’Wild Rose’: Jessie Buckley er en åbenbaring i dette års svar på ’A Star Is Born’
Rose-Lynn tog en dårlig beslutning, da hun gik med til at forsøge at smugle heroin ind til sine venner i fængsel og tilmed ikke anstrengte sig det store for at gøre sig ubemærket. Hun smed pakken over hegnet, blev opdaget og fik 12 måneder i fængsel og derefter løsladelse med en fodlænke om anklen.
Men hovedpersonen i den musikalske ’Wild Rose’ er god til at lægge ansvaret fra sig. For hun vidste selvfølgelig slet ikke, hvad der var i den pakke, hun forsøgte at smugle, og da hun bliver spurgt ind til, hvis skyld det var, at hun endte i fængsel, lyder svaret: »Dommerens, selvfølgelig«. Det er nemt for hende at overlade sine to børn til sin mor eller sine venner, hvis hun selv har andre planer, og at drikke sig fuld i sin rige arbejdsgivers barskab.
Men sammen med temperamentet og ansvarsløsheden kommer også et stort musikalsk talent. Hun kan charmere enhver, når hun med sine hvide cowboystøvler optræder med Patsy Clines sange på den lokale bar eller bare i stuen med en kost som mikrofon. Hun lever for country – musik der består af »three chords and the truth«, som der står tatoveret på hendes arm.
Men med en fodlænke, to små børn uden en far og ingen anden indkomst end et rengøringsjob er der langt fra det skotske arbejderklassekvarter, Rose-Lynn kommer fra, til Nasvhille, som hun drømmer om at besøge. Det tætteste hun kommer, er det kort over countrymusikkens hovedstad, der hænger på hendes væg, og som mest får hendes passion til at ligne en barndomsdrøm, hun måske burde have opgivet.
Du må ikke lade det skræmme dig væk, hvis du aldrig har hørt om Patsy Cline, og dit countrykendskab ikke strækker længere end til Dolly Parton – hovedrolleindehaver Jessie Buckley (’Chernobyl’) skal nok få selv den største banjoskeptiker til at lytte interesseret efter.
Buckley er magnetisk både som sanger og skuespiller, og det er i høj grad Rose-Lynns modsætningsfulde person og ukuelige drømmerier, der er drivkraften i ’Wild Rose’. Lige så meget man holder med hende, når hun imponerer med sit talent under de mest usandsynlige omstændigheder, lige så svær er hun at holde af, når hun lyver om sine børns eksistens for at fremme sin egen sag.
Selv når hun er bundet på foden til sin bopæl, har Rose-Lynn fantasien og viljen til at jagte det liv, hun gerne vil leve. Men når hun lægger ansvaret fra sig, eller når hun siger, hun er sikker på, hun er født det forkerte sted, mangler hun realitetssansen til at forstå, at nogle ting ikke kan laves om. Rose-Lynns kamp med at finde en balance mellem de to yderpunkter, er med til at gøre ’Wild Rose’ til en historie om store drømmes betydning i en bitter virkelighed.
Undervejs møder Rose-Lynn den velhavende Susannah, der har ansat hende som rengøringshjælp og beslutter sig for at hjælpe med at fremme Rose-Lynns countrykarriere. Kontrasten mellem det hårde arbejde, Rose-Lynn må yde for overhovedet at få enderne til at mødes, og de enkelte tråde, Susannah skal trække i, for at have hul igennem til en betydningsfuld radiovært, er slående, og dynamikken mellem dem er interessant. For hvor countrymusikken for Rose-Lynn er en identitet, er det for Susannah en hobby, hun og hendes rige venner kan prøve for en dag med Rose-Lynn som autencitetsindslag.
’Wild Rose’ er dog ikke så interesseret i det klassesammenstød, som den kunne have været, og især mod slut virker filmen mere ivrig efