’Borte med blæsten’-affæren: Nej tak til censur – ja tak til mere ansvar fra streaminggiganterne

Modsat hvad nogle synes at have konkluderet, vil HBO Max ikke begrave ’Borte med blæsten’ for evigt. De vil genintroducere den i en oplysende kontekst, og det er ikke en helt så tosset idé, som det bliver gjort til, mener vores filmredaktør.

KOMMENTAR. Det startede, da ’12 Years a Slave’-manuskriptforfatter John Ridley i et debatindlæg i Los Angeles Times appellerede til, at den nye streamingtjeneste HBO Max fjernede ’Borte med blæsten’ indtil videre.

»Jeg tror ikke på censur«, skrev Ridley og forklarede, at han blot bad om, at filmen først blev genintroduceret, når man kunne placere den i kontekst med fortællinger, der gav anderledes billeder af slavetiden, eller diskuterede, hvorfor det er vigtigt med et mangfoldigt udbud af historier.

»Som filmskaber forstår jeg, at film ofte er snapshots af øjeblikke i historien (…) Som sådan kan selv de mest velmenende film komme til kort i den måde, de repræsenterer marginaliserede grupper«, understregede manuskriptforfatteren, men tilføjede så: »’Borte med blæsten’ er dog sit eget unikke problem«.

Belært af andre virksomheders tåkrummende erfaringer med, hvor dum man ser ud, hvis man først bøjer sig efter flere ugers pres, gjorde Warner Media – selskabet bag HBO Max – kort proces og tog John Ridley på ordet: Samme aften (!) som debatindlægget blev lagt på nettet, annoncerede tjenesten, at de fjernede ’Borte med blæsten’ fra kataloget.

»Når vi lægger filmen tilbage på HBO Max, vil den komme tilbage med en diskussion af den historiske kontekst og en afstandtagen fra de (racistiske, red.) beskrivelser, men den vil blive vist, som den oprindeligt blev skabt, for at gøre andet ville være det samme som at hævde, at disse fordomme aldrig eksisterede«, lød forklaringen.

Warner Medias øverste chef Bob Greenblatt har siden udtrykt, at beslutningen var en »no brainer« – kun fortrød han, at filmen i første omgang var blevet indlemmet i kataloget uden nærmere forklaring.

»Sådan er vi ikke længere«

Der har længe været bred enighed om, at den ottedobbelt Oscar-vindende klassiker fra 1939 med historien om den egenrådige plantageejer-datter Scarlett O’Hara er en ublu glorificering af det truede liv på plantagerne i det såkaldte Antebellum South – perioden i 1800-tallet, hvor sydstaterne blomstrede takket være deres overvældende udnyttelse af slaver – og af slavetidens brutalitet i det hele taget.

Hattie McDaniel blev den første sorte skuespiller til at vinde en Oscar for sin birolle som husslaven Mammy. Rollen står i dag som en grum karikatur. Under Oscar-ceremonien i 1940 sad McDaniel adskilt fra resten af holdet i en til lejligheden oprettet bås for sorte bagerst i lokalet.

Modstanden mod HBO Max’ beslutning har været massiv. Mange, også herhjemme, har harcelereret over beslutningen – mange uden så meget som at nævne, at HBO Max jo sådan set har erklæret, at filmen kommer tilbage på tjenesten. Men det er selvfølgelig nemmere at hamre på en hårdtslående holdning om cancel culture, når man ignorerer den halvdel af historien, der ikke passer ind i ens dagsorden.

‘Borte med blæsten’.

Det bedste argument for, at HBO Max er på glatis, er kommet fra Mark Harris i Vulture. Han plæderer for, at selv den mest kontroversielle film bør være tilgængelig for folk, fordi ting ikke holder op med at eksistere, fordi man holder sig for øjnene. Mest interessant er hans pointe dog om den advarsel eller kontekst, HBO Max vil genintroducere filmen med:

»At tage afstand fra den er en måde at sige: Sådan er vi ikke længere. Men problematisk popkultur er ikke et historisk fænomen. Det er en tidslinje, hvor der kommer nye punkter hvert år«, skriver han og vægrer sig i øvrigt ved tanken om, at hyperkommercielle underholdningsgiganter skal være dem, der fremover bestemmer, hvordan filmhistorien kurateres.

Et puslespil uden brikker

I lighed med Harris og mange andre mener jeg, det var en fejl, at HBO Max fjernede ’Borte med blæsten’ fra tjenesten. For hvilken forskel gør det? Filmen kan ses vidt og bredt, fra Danmark alene kan den tilgås på fem forskellige streamingtjenester.

Mere principielt bør vi ikke fjerne den kultur, vi er rundet af, hvor pinagtig den end måtte være. Vi må kunne se og (for)dømme den. Fremtiden bliver ikke bedre af, at vi lader, som om fortiden ikke hændte.

