’Into the Night’: Netflix’ scifi-serie med fængende præmis flyver intenst afsted

’Into the Night’: Netflix’ scifi-serie med fængende præmis flyver intenst afsted
'Into the Night'.

Jeg kunne næsten høre honest trailer-guttens stemme, da første afsnit af ’Into the Night’ skulle til at slutte.

»In a world (BWOOONG), where sun is killing every human on Earth, Man only has one option«

»Where do we go?«

»Into the night!« (cue 80-er-synthmusikken).

Turen er nu kommet til Belgien i Netflix’ forsøg på at overtage samtlige landes tv-industrier. Bedst som et fly af ved at gøre klar til afgang fra Bruxelles, stormer en uniformeret mand om bord med et maskingevær og befaler kaptajnen at få dem afsted med det samme.

»Hvis ikke vi letter nu, dræber solopgangen os alle«, siger han med en kombination af rædsel og vanvid lysende ud af hans isblå øjne.

Og ja, folk bliver sgu dræbt af solens stråler, der koger dem indefra som en mikroovn, så de dør øjeblikkeligt, hvorend de befinder sig.

Derfor er flyet og dets få passagerer nødt til hele tiden at rejse mod vest for at følge med natten. Simpel, men effektiv sci-fi-præmis i bedste b-filmstil: Sollys lig død.

Serieskaberen Jason George har hidtil leveret manuskripter til forskellige amerikanske tv-serier (’Blacklist’) og flere af Netflix’ internationale Originals (’The Protector’), ligesom han har været producer på sidste sæson ’Narcos’, men det er første gang, han flyver solo.

‘Into the Night’.

Baseret på forlæg af Jacek Dukajs dystopiske roman ’The Old Axolotl’ har han strikket en historie sammen, hvor fokus er på den klassiske floskel inden for alle katastrofefilm/serier: Hvordan mennesker reagerer, når de er truet på livet.

For at illustrere, hvilken bagage de forskellige karakterer bærer rundt på, har George og instruktørduoen Inti Calfat og Dirk Verheye valgt at starte hvert af de seks afsnit i serien med, at vi følger en af karaktererne før kaosset.

Hovedpersonen er den tidligere helikopterpilot Sylvie. Hendes elskede er netop død, og hun var på vej til Moskva for at sprede hans aske, inden hun ville begå selvmord. Som den stereotypiske vrangvillige helt frasiger hun sig i starten alt ansvar og er på ingen måde interesseret i at tage nogen som helst form for lederrolle. Indtil hun gør det alligevel.

Heroverfor finder vi den føromtalte desperate mand i uniform med de White Walker-blå øjne, FN-soldaten Terenzio. Han havde overhørt diskussioner blandt de ledende folk i FN og vidste derfor før alle andre, hvad der var på vej. Han er den der jeg-dræber-alle-andre-hvis-jeg-overlever-type, som en filmapokalypse altid serverer, og hans militærtræning gør, at han har nogle brugbare evner, når det kommer til at skaffe forsyninger.

For flyet kan ikke blive i luften for evigt, det skal tankes op med brændstof i ny og næ. Det var heller ikke i tiptop stand, da det fik luft under vingerne, så maskinelle problemer, uduelig wifi og funky mad er fast inventar i hvert afsnit. Selvfølgelig sammen med en uudtømmelig mængde intriger passagerene imellem, drevet af karikaturer som den kristne racist, muslimen, influencer-baben, gangsteren og moren. De er der alle sammen, og spørgsmålet er, om de kan finde ud af at arbejde sammen, inden det er for sent.

Det har vi alt sammen set i andre verden-går-under-scenarier, men man må give credit til Jason George for at holde afsnittene på omkring 35 minutter og få tiden til at flyve afsted i et hæsblæsende tempo med masser af action.

Med forlægget in mente og afslutningen på sæsonen er der lagt op til en spændende fortsættelse, der kan tage universet i helt anden retning end det, vi får præsenteret her i første omgang.

Det er muligt, fremtiden er fucked for figurerne, men for ’Into the Night’ lyser den klart.


Kort sagt:
Med et fedt udgangspunkt har Jason George med ’Into the Night’ skabt en stereotyp, men intens lille scifi-serie, som aldrig taber pusten i første sæsons seks afsnit.Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

'Into the Night'. Serie. Hovedforfatter: Jason George. Medvirkende: Pauline Etienne, Laurent Capelluto, Stéfano Cassetti, Mehmet Kurtulus, Alba Gaïa Bellugi. Spilletid: Seks afsnit af 35 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af