Biografaktuelle Zoe Kazan: »I nogle manuskripter er den kvindelige karakter kun en påklædningsdukke«

Den amerikanske skuespiller Zoe Kazan sætter pris på Lone Scherfigs lydhøre instruktionsstil og humanistiske skildring af empati – også selvom newyorkerskuespilleren snarere vil kategorisere den danske instruktørs portræt af New York som et eventyr frem for et realistisk billede. Vi mødte Kazan til verdenspremieren på Scherfigs 'The Kindness of Strangers', hvor hun spiller hovedrollen som en kvinde på flugt fra sin voldelige mand.
Biografaktuelle Zoe Kazan: »I nogle manuskripter er den kvindelige karakter kun en påklædningsdukke«
Zoe Kazan under Berlin Film Festival i 2019. (Foto: Matthias Nareyek/Getty Images)

36-årige Zoe Kazan er vokset op i det tætteste, man kommer på en royal Hollywood-familie. Hun er nemlig barnebarn til instruktørlegenden Elia Kazan, der stod bag 1950’er-mesterværker som ‘On the Waterfront’, ‘A Streetcar Named Desire’ og ‘East of Eden’ og grundlagde den indflydelsesrige skuespillerworkshop Actor’s Studio, og datter af to manuskriptforfattere, Nicholas Kazan og Robin Swicord.

Alligevel er der noget meget u-hollywodsk ved skuespilleren. Hun bor i Brooklyn med sin kæreste, skuespiller Paul Dano, og deres knap toårige datter, er rundet af et intellektuelt miljø fra Yales dramaskole og New Yorks teaterscene og skriver selv både filmmanuskripter og dramatik. Frem for glamourøse roller i Hollywood-baskere spiller hun for det meste helt almindelige kvinder, ofte lidt undseelige typer, i indiefilm, auteurdrevne tv-serier og teater – for eksempel i skæve romantiske komedier som ‘Ruby Sparks’, som hun selv skrev manuskript til, ‘What If’ og ‘The Big Sick’, Coen-brødrenes western ‘The Ballad of Buster Scruggs, Lisa Cholodenkos miniserie ‘Olive Kitteridge’ og senest David Simons ‘The Plot Against America’.

I Lone Scherfigs biografaktuelle drama ‘The Kindness of Strangers’, der følger fire karakterer på kanten af samfundet i New York, spiller Kazan den bærende rolle som Clara, en ung husmor fra Buffalo, der flygter fra sin voldelige mand (Esben Smed) med sine to sønner til Manhattan. Hun bilder drengene ind, at de er på ferie og parkerer dem på biblioteket, mens hun hustler sig ind til receptioner i en stjålen kjole og fylder hors d’oeuvres i håndtasken.

Selvom filmen skildrer barske emner som hjemløshed, arbejdsløshed, ensomhed og hustruvold, er den også, som titlen antyder, gennemsyret af hjertevarme og omsorg. »En blid eventyrversion af New York«, beskriver Zoe Kazan filmen som, da vi møder hende dagen efter verdenspremieren på Berlin Film Festivalen i februar 2019.

Havde din oplevelse af at bo i New York og se den store ulighed i byen nogen indflydelse på din beslutning om at tage rollen?
»Ikke rigtigt. Jeg blev først og fremmest tiltrukket af materialet, fordi jeg elsker Lones arbejde og gerne ville arbejde sammen med hende. Hendes manuskripter er stærke. Og fordi jeg ikke havde prøvet at spille en karakter som Clara og var nysgerrig omkring, hvordan det var at være i hendes situation.

Hvis jeg ville lave en film om uligheden i New York, tror jeg, at jeg ville lave en anden slags film. Min opfattelse er heller ikke, at det var Lones mål at tale om det. Jeg tror, hun ville sætte fokus på mennesker, der ikke normalt er i fokus. Og hun gør det på en blid, humanistisk måde.

Filmen er som en fabel eller et eventyr. Den er ikke helt realistisk og viser ikke det ægte New York. Dens skildring af byen er i hvert fald meget anderledes end min oplevelse af at køre i subway og se på folk omkring mig. Det, jeg bedst kan lide ved at bo i New York, er, at man har oplevelsen af at stå skulder ved skulder med folk, som man egentlig har meget lidt til fælles med. Det skaber en gennemstrømmende empati, og jeg tror, at det var den empatiske følelse, som Lone forsøgte at formidle i filmen«.

Risikovillige Scherfig

Din karakter Clara er ret snarrådig i forhold til at stjæle mad og tøj. Gav du hende en baggrundshistorie om, hvordan hun havde lært det?
»Teenagepiger kan være virkelig gode til at stjæle. Jeg var ikke en af de piger, men jeg kendte dem. På mig virkede Clara som en person, der har måttet været meget snu for at overleve. Jeg sagde til Lone, at hun måtte have haft de færdigheder fra tidligere. Og det lærte mig meget om, hvor hun kom fra. Jeg tror, at hendes mand virkede som en redning for hende i begyndelsen, og at hun har udviklet nogle færdigheder, som kan hjælpe hende gennem svære situationer.