Til gengæld er det for let af afvise ideen om at sætte en film som ’Borte med blæsten’ i en større sammenhæng, som Mark Harris gør i en næsvis parentes: »Vi er måske blot én hjemmeskærm væk fra ’Andre film i den kulturelle skammekrog, som du måske kan lide’«.

Harris’ glidebaneargument er for så vidt overbevisende. For hvor sætter man grænsen, hvis man først begynder at putte disclaimers på film og serier, der ikke længere er tidssvarende? Ved ’Driving Miss Daisy’ fra 1980? Ved ’The Help’ fra 2011? Ved Oscar-vinderen ’Green Book’ fra… 2019?

‘Driving Miss Daisy’.

Filmhistorien – både i Hollywood og herhjemme – er så spækket med racisme, sexisme, homofobi og andre former for bigotteri, at man til sidst ville stå tilbage med rammen af et puslespil uden nogen brikker. Man kan jo starte med højborgen for politisk korrekthed, Disney og se, om skildringen af indianere i ’Peter Pan’ eller kvindebilledet i ’Tornerose’ holder vand. Og man kan slutte med de utallige nutidige film og serier, der hylder politimænd, som ikke spiller efter reglerne.

Det understreger, at vi hverken kan advare eller aflyse os ud af problemerne. Det eneste, der for alvor vil virke, er at højne den kritiske bevidsthed, at skabe kulturforbrugere, der er i stand til at se igennem de populærkulturelle stereotyper, der har haft skadelige virkninger på samfundet i årtier.

Og så selvfølgelig – blandt andet gennem finansiel støtte fra giganter som Warner Media – at sørge for, at fremtidens fortællinger bliver mere oplyste, ikke mindst ved at flere mennesker fra de udsatte grupper selv får mulighed for at skabe dem.

Oplysningens vej

Men som med alle andre glidebaneargumenter er problemet, at man ignorerer det forhåndenværende tilfælde af frygt for at fjerne fremtidige måske’er. Og John Ridley mener altså, at ’Borte med blæsten’ er i en kategori for sig – at man kan trække en streg i sandet og sige: Her har vi at gøre med overlagt racisme på en måde, der ikke kan stå for sig selv.

Kategoriserer man ’Borte med blæsten’ i en anden kasse end de velmenende, men underliggende problematiske film a la ’The Help’ og ’Green Book’, vil man måske se, at det ikke er så nemt at afvise forslaget om kontekst, som nogle gør det til.

To af filmhistoriens absolut vigtigste værker er D.W. Griffiths ’The Birth of a Nation’ fra 1915 og Leni Riefenstahls ’Viljens triumf’ fra 1935. Begge er uomgængeligt pensum på filmvidenskab og filmskoler verden over på grund af deres tekniske og fortællemæssige nybrud. I den første redder kutteklædte klanmænd hvide ungmøer fra sorte banditter i filmens klimaks. Sidstnævnte er arisk propaganda på direkte bestilling fra Hitlers naziregime.

Begge film har en vigtig plads i historien. Men det vil bestemt være forsvarligt at placere dem i en ramme, hvor man som seer forstår, hvorfor de blev lavet, og hvad det er, de viser.

Jeg kan huske at have set og slugt eposset om Scarlett O’Hara som barn uden på nogen måde at være bevidst om de problematiske aspekter af historien. Og modsat Mark Harris synes jeg egentlig blot, det vil være klædeligt, hvis underholdningsgiganterne påtager sig ansvaret for at formidle filmhistorien i alle dens facetter. Ikke bare med en disclaimer, der mest af alt har til formål at vaske deres corporate-hænder, men med supplerende materiale, der kan gøre seerne klogere.

Vi er nok der, hvor ’Borte med blæsten’ mere fortjener en plads i samme kasse som ’The Birth of a Nation’ end som ’Driving Miss Daisy’. Den har ligeledes brug for at blive forklaret og diskuteret, hvis man i dag skal kunne sætte pris på dens kvaliteter.

Det står selvfølgelig klart, at det vigtigste oplysningsansvar påhviler skoler og forældre, men det ville ikke skade, hvis de platforme, der stiller klassikerne til rådighed og generelt har en kæmpe magt, om man vil det eller ej, bidrager til sagen. I hvert fald ikke når det gælder en 80 år gammel film, der allerede ved premieren fik kritik for at hylde den fortid, som USA’s aktuelle raceproblemer bunder i – og har fået det lige siden.

Forstår man først problemet med ’Borte med blæsten’, er man måske også to skridt tættere på at forstå problemerne i de nutidige film, der dyrker racestereotyperne på en mindre åbenlys facon.

Ad denne oplysningens vej kan allerede forældede fremstillinger som ’The Help’ og ’Green Book’ i længden blive spillet helt naturligt væk fra filmhistoriens hovedvej uden diskussioner om cancel culture og censur.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af