‘I Still Believe’: Højdramatisk kærlighedsdrama er så sukkersødt, at man får kvalme
Der er skruet helt ekstremt op for de følelsesmæssige toner i Erwin-brødrenes femte spillefilm ’I Still Believe’, der er baseret på den sande historie om den succesfulde, religiøse musiker Jeremy Camp, som mistede sin unge hustru Melissa til kræft.
Det er en håbefuld fortælling, der bærer et slægtskab med instruktørduoens populære, men kritikerudskældte ‘I Can Only Imagine’, som ligeledes forsøgte at indgyde håb med sin historie om den titulære sang fra bandet MercyMe. Men de gode intentioner løfter sig aldrig over fortærsket følelsesporno i brødrenes nyeste udspil.
Vi møder Jeremy Camp (KJ Apa fra ’Riverdale’) på dagen, hvor han skal på college. Hans omsorgsfulde og støttende far overrasker ham med en splinterny guitar og de højstemte ord: »For mig er musik en hobby. For dig er det en gave«.
Jeremys passion for musikken er ikke til at tage fejl af, og der går heller ikke længe, før han får sneget sig backstage til en koncert og møder sit store musikidol Jean-Luc (Nathan Parsons), som tager ham under sine vinger. Det er også denne aften, at han midt i publikumsmængden for første gang spotter den smukke Melissa (Britt Robertson), hvis øjne stråler af godhed.
Jeremy falder pladask for den religiøse og lidt bornerte kvinde, men han må kæmpe hårdt for hende. Imellem dem står Jean-Luc, der ikke alene har en svaghed for Melissa, men også skal hjælpe Jeremy med musikkarrieren. Er den spirende musiker klar til at risikere sin chance for et gennembrud og gå efter sit livs kærlighed?
Der er lagt i kakkelovnen til et højdramatisk trekantsdrama, men pludselig får Melissa besked om, at hun er uhelbredeligt syg. Dette ændrer alt, og snart er konflikterne mellem de tre karakterer som forsvundet. I sorgens altomsluttende mørke bliver kærligheden mellem Jeremy og Melissa håbets lys, mens de kæmper bravt for at bibeholde troen på mirakler.
‘I Still Believe’ er et kærlighedsdrama, vi har set utallige gange før. Det ville som sådan ikke være et problem, at filmen genbruger fortærskede genrekonventioner, hvis blot den havde formået at bryde ud af klicheerne. Men filmen kaster dem om sig i sådan en grad, at det nærmest bliver parodierende.
Karaktererne er arketypiske, endimensionelle og så polerede, at de aldrig fremstår som virkelige mennesker. Derfor bliver det yderst svært at føle med dem – især når Erwin-brødrenes ekstreme brug af følelsesmæssige virkemidler har den stikmodsatte effekt.
Det hjælper heller ikke, at filmen har store dramaturgiske udfordringer: Melissas sygdomsforløb foregår parallelt med Jeremys kamp for at slå igennem som musiker, men de to fortællinger forbindes aldrig.
I stedet bliver Jeremys frembrusende musikkarriere en mærkværdig sidehistorie, som aldrig føles troværdig. Det ene øjeblik ser vi ham indspille sin demo, og i det næste står han foran et stort og jublende publikum. Hvornår og hvordan han slog igennem, står uvist hen, og dette er symptomatisk for filmen generelt, når den hopper fra den ene store begivenhed til den anden uden at binde dem tilfredsstillende sammen. Det gør det svært at tro på handlingen.
Den sande fortælling om Jeremy og Melissa er både smuk og livsbekræftende, men hvad der kunne have været en rørende og barsk historie hvirvles ind i så meget sukker, at den fremstår som en vulgær candyfloss: Så sød, at den giver tandpine.
Kort fortalt:
At se ’I Still Believe’ er som at proppe sig selv med så meget bland-selv-slik, at man får kvalme. Minus enhver form for nydelse undervejs.