Fransk instruktør var dybt deprimeret – så lavede han alle tiders mest modbydelige gyser

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag Claus Nygaard Petersen om en horrorfilm så voldsom, at man snildt tror på, at instruktøren havde selvmordstanker, da han skrev den.
Fransk instruktør var dybt deprimeret – så lavede han alle tiders mest modbydelige gyser
'Martyrs'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Der er en håndfuld film, som har givet mig reel fysisk ubehag.

Nogle gange er det blot, fordi de dyrker klamhed ud over alle grænser (’Den gyldne handske’), eller på grund af chok for chokkets skyld (’A Serbian Movie’). Mere interessant er det ubehag, der stammer fra New French Extremity, den kollektive betegnelse for den gruppe af film, der fra cirka midt-1990’erne til slut-00’erne gang på gang rykkede grænserne for, hvor meget psykisk terror man kan udsætte sine karakterer for, og hvor voldsomt og eksplicit kroppen kan skamferes eller smadres til ugenkendelighed.   

Om det er en højgravid kvinde, der får en saks i maven i ’Inside’, en ti minutter lang one shot-voldtægts-scene i Gaspar Noés ’Irréversible’ eller en psykopatisk sadist, som slagter alt, han kommer i nærheden af i ’High Tension’, sørger denne filmbølge for, at man ikke får en god nattesøvn i en uges tid.

For mig er den ondeste af dem Pascal Laugiers ’Martyrs’ fra 2008. Den starter, hvor de fleste horrorfilm slutter – med en unge pige, der med både frisk og størknet blod overalt på kroppen løber ud fra en bygning i et forladt industrikvarter. Hun kigger sig panisk omkring. Kommer de nu og fanger hende? I takt med at hun løber hurtigere, er det, som om hendes stemme vender tilbage, og hun udstøder de gruopvækkende skrig, som kun en person, der har været gennem helvede, kan komme med.

Scenen vækker associationer til Tobe Hoopers ’The Texas Chain Saw Massacre’, hvor filmens final girl, Sally, slipper væk fra den motorsavssvingende Leatherface og sidder med ansigtet indsmurt i blod på ladet af pickup-trucken og griner manisk, fordi hun har overlevet. Her er det slutningen – i ’Martyrs’ er det blot begyndelsen.

Liv efter døden

(I det følgende spoiles slutningen på ’Martyrs’)

Pigen, Lucie, kommer på et børnehjem, hvor hun bliver venner med den yngre Anna. Langsomt åbner den traumatiserede pige sig op for hende og smiller endda, men om natten ser og hører Lucie noget pusle i sit værelse. Et deformt monster stirrer ondt ned på hende i sengen, mens det sidder som en anden rovfugl i fodenden og bare venter på at slå til.

Et tidsspring på 15 år – og et styks brutal nedslagtning af far, mor og to teenagebørn – og så kan ’Martyrs’ for alvor gå i gang.

‘Martyrs’.

Pascal Laugier har fortalt, at han skrev filmen, mens han var dybt deprimeret og havde selvmordstanker, og det er også et meget mørkt og nihilistisk menneskesyn, instruktøren lægger for dagen.

Filmen er berygtet for sine ekstremt lange og udpenslede torturscener, der kulminerer med, at Anna bliver flået levende, så kun hendes ansigt er dækket er hud. Pointen med at udsætte hende for al den lidelse er ikke som i en af inspirationskilderne, Eli Roths torturpornofilm ’Hostel’, at tilfredsstille en psykopats syge lyster.

Næh, det er såmænd en kult under ledelse af Mademoiselle, der forsøger at finde ud af, om der er et liv efter døden, og derfor kidnapper og torturerer de unge piger og kvinder for at gøre dem til martyrer.

Overgiver sig til skæbnen

Det er især let at mærke Laugiers depressive sindstilstand i hans to hovedpersoner, Lucie og Anna. Begge går umenneskelige pinsler igennem, indtil de endelig overgiver sig til deres skæbne. Lucie begår selvmord ved at skære halsen over, da hun indser, at det monster, hun ser, aldrig vil forsvinde. Skyldfølelsen og afmagten bliver for meget.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I samme stil opgiver Anna alt håb, efter hun er blevet kidnappet af kulten. Daglige tæsk og ydmygelser tærer på hende. I starten er der stadig lidt attitude og kampgejst, men efterhånden indstiller hun al modstand. Det er en modbydelig omgang at komme igennem.

Jeg så filmen første gang for otte års tid siden, da jeg havde købt den hjem på blu-ray fra England. Rygtet om den var kommet i forkøbet, men allerede under åbningen, hvor Lucie løber og skriger sine lunger ud, begyndte jeg at føle mig ukomfortabel i min ellers gode bløde stol. Halvanden time senere sad jeg kvalm og mindfucked tilbage.

Siden dengang har jeg kun set den en gang: I forbindelse med denne artikel. Nu må der gerne gå en god portion år igen.

’Martyrs’ kan ses på Blockbuster.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af