‘The Midnight Gospel’: Syretrip af en Netflix-animationsserie er slet og ret genial
Forestil dig, at du sidder på Salvador Dalí-museet i Barcelona. Du prøver, med mere eller mindre held, at afkode den visuelle overflod omkring dig, de smeltende figurer, de abstrakte repræsentationer. Nu tager du dit headset på og afspiller din podcast-kø, der består hovedsageligt af eksperter, der diskuterer eksistentialistisk filosofi – meningen med livet og så videre. Nu hiver du en pose frem fra lommen, den er fyldt med psykediske svampe. Inden længe er den tom.
De næste fire timer er et virvar af farver, former, billeder og ord, der på én og samme tid giver total mening og er fuldkommen udenjordiske. Bagefter rejser du dig op og går hjem. Du er ret sikker på, at oplevelsen har gjort dig klogere på livet, men hvis nogen spurgte dig hvordan, ville du formentlig bare trække på skuldrene og sige, at man nok skulle have været der.
Sådan føles det at have set de otte episoder af Netflix’ nye animationsserie for voksne. Hvis streaminggiganten har udgivet et vildere audiovisuelt syretrip end dette, så er jeg endnu ikke stødt på det – og er ikke sikker på, at jeg ville turde. Men ’The Midnight Gospel’ har en hypnotiserende magt, der gør, at det er umuligt at kigge væk. Om det er en urinstinktiv stædighed efter at forstå det uforståelige, eller om det er den magnetiserende kraft, animationsstilen udånder ved hver pixelstrøg, eller om det er de filosofiske emner, der bliver taget op til debat i hvert afsnit, er svært at sige, men én ting er sikkert: ’The Midnight Gospel’ er en sanselig lækkerbisken.
Skaberne bag serien er Duncan Trussel, hvis podcast dialogen er baseret på, og Pendleton Ward, som de fleste kender som skaberen af den lidt mere håndgribelige, men lige så geniale ’Adventure Time’. Det tog dem efter sigende syv år at nå fra idé til produkt, men det har utvivlsomt været ventetiden værd.
I hvert afsnit følger man spacecasteren (aka podcasteren) Clancy (aka Duncan Trussel), der rejser rundt i et virtuelt multivers og interviewer skøre og skæve eksistenser (aka kendisser og eksperter), oftest mens en apokalyptisk katastrofe er under opsejling. Animation og dialog er i en konstant form for harmonisk karambolage, da hele seriens præmis er baseret på at designe et visuelt akkompagnement til lydbidder fra udvalgte episoder af Trussels podcast.
Og da det ville være enormt kedeligt at tegne to mennesker, der sidder over for hinanden og snakker, har de i stedet valgt at tegne dem, mens de nedkæmper zombiehorder i Det Hvide Hus eller er på en middelalderplanet på jagt efter en dæmonisk ærkefjende. Hvis man forestiller sig ’Adventure Time’ uden Cartoon Networks bremseklodser, har man formentlig en meget nøjagtig idé.
Nogle gange kan samtalerne føles en anelse for indforståede eller fragmenterede, og så bliver det pludselig meget svært at følge med i, hvad forskellen på »zazen meditation« og »ceremonial magic« er. Det er konsekvensen af at skulle hive 15 minutters dialog ud af en timelang podcastepisode. Til gengæld er den animation, der foregår parallelt med samtalen, altid uhyggeligt, næsten distraherende underholdende.
Kort sagt:
Min Netflix kategoriserer ’The Midnight Gospel’ som »mind-bending, offbeat, cerebral«, og det er egentlig meget godt ramt, hvis man lige tilføjer: Genial.