(Spoilers for de første seks afsnit af ’Normale mennesker’ på DR.dk.)
KOMMENTAR. Forbudt kærlighed! Grafisk sex! Hollywood-hotte stjernefrø fanget i et saftigt will they/won’t they-drama!
Det lyder alt sammen appetitligt i en lykkeligt frigjort post-isolationstid. Men for mig at se er ’Normale mennesker’ på DR.dk en af en forårets mest bitre seriepiller, pt. kun streaming-overgået af Mark Ruffalos kulsorte sørgemarch i ’I Know This Much is True’ (en serie så grum, at hver episode burde efterfølges af en times obligatorisk fællessang med Phillip Faber).
Hvor sidstnævnte dyrker voldsomme traumer, død og misbrug med ublu brutalitet, pakker ’Normal People’ imidlertid sine »hverdagskontroverser« ind i lækkerhed og bare bryster – og effekten afspejler en ærgerlig ungdomsfilmtendens til at smide pigers mentale helbred under bussen til fordel for idoliseret sadflick-romantik.
Ligesom Ruffalos passionsprojekt på HBO er ’Normale mennesker’ fra Hulu også baseret på en besk bestsellerroman, ‘Normal People’, om end denne blev et langt større, ungdomshypet litterært fænomen, da den udkom for små to år siden.
Den irske forfatter Sally Rooneys skæbnefortælling om to elskende med kroniske kommunikationskvababbelser har nydt fornemme sammenligninger med J.D. Salingers ikoniske generationsportræt ’Catcher in the Rye’, men ’Normale mennesker’ har mørkere undertoner.
Undertoner, der ved første øjekast synes veloplagte til at spidde en række af nutidige unges udfordringer med seksualitet og selvværd – hvis det da ikke lige var, fordi Rooney og nu også serieskaberne var for lidt liderlige til at følge tanken længere end til sengekanten.
Fuck nu det forhold, tak
For hovedpersonerne Marianne og Connell er deres on/off-forhold en skrøbelig, tabubelagt og sprængfarlig konstruktion. Selvsamme optager dog lige præcis nul normale mennesker i den virkelige verden, hvorfor parrets forkvaklede bestræbelser på at holde relationen semi-hemmelig og PDA-fri udelukkende gør skade på dem selv. Igennem adskillige år.
Først vil populære Connell (Paul Mescal) ikke kendes ved Marianne (Daisy Edgar-Jones) på gymnasiets gange, selvom de to knalder som Duracell-kaniner hver eftermiddag, og »aftalen« får mobbede Mariannes selvværd til at lide endnu et knusende knæk. Senere, på universitet, er rollerne byttet om og Marianne den populære, men ydmygelsen ved at blive reduceret til nul og niks af sin store kærlighed har bidt sig fast: Offermentaliteten er indgroet og betændt, og Connell – skønt han for længst har fortrudt sin opførsel – har en magt over Marianne, han ikke forstår det foruroligende omfang af.
Titlen ’Normale mennesker’ kan selvsagt tolkes på to måder: Med en vis ironi eller som oprigtigt åndsfraværende. Førstnævnte kaster et skær af kritik over måden, krænkelser og depression er blevet »normaliseret« i samfundet, eftersom Marianne og Connells destruktive bånd naturligvis ikke bør være »normalt«.
Den sidste giver derimod indtryk af det stik modsatte: at duoens historie blot er et tværsnit af de typiske udfordringer, utallige unge mødes med på tærsklen til voksenlivet.
Der er mange sandheder i ’Normale mennesker’, men ideen om Marianne og Connell som starcrossed lovers er en stor fed kommerciel løgn, der udelukkende giver næring til ’50 Shades’-fantasier og sickflick-genrens klichedyrkelse af usund kærlighed som en syndigt uimodståelig rite of passage med et strejf af sadomasochisme, hvor pigen (hvis ‘normale’ udseende understreges med fed skrift) uudsletteligt tålmodigt venter på sin modelflotte bad boy’s bedring.
»Det er millennial-generationens store kærlighedshistorie!«, hujede den engelske avis The Telegraph, da ‘Normale mennesker’ udkom som roman (de var ikke de eneste, der greb dén dovne konklusion ud af den blå luft), som var dét, millennials havde allermest brug for, en rask omgang tilbageskuende kønsroller i hjerte-rimer-på-smerte-sovs.
Måske vi i stedet for eksempel kunne koncentrere os om, hvorfor piger føler, at hele verdens ulykke og i særdeleshed mænds lykke er en byrde, de bør bære med en vis taknemlighed?
Sensuelt bævende læber
Marianne tror, at hun fortjener at blive behandlet som skidt af dem, der står hende nærmest. At Connell er »det mest intelligente menneske«, hun kender – langt mere intelligent end hende selv – skønt hans emotionelle sensibilitet og evne til at se ud over egen romerske næsetip er så veludviklet som en gulvmoppes.
I teenageårene er han ifølge Marianne også det »rareste menneske«. Et statement, der på smertelig vis falder i kølvandet på, at Connell ser tavst til, idet en klam stodder forgriber sig på Marianne og reducerer hende til tårer.
Bevares, ’Normale mennesker’ glorificerer ikke teenage-Connells fejltrin. Særligt scenen, hvor hans mor (Sarah Green) giver ham en velfortjent opsang, er stærk, og en heart-to-heart mellem Connell og Marianne i femte afsnit er hjerteskærende (og hjerteskærende godt spillet). Replikudvekslingen gør pokkers ondt, ikke mindst fordi håbløst forelskede Marianne så redeligt tilgiver.
Endnu mere ondt gør det på en som seer, da hun efterfølgende fluks dumper sin kæreste for at forfølge Connell, hvis berøring sender hende i ekstase, fordi hun uvægerligt forbinder den med underkastelse. Mens Connell af uransagelige årsager stadig ikke kan få sig selv til at holde hende i hånden. Alt gør lidt ondt i Mariannes sjæl – hele tiden – inklusive det, hun bilder sig ind, gør godt.
Serien anerkender problematikken med sensuelle skud af bævende underlæber og sorgfulde blikke, men danser frem til halvvejsmærket (den lille roman er splittet op i hele 12 afsnit) udenom de mest kontroversielle konsekvenser af selvleden.
Det føles som en forspildt chance, når serien ikke for alvor vil stikke hånden ned i hvepseboet – måske for at undgå at highlighte, hvor absurd det i grunden er at fokusere på Bella + Edward/Anastasia + Christian-skabelonens æstetiske knaldepotentiale, når det dramatiske omdrejningspunkt burde være, hvordan overgreb, svigt og slutshaming kan ødelægge et, well, normalt menneske.
Selvfølgelig er Connell ikke en djævel. Men hans handlinger og mangel på samme står som et ufrivilligt eksempel på, at »gode« mænd og drenges hverdagspassivitet aktivt vedligeholder krænkelseskulturen, psykisk som fysisk. Og at stemplingen af introverte »12-tals-piger« som arrogante, unfuckable stræbere bekræfter Weinstein-tommelfingerreglen om, at succes og social anciennitet bedst gøres op i seksuel valuta.
Tematikkerne giver ’Fucked-up mennesker’ ’Normale mennesker’ alle tænkelige muligheder for at fortælle en vigtig historie, men det kommer aldrig til at ske, så længe kameraet dugger til mellem lagnerne i porno-drømmerisk tristesse.
Og dermed svigter serien både sin Marianne og os seere.
‘Normale mennesker’ kan ses på DR.dk.