’Snowpiercer’: Seriereboot af Bong Joon-ho-film er helt overflødigt
Hvorfor lave et serie-reboot af ’Snowpiercer’? Det tænkte jeg, inden jeg gik i gang med den Netflix-aktuelle science fiction-serie, og her fem afsnit senere er jeg ikke blevet meget klogere.
’Parasite’-instruktør Bong Joon-hos postapokalyptiske film fra 2013, som i forvejen er baseret på en fransk graphic novel, havde Chris Evans i hovedrollen som oprørsk togpassager. Snowpiercer-toget kører i evig cirkulation gennem et snelandskab så koldt, at ingen levende organismer kan trives udenfor og er i øvrigt en slet skjult allegori over det kapitalistiske klassesamfund, hvor den rige elite trives i forenden af toget, mens underklassen er spærret inde i de bagerste, snuskede og lysfattige vogne.
I den nye serie ulmer et oprør ligeledes fra passagerne i »Halen«, men for at strække den strømlinede fortælling ud over 10 afsnit (samt en allerede annonceret sæson 2), er der nu også tilsat et uinspireret og stagnerende krimiplot. Daveed Diggs (’Blindspotting’) spiller Layton, beboer i togets bagende, der grundet en fortid som kriminaldetektiv hentes op til de mere velstillede vogne for at opklare et bestialsk mord.
Hvor karaktererne i Bong Joon-hos film kæmpede sig gennem toget én kupé ad gangen, som var det levels i et computerspil, kan Layton altså bevæge sig rundt imellem de forskellige miljøer, mens vennerne i »Halen« fortsat pønser på at bryde ud af fangenskabet. Dermed er afdækningen af hvert et nyt miljø i toget slet ikke lige så virkningsfuld.
Inklusionen af et mordplot har i stedet gjort serien meget plottung. Det skorter ikke på intriger blandt toggæster og -personale, men det betyder ikke automatisk, at man er underholdt, når selvsamme karakterer er tegnet så løst op. Det bliver bare til irriterende, melodramatisk støj. Først i afsnit 5 skete der plotdrejninger, som kunne give en smule sved på panden, men jeg var aldrig kommet så langt, hvis ikke jeg skulle anmelde serien.
Det ujævne slutresultat skyldes måske, at ’Snowpiercer’ har skiftet hænder undervejs. Josh Friedman (’Terminator: The Sarah Connor Chronicles’) var seriens oprindelige showrunner, mens Scott Derrickson (’Doctor Strange’) instruerede et pilotafsnit, som efter eget udsagn var noget af det bedste han nogensinde har lavet. Men Friedman smuttede fra projektet grundet »kreative uoverensstemmelser med producenterne, hvorefter Derrickson fulgte trop grundet lignende uenigheder med den nye showrunner, Graeme Manson (’Orphan Black’).
Daveed Diggs gør sit for at charme sig ind på både medpassagerer og tv-publikum med en tilbagelænet, smådrilsk karisma, der funger som modvægt til det noget overskruede sci-fi-univers med både kannibalisme og afskårne lemmer. Men den afslappede attitude giver bagslag, når man som publikum er temmelig ligeglad med et mordmysterie, der involverer mennesker, man ikke rigtigt har lært at kende.
Jennifer Connellys Melanie Cavill er uden tvivl det mest interessante holdepunkt. På overfladen er hun den rolige leder af togets servicepersonale, men vi finder hurtigt ud af, at hun samtidig dækker over en hemmelighed for passagerne: At Snowpiercers autoritære togfører og ledestjerne, hr. Wilford, faktisk er død. Der er mulighed for, at serien kan blive mere spændende, når hun skal forsøge at holde styr på det lille samfund, hvor tilliden til systemet er ved at krakelere.
Men når man hverken bruger tid på at etablere karakterer eller miljøer, er det svært at investere sig i en langstrakt fortælling. Især når følelserne skal vækkes af klodsede replikker som »glem aldrig, hvem du er!« og »der er kun døre mellem os!«.
Kort sagt:
Seriefortolkningen af ’Snowpiercer’ har så travlt med at afvikle sit melodramatiske mordplot, at den helt glemmer at tegne nogle interessante karakterer, som man gider følge gennem 10 afsnit.