’White Lines’: Hitmagers nye Netflix-serie er tæt befolket af røvhuller
Hvad gør man, når festen er endegyldigt forbi, og kun alt rodet er tilbage?
’White Lines’ er den anden Netflix-serie fra spanske Álex Pinas, der også står bag successerien ’Papirhuset’. I hans nye fortælling rejser den britiske bibliotekar Zoe (Laura Haddock) fra det grå Manchester til den solbeskinnede festø Ibiza for at efterforske det 20 år gamle mysterium om sin storebror Axels (Tom Rhys Harries) forsvinding. Hans mumificerede lig er nemlig dukket op i den spanske ørken, og det åbner en dør til fortidens hemmeligheder og synder.
Tilbage i de vilde 90’ere stak Axel af til Ibiza med vennerne Marcus, David og Anna, fyldt op med store ungdomsdrømme om at blive dj’s, lave musik og starte en natklub sammen. Tilbage efterlod han lillesøster Zoe sammen med deres far Clint (Francis Magee).
Serien springer mellem fortid og nutid, hvor Zoe søger svar blandt sin storebrors gamle kumpaner. Nu 20 år efter er de alle mere eller mindre forsumpede og hænger fast i fortidens festlige storhedstid. Marcus (Daniel Mays) er blevet skilt fra sin store kærlighed Anna (Angela Griffin) og er blevet narkosmugler på fuldtid, selvom hans talent (og held) i den metier er stærkt begrænset. Anna og David (Laurence Fox) lever begge to som halvafdankede hippier med fri sex, hash og meditation. Axel involverede sig også med øens lokale narkokartel, og denne er selvfølgelig også i Zoes søgelys. Heriblandt kartellets bodyguard Boxer (Nuno Lopes), der hurtigt får indyndet sig som Zoes hjælper.
Zoe skiller sig fra første færd ud fra, hvad man kunne forvente af et efterladt familiemedlem på jagt efter spor i en kriminalgåde. Hun er nemlig en gennemført usympatisk og kaotisk karakter. Hendes mission er selvfølgelig forståelig, men hendes valg af metoder til at finde svar er i stort set alle tilfælde usandsynligt dårligt udtænkte og graver hende kun dybere ned i en klistret suppedas af narkosmuglere, biljagter og trusselsforsøg.
I starten skaber det en vis distance til historien, indtil man finder ud af, at hele persongalleriet er befolket af mere eller mindre dårlige mennesker, der alle er egoistiske, har lig i lasten og langt fra er sluppet helskindede ud af 90’ernes festmareridt.
Accepterer man tidligt den præmis, er ’White Lines’ et ganske underholdende bekendtskab. Zoe er den kaotiske katalysator, der får hele øens net af intriger og hemmeligheder til at trevle op. Man skal nok ikke tænke for dybt over seriens mange, indviklede plottråde, men der er nok forviklinger og smæk for skillingen til at holde ens opmærksomhed fanget over alle 10 afsnit. Og holder man ved igennem de første, haltende episoder, bliver serien kun bedre derfra.
Scenerne med narkokartelfamilien har en sæbeoperaagtig kvalitet over, mens scenerne med storebrorens gamle venner minder om, hvad der ville ske, hvis et realityprogram a la ’Sommer i Sunny Beach’ eller ’Jersey Shore’ fortsatte, indtil alle deltagerne var i deres fede 40’ere, og stadig levede, som om de var teenagere. Selvfølgelig er skuespillerne usandsynligt smukke, og alt ser pænt og velholdt ud på overfladen. Alle bor i store, flotte villaer med havudsigt og swimmingpool. Men det er alt sammen en del af den glitrende facade, som serien er ivrig efter at fremstille Ibiza som.
Ibiza er kendt fra Ung Rejs-reklamer og for David Guetta-koncerter som Europas festø nummer ét. Det er interessant at se en serie, der tager udgangspunkt i, hvad et sted og en kultur der hylder festen, ungdommen og nuet, gør ved de mennesker der vælger at slå sig ned og gøre festen til deres levebrød. Men der mangler alligevel det, der gør Ibiza til Ibiza, for hvor er alle turisterne og de fulde, nordeuropæiske teenagere henne?
Álex Pina har fyldt sit cast med en blanding af spanske og engelske skuespillere, og det er dejligt at se en engelsksproget serie, hvor alle skuespillere er af samme nationalitet som de roller, de spiller. Amerikanere har jo som bekendt en vis aversion imod at læse undertekster. Men det er desværre også, som om at det spanske islæt stopper der. Faktisk føler man til tider, at serien lige så godt kunne have foregået i Mexico eller et hvilket som helst sydamerikansk land.
Det er en skam, for serien gør et stort nummer ud af at præsentere Ibiza som drømmenes ø.
Kort sagt:
’White Lines’ er en sjov og underholdende serie, hvis man accepterer, at alle seriens hovedkarakterer er dybt usympatiske.
Anmeldt på baggrund af hele serien.