Det gav genlyd i både internationale medier og langt ind i stuerne i tusindvis af amerikanske hjem, da de to populære politirealityshows ’Cops’ og ’Live PD’ i sidste uge blev lukket i et opgør med underholdningsindustriens glorificerende fremstillinger af politibrutalitet.
’Cops’ havde 33 år og 32 sæsoner på bagen hos moderkanalen Paramount Network og har igennem tiden kastet flere store fan-events af sig med deltagelse fra de medvirkende betjente. ’Live PD’ nød nogle af de højeste ratings for et daytime-show i USA og var tv-stationen A&E’s absolutte flagskib.
»Det her er et kritisk tidspunkt i vores nations historie«, begrundede A&E i en pressemeddelelse og forklarede, at stationen fremadrettet vil forsøge at finde nye måder at præsentere fortællinger om samfundet og det politi, der tjener borgerne i selvsamme: »Vi vil mødes med lokalrepræsentanter og rettighedsforkæmpere såvel som med politistationer«, lød det fra A&E, der har fået sønderlemmende kritik for at slette optagelserne af to betjente, der sidste år gav en ’mistænkt’ stød så mange gange, at han få timer efter afgik ved døden.
Både ’Cops’ og ’Live PD’ satte dramatik og action i højsædet, når kameraerne fulgte de titulære »heroes in blue« på vilde biljagter og under hårdhændende anholdelser (jævnfør ovenstående), men skøjtede let og elefant hen over opfølgende faktatjek af, om selvsamme anholdelser nu egentlig også var begrundede. Det fortalte skaberen af podcasten ’Running from Cops’, Dan Taberski, i sidste uge til kollegerne i branchepodcasten ’The Business’ fra KCRW.
Taberski og hans team havde nærstuderet 846 episoder af ’Cops’ og interviewet en lang række betjente, kamerafolk, producenter såvel som dem, der blev anholdt på skærmen. Og de foruroligende vidnesbyrd tegnede et klart billede af, at ’Cops’ så stort på de mistænktes retssikkerhed (de fik end ikke mulighed for at give samtykke til, at optagelserne blev brugt) og lovbrud begået af politiet.
Ikke overraskende viste det sig, at politistationerne som oftest havde final say i, hvilke klip der blev inkluderet i en episode, alt imens seriens anholdelser skævvred USA’s egentlige kriminalitetstatistikker, hvori 70 procent af alle anholdte er hvide (disse er også mere tilbøjelige til at bære våben end andre befolkningsgrupper i samfundet) for at vise flere farvede kriminelle.
‘The Wire’s kontroversielle arv
Lukningen af ’Cops’ og ’Live PD’ var umiddelbart en no-brainer (om end ikke for visse FOX News-klummeskribenter), men underholdningsindustriens problematiske glorificering af grænseoverskridende politihandlinger og rebelske betjente, der skider på »skrivebordsbureaukratiet« for at tage loven i egen hånd, er absolut ikke begrænset til bedaget reality.
Som journalisten Mark Harris minder om på Vulture, er 2020’s mest indtjenende film immervæk i skrivende stund ’Bad Boys for Life’ med Will Smith og Martin Lawrence som ultravoldelige ordenshåndhævere (»That aged well«, deadpanner Harris), Kiefer Sutherland-serien ’24’ var et regulært studie ud i ublu retfærdiggørelse af politivold i den gode sags tjeneste, og selv alle tiders mest hyldede serieepos, David Simons ’The Wire’, havde til trods for sine fabelagtige nuancer samtidig også ét grelt blindspot:
»I ’The Wire’s første sæson deltager snart sagt hver en betjent, der arbejder på gaden, i politivold – og ofte præsenteres det, som om det er en ret, der følger med jobbet. Volden skal føje mørkere facetter til karakterernes helte-image, men det bidrager også til at normalisere politivold som en del af, hvis ikke ligefrem en fordel, ved jobbet«, skriver The Hollywood Reporters kritiker Inoo Kang.
Hendes kollega Daniel Fienberg supplerer i samme artikel: »Hvad der er mest uhyggeligt ved, hvordan volden præsenteres i ’The Wire’, er, hvor ofte den behandles som en del af en karakters personlige udvikling i stedet for noget, der har med de reelle ofre at gøre«.
»For the greater good«
Fra ’Law & Order’ (eller, som tv-præsidenten Trump tweetede i forrige uge; »LAW & ORDER«), til ’NCSI’ og ’CSI’ i alle deres afskygninger, ’NYPD Blue’, ’Line of Duty’, evigt retro-labre ’Miami Vice’, rogue-cool ’Luther’, ’Blue Bloods’, ’The Shield’ med Vic Mackey som overbrutal, men dog fascinerende antihelt og nuttede ’Brooklyn Nine-Nine’ (»en mere effektiv form for social kontrol end den gamle politiserie ’Dragnet’!«, skriver forfatter Steven Trasher på Twitter) med mange, mange flere:
Alene mængden af cop shows i konstant rotation på tv og streaming flasker seerne op med budskabet om, at politiet er dem, man bør holde med og holde af, at det flyder med narko i gaderne (mens narkokriminalitet i USA daler i virkeligheden, er skildringer af narkorelaterede forbrydelser på tv steget), og at ekstreme metoder kan være påkrævede »for the greater good«, aka. for at beskytte den overvejende hvide middelklasseforstadsidyl.
»Tv har længe haft et slags politiøje-perspektiv, der er med til at forme, hvordan seerne ser verden, og som prioriterer politiets sejre og kampe højere end samfundene, politiet tjener. Orden – det politi-indførte status quo – er godt. Forstyrrelser er noget skidt«, påpeger kulturjournalist og kritiker Kathryn VanArendonk i en kommentar på Vulture og slår fast:
»Det enorme bjerg af politiserier svarer til flere årtiers kulturel undervisning i, hvilken slags karakterer der fortjener opmærksomhed, og hvis perspektiver der betyder mest«.
I ugerne siden George Floyds død 25. maj er verden – og underholdningsverdenen – imidlertid blevet en anden. Hvorfor det pludselig, endelig, virker noget nær utænkeligt, at tv-stationer såvel som Hollywoods filmstudier i fremtiden vil ryste politirelaterede fortællinger ud af ærmerne uden særdeles grundig forhåndsgranskning af tematik og budskab.
Det vil givetvis betyde færre dødbringende våben og bad boys på slap line. Færre McNulty’er, der tæsker løs på anholdte i håndjern, hvis de er lidt for rappe i replikken (havde ’The Wire’ været en dårligere serie uden?). Og de fans, der allerede begræder tropens fald fra populærkulturens øverste tinder, mangler slet og ret fantasi til at forestille sig det væld af tidssvarende historier, der venter på den anden side af ukritisk sort-hvid heltedyrkelse.
Inklusive dem om politi, der sætter samfundssind over selvet.