’Min ven SKAL redde verden’: DR-serie om Ganni-grundlægger spidder dobbeltmoralsk klimahykleri – men misser en pointe
Klimaangst lyder måske som en selvopfunden diagnose, men i virkeligheden er det en støt stigende tendens. 77% af britiske skoleelever bliver angste af at tænke på klimaforandringerne, og over halvdelen af undervisere føler sig dårligt forberedt til at tackle det. Kort sagt er Greta Thunberg-generationen mentalt tynget af en verden i brand.
Men det er ikke kun de små, der lider af en voksende frygt. Tilbage i 2000 ville Nicolaj Reffstrup, som nu er grundlægger af tøjgiganten Ganni, sende e-mails ud til sine venner med sin klimaangst til fuldt skue. Han fordømte nærmest de venner, der ikke ville handle eller tage klimaforandringerne alvorligt.
Nu sidder han i dag med lommen fuld af penge takket være en af de absolut mest forurenende brancher overhovedet: modeindustrien. Dét synes hans ven og DR-journalist Jesper Skaaning er dybt hyklerisk. Han vil udfordre Nicolaj på sin dobbeltmoral og konfrontere ham med sin egen klimaangst. Det er blevet til programserien ’Min ven SKAL redde verden’.
Programmets præmis er skarp, og man føler sig straks drevet mod paradokset. Der går ikke længe, før man undrer sig over, hvorfor Nicolaj overhovedet vil deltage i et program, der ønsker at udstille ham, men han gør det for at bidrage til samtalen. For selvom Nicolaj er en betydningsfuld spiller i en millionbranche, som han ellers proklamerer, han ikke er, så er han et stort skaleret eksempel på vores alles små klimahyklerier.
»Du er lidt en krukke«, kalder Anders Morgenthaler ham, fordi Nicolaj prædiker uden selv at handle nok. Og netop dét er udfordringen for de hverdagslige klimaaktivister, der formaner og opfordrer til forandring, men i samme vending kan have svært ved at feje for egen dør. Det er umuligt at være klimaaktivistisk på alle fronter, men kan man så tillade sig at se skævt til andres handlinger? Kan man fortælle andre, de skal flyve mindre, hvis man skriver for en hjemmeside, der promoverer streaming (endnu en klimasynder)? Kan man tillade sig at have klimaangst, når man er medskaber af modeindustriens brug-og-smid-væk-kultur?
Serien stiller seeren mange interessante spørgsmål, og når Nicolaj og Jesper møder diverse eksperter gennem serien, bliver samtalen mere og mere nuanceret. Men der er ét gennemgående problem i ’Min ven SKAL redde verden’, som jeg har svært ved at overse.
Nicolaj fortæller, hvordan han hver dag går på arbejde for at gøre Ganni bedre. Men hvad er det egentlig Ganni har gjort? Hvordan ser Gannis forretningskæde ud, hvem producerer deres tøj, og hvad er deres bæredygtige tiltag? De spørgsmål afviger serien fuldstændig fra at besvare, måske af en årsag, men det er svært at snakke om Nicolajs klimahykleri uden at snakke om forretningens strategi. Som en af eksperterne siger om Nicolajs tiltag, »det kommer lidt an på, hvordan han gør det«. Det besvarer programmet ikke, og det gør historien halvt fortalt.
Samtidig rykker Nicolaj sig ikke specielt meget. Faktisk ville det have klædt Jesper at tage venskabshatten af og som tilrettelægger udfordre ham lidt mere. Nogle gange virker den hårde tilgang mere som venskabeligt dril end hård journalistik, hvilket gavner seriens adgang, men skader dens gennemslagskraft.
Alligevel har serien potentiale til at starte en vigtig samtale mellem venner, familie og måske kolleger og arbejdsgivere. Kan vi gøre en realistisk forskel, og hvordan ser den ud? Hvor vil jeg gå på kompromis, og hvor kan jeg ikke? Nicolaj siger, han er blevet »en slave af det system, vi alle har skabt«, og selvom det er svært at benægte, er det ikke uinteressant at snakke om og handle på, hvordan vi genopfinder det system.
Kort sagt:
’Min ven SKAL redde verden’ har potentialet og materialet til at starte en vigtig, personlig debat om klimaangst og -hykleri, men kommer ikke i mål med at fortælle fyldestgørende om Nicolaj Reffstrup og Gannis egen bæredygtighedsagenda.
Anmeldelsen er baseret på alle afsnit.