (skin)hellige selvbilleder.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Våbenlobbyens våde drøm: ’The Purge’
Den første ’The Purge’-film fra horrorstudiet Blumhouse fik premiere under Obamas præsidentskab i 2013, men franchisen – der indtil videre har kastet fire film og en tv-serie af sig – synes at have taget forskud på den betændte politiske splittelse i samfundet, der brød ud i lys lue i kølvandet på Trumps valgsejr tre år senere.
Den dystopiske præmis udstiller republikanernes indædte værn om The First Amendment: Efter en økonomisk krise kommer det totalitære parti New Founding Fathers of America til magten i Det Hvide Hus, og for at bekæmpe lovløshed indføres en årlig ’Purge’-nat, hvor al kriminalitet er fair game i et vindue på 12 timer. På nær mod regeringen, vel og mærke. Fire år senere, i 2022, boomer økonomien som følge af våbenindustriens succes, og eliten skummer fløden i topsikrede villaer.
Men ingen er helt sikre, når purge-natten falder på.
Ethan Hawke og ’Game of Thrones’s Lena Heady spiller hovedrollerne i den første film, der folder sig ud som en effektiv home invasion-thriller. Men der er langt mere kød på det tredje kapitel, ’Election Night’, hvis premiere blev timet med Trump-Clinton-valgkampen, og som for alvor borer kniven i klasseskævvridningen i det amerikanske samfund udi ekstremerne – med ikke så få ’Joker’-vibes.
’The Purge’ og ’The First Purge’ (kapitel 2) kan ses på Netflix. ’The Purge: Anarchy’ (kapitel 3) kan ses på Amazon Prime og Blockbuster. ’The Purge: Election Year’ kan ses på Blockbuster og iTunes. ’The Purge’-serien kan ses på Amazon Prime.
2010’ernes vigtigste film: ’Get Out’
Sidste år kårede vi slet og ret komikeren Jordan Peeles racesatiriske gyser til 2010’ernes vigtigste film, der formidabelt spidder det liberale Amerikas selvtilfredse hykleri (»jeg ville have stemt på Obama for tredje gang«), mens den nuanceret skildrer oplevelsen af at være sort i Guds Eget Land. Sat på spidsen, jovist, men dog alligevel følelsesmæssigt rodfæstet i en genuin afroamerikansk erfaring.
Historien om en ung sort fyr (Daniel Kaluuya), der skal møde sin hvide kærestes (Allison Williams) mistænkeligt imødekommende familie for første gang, rammer zeitgeisten lige i røven, og filmen blev en kæmpesucces både ved billetlugerne og i Oscar-sammenhæng, hvor Peele vandt statuetten for bedste originale manuskript.
Men jo mindre du ved om plottet forinden, jo bedre.
’Get Out’ er en film af sin tid, hvis cocktail af isnende gys (10’ernes måske mest sprudlende genre), komedie og samfundsanalyse samtidig gør den til et fyrtårn for både arthouse- og mainstream-filmens fremtid. Og så indeholder den scener, du simpelthen aldrig vil glemme.
Kan ses på Blockbuster og iTunes.
Den politiske klovn: ’American Horror Story: Cult’
Sjældent har politisk tumult Capitol Hill affødt så insisterende en gyserfilmmaskot som klovnen.
Ryan Murphys antologiserie ’American Horror Story’ bader ofte i sortkomisk politisk – og kønspolitisk – satire med et stænk af afstumpet ultravold, men ingen sæson er gået så målrettet til stålet som den syvende, ’Cult’, hvis historie tager direkte afsæt i Trumps indsættelse.
’AHS’-kendingen Sarah Paulson spiller en lesbisk demokrat, der går i spåner af at se Trump på skærmen, mens Evan Peters (som blev Emmy-nomineret) er Trump-støtten Kai, der smuldrer orange Doritos-chips i håret som hyldest til sit ikon. Racisme og homofobi eksploderer, og en gruppe ’deplorables’ iført perverse klovnemasker med dildoer som næse terroriserer gaderne som manifestationer af cirkusset i Washington.
Akkurat som i klovnebeslægtede ’It’ (der fik premiere få uger efter ’Cult’ i 2017) hudfletter Murphys båtnæsede uslinge råddenskaben under den amerikanske drøms glansbilledvisioner af kernefamilieværdier og ideologisk overlegenhed, og det er bestemt ikke for gysersarte sjæle. Alle andre vil dog have en syndig fest med ’AHS’s groteske, komplet uforudsigelige og kompromisløse krumspring.
Det dystopiske mareridt: ’Black Mirror – The Waldo Moment’
’The Waldo Moment’ er fra 2013, men historien om den trashtalkende animerede bjørn Waldos eksplosive popularitet som infantilt politisk ikon ringer mange klokker i 2020. Episoden er en sviende komisk advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis samfundet i afmagt vender såkaldt ’ekspertrytteri’ ryggen og giver magten til den klovn, der kaster flest lagkager og skældsord i fjæset på konkurrenterne.
Waldo er skabt af Jamie (Daniel Rigby), der også lægger stemme til den blå plage. Fra sin plads bag monitoren nyder generte Jamie at give sin omgivelser tørt på som Waldo, der optræder vidt og bredt på landsdækkende tv. Halvt for sjov og til de virkelige politikeres store forargelse stiller Jamie en dag Waldo op til valg for at påpege elitens snobberi og give den lille, vrede mand en stemme. Demokratiet reduceres til en joke, og Jamie får slået sin samfundskritiske pointe fast – men Waldo kan ikke stoppes, da han først er blevet folkeeje.
’The Waldo Moment’ afspejler en tid, hvor tilliden til demokratiske værdier og videnskab styrtdykker, og menigmand skyer ’løgnagtige politikere’. Ofte ene og alene, fordi folket ikke gider sætte sig ind i, hvad den politiske diskurs egentlig handler om og som konsekvens heraf føler sig talt ned til af »fine ord«. Så er det trods alt lettere at grine af standup-rutiner fra en opblæst tegneseriefigur.
Akkurat som sin hovedperson har ’The Waldo Moment’ ikke helt greb om, hvornår mæthedspunktet nås, men uhyggeligt er det immervæk – og så har Apple endda ‘kopieret’ Waldo-teknologien. Menneskedyret lærer aldrig.
Kan ses på Netflix.
Når venner bliver fjender: ’Tyrel’
Det er ikke uden grund, at den chilenske instruktør Sebastián Silvas ’Tyrel’ fra 2018 bliver sammenlignet med ’Get Out’, for også her er en sort mands erfaring i centrum i en verden, hvor frygt og fordom, risiko og realitet, død og dagligdag tegner den tynde æggeskal, som nogle mennesker desværre bevæger sig på.
’Tyrel’ er et nuanceret og modbydeligt snit ind i vores kollektive sind, hvori Tyler (Jason Mitchell) tager med sin gode ven Johnny (Christopher Abbott) op til en fjerntliggende lille hytte i bjergene. Her skal de fejre Johnnys ven Pete (Caleb Landry Jones) sammen med en flok kammersjukker, men Tyler får tidligt at føle, at han er den eneste afroamerikaner i gruppen, da en af drengene tror, han hedder Tyrel (deraf filmens navn), da det »lyder mere sort«.
Som aftenen skrider frem, bliver Tyler sågar bedt om at tale med en »sort stemme», og kun den homoseksuelle Dylan (Roddy Bottum) synes at være på bølgelængde. ’Tyrel’ er knap så god som genrefællen ’Get Out’, men viser immervæk med ubehagelig elegance frygtens tilstand for den farvede i et hvidt ritualiseret fællesskab.
Kan ses på Blockbuster og iTunes.
Klassikeren: ’Deliverance’
Disclaimer: ’Deliverance’ (’Udflugt med døden’ på dansk) er alt andet end satirekomisk. Men thrilleren fra 1972 med Jon Voigt og Burt Reynolds virker fortsat tidløs – og tidløst ækel – i sin skildring af en flok liberale, fredselskende ’storbysnuder’ på skovtur, der ender som jaget vildt af uhumske sydstats-hillbillys.
Ved premieren vakte ‘Deliverance’ kritik fra lokalsamfundet i Georgia, der tog afstand fra skildringen af statens fattige landboere som moralsk depraverede, lurende voldspsykopater (er de grumme, fordi de er forarmede, eller forarmede fordi de er grumme?), der bare venter på en chance for at slå kløerne i det bedre borgerskab. Og fortællingen har så afgjort givet inspiration til ’The Hunt’s kække ombytte af magtforholdet mellem rednecks og hipsters.
’Deliverance’ er imidlertid ikke ’blot’ en film, der tegner de amerikanske klasseskel giftigt op: Den er i lige så høj grad notorisk kendt for en grafisk mandevoldtægtsscene, hvis meget bevidste kønspolitiske pointe var at gøre mandlige publikummer utilpasse nok til at tage seksuel vold mod kvinder mere seriøst som samfundsproblem.
Kan ses på Blockbuster og iTunes.