Faktisk kan jeg se nogle ting ved Claras situation, som jeg ikke kunne se under optagelserne. Jeg opfattede hende som en person, der altid blev udsat for dårlige ting og forholdt sig ret passivt. Men når jeg ser filmen i dag, kan jeg se, at hun egentlig arbejder meget aktivt for at få sine sønner ud af den her situation. Men fordi jeg var så dybt inde i hendes perspektiv, og hun selv føler sig selv hjælpeløs og fanget, gennemsyrede det også min opfattelse af hende«.

‘The Kindness of Strangers’. (Foto: Per Arnesen)

Har dit perspektiv som manuskriptforfatter indflydelse på din tilgang til skuespil?
»Begge dele føles som at træde ud af min egen krop og se verden gennem en anden person, samtidig med at jeg går dybere ind i mig selv. Det ene føles som hoved, og det andet som krop. Som forfatter forsøger jeg at få et puslespil på plads og fortælle kortfattet og præcist. Som skuespiller handler det mere om at lade impulser strømme frit gennem kroppen. Når jeg går ind i en rolle, stiller jeg mig selv spørgsmål om karakteren, der begynder at påvirke min krop og mine følelser. Grænserne mellem mig selv og materialet bliver porøst, så lidt af mig kommer ind i karakteren, og lidt af karakteren kommer ind i mig«.

Hvordan er Lone Scherfig som instruktør?
»Hun er meget ydmyg. En instruktør af hendes statur kunne godt opføre sig meget mere autoritativt, men det gør hende bare stærkere, at hun ikke gør det. Hun er god til at lytte, hun er samarbejdsorienteret, rar og åbenhjertig. Samtidig har hun meget rygrad, og hun ved, hvad hun vil have. Jeg kan godt lide hendes blanding af følelse og humor. Og jeg kan godt lide, at hun ikke er bange for at lave meget forskellige film – hun er risikovillig«.

Et barometer i hjertet

Der sker store forandringer i Hollywood i disse år i forhold til bevidstheden om køn. Går du bevidst efter at arbejde sammen med kvindelige instruktører?
»Jeg var her på Berlinalen for 10 år siden med to film: ‘The Exploding Girl’, som var produceret af en kvinde, og ‘The Private Lives of Pippa Lee’, der er instrueret af Rebecca Miller og havde en meget stærk kvindelig tilstedeværelse på optagelserne. Det bringer jeg kun på banen for at sige, at jeg altid har været interesseret i at arbejde med kvinder og fortælle historier, jeg mener er underrepræsenterede. Men jeg vil også sige, at det er noget, jeg er blevet mere opmærksom på. Det er dog ikke altid op til mig. Som skuespiller venter man altid på, at telefonen ringer. Nogle gange, når den ringer, er der en kvindelig instruktør på linjen, andre gange er der ikke«.

Du har skrevet meget bramfrit om politik på Twitter efter USA’s regeringsskifte. Føler du et ansvar som skuespiller, og har det nogen indflydelse på dit valg af roller?
»Til anden del af spørgsmålet er svaret nej. Jeg forsøger at følge min kunstneriske næse og tænker mindre på den sociale betydning – selvom jeg forsøger ikke at vælge roller i projekter, jeg finder dybt umoralske.

Men jeg føler et ansvar, ikke så meget som skuespiller, men som borger. Jeg er et vist antal følgere online. Det føles fjollet at have den platform bare for at sige, ‘hey, tjek mig ud i den her film’ eller sådan noget. Jeg ville opfordre mine naboer til at stemme, så nu får mine cyber-naboer lov til at høre mig sige det også.

Zoe Kazan og Tahar Ramin i Lone Scherfigs ‘The Kindness of Strangers’. (Foto: Per Arnesen)

Jeg mener, at alle burde bekymre sig om den politiske situation, om ikke andet i forhold til klima. For mig er det utroligt skræmmende, at vi har en klimabenægter i Det Hvide Hus, ikke bare som et menneske på denne planet, men nu også som forælder. Jeg kan ikke komme på nogen vigtigere grund til at råbe op – selvom der også er mange andre«.

Hvad er for dig et umoralsk projekt?
»Nogle gange læser jeg manuskripter, hvor den kvindelige karakter kun er der for at være en påklædningsdukke. Der tænker jeg, at hvis en ung kvinde så mig spille sådan en rolle, ville hun måske tro, at jeg gik ind for at behandle kvinder som objekter. Det har jeg ikke lyst til at bringe ud i verden.

Personligt har jeg også en stærk reaktion mod vold, der ikke har nogen konsekvenser, og til anvendelsen af skydevåben i film. Jeg har et lille barometer i mit hjerte, der fortæller mig, hvad jeg har lyst til at bidrage til verden med. Nogle gange har man ikke et valg, fordi man er nødt til at betale husleje. Jeg har indimellem taget roller, hvor jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg dog har brugt min energi på det. Men så har jeg kunnet betale min sundhedsforsikring i et år, så fint nok. Jeg forsøger altid at træffe den bedste beslutning, jeg kan i øjeblikket, og lære af dem, jeg fortryder«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af