’The Outpost’: Gør jer klar til nogle af de mest intense krigsscener siden ’Saving Private Ryan’
Der er mange ting, man kan lære ved at se ’The Outpost’. Om venskab, loyalitet, ære. Livets målløshed. Livets små glæder. Livets værdi – og livets flygtighed.
Men da filmen sluttede, og jeg trådte ud af biografen, var min umiddelbare lektion lidt mere jordnær: Jeg lærte, hvor svimmel man kan blive efter at have haft hjertet i halsen i to hæsblæsende timer.
For ’The Outpost’ føles lidt som de første 30 sekunder i Tivolis Dæmonen strakt ud over to timer. Først optakten: Du kan se toppen et stykke over dig, du ved, hvad der er på vej, og du kan allerede mærke suset, frygten og faldet, selvom du stadig snegler dig langsomt opad. Så et øjebliks stilhed før stormen. Og endelig: Frit fald, kaos, en skræk i livet … What’s not to like?
’The Outpost’ udspiller sig på en amerikansk forpost midt i afghansk territorium, omringet på tre sider af kilometerhøje bjerge og på den fjerde side af en flod – og selvfølgelig med skydeglade Talibankrigere hele vejen rundt.
Et heftigt opgør er i vente, men filmen er heldigvis mere end en tankeløs ildkamp mellem ’Murica og Taliban. Den er en afbildning af det morbide paradoks, som soldater ved frontlinjen tilsyneladende oplever hvert eneste sekund: den trivielle frygt. En frygt, der har indlogeret sig så nagelfast i deres bevidsthed, at de daglige skudsalver fra bjergtoppene påvirker dem på nogenlunde samme måde som en regnbyge: træls, men man skal jo også videre med sin dag.
Filmens første halvdel er neglebidende intens, da et par tidlige dødsfald har gjort det klart, at der ikke er noget helle at finde. Men midt i intensiteten lærer vi langsomt de 54 soldater at kende: Hvor de kommer fra, hvordan de er havnet her i krigens mest udsatte forpost, og hvad der får dem til at kæmpe videre. Ingen af dem kæmper nemlig for militærets officielle mission (som de dårligt ved, hvad er), men i stedet for deres egen vikarmission: at holde hinanden i live.
Indimellem er karakterintroduktionerne uelegante, som når en af soldaterne ud af det blå sender en ansøgning til pilotuddannelsen afsted til kammeraternes jubel og skulderklap, eller når det med en kort bemærkning bliver konstateret, at en anden af soldaterne kommer fra en indiansk-amerikansk stamme. Filmen er klart stærkest, når den lader hovedrollerne skinne gennem naturlig dialog og interaktion.
Scott Eastwood er forfriskende underspillet som Clint (!), der er hjertet og sjælen af forposten og de facto deres leder. Eastwood Jr. leverer skiftevis gravitas og et skævt smil, og særligt når han deler scener med Caleb Landry Jones, der spiller den godhjertede, men småskæve eksistens Ty Carter, løftes filmen til et højere niveau.
Anden halvdel er noget af det mest nervepirrende, der er sket for krigsfilmgenren, siden Tom Hanks stormede en strand i Normandiet. Soldaterne er under belejring, der er ingen opbakning i sigte, og chancerne for overlevelse er minimale. Det kan næppe blive mere klaustrofobisk. Og dog.
Instruktøren Rod Lurie er uddannet på militærakademiet West Point og har i en årrække gjort tjeneste som officer i den amerikanske hær. Det mærkes. Hans brug af lange, uafbrudte skud, hvor man følger soldaternes kamp for livet – og ikke mindst deres kammeraters liv – tilføjer en dokumentarisk kvalitet til scenerne. Uden at det føles som en gimmick.
’The Outpost’ skildrer dog også soldaternes hverdag og har i lange passager mere til fælles med ’Jarhead’end ’Saving Private Ryan’. Den viser for eksempel problematikken i at skulle skelne mellem afghanske civile og afghanske civile, der har allieret sig med Taliban.
Selvom man får et lille indblik i det afghanske miljø, bliver der ikke just gjort en dyd ud af at portrættere Taliban som meget andet end kanonføde til filmens klimaks. Men fortællingen er alt andet lige også fortalt fra de amerikanske soldaters forholdsvis sorthvide briller, og filmen sætter os i deres sted til intet mindre end perfektion.
Kort sagt:
’The Outpost’ skildrer livet som frontlinjesoldat på uhørt medrivende vis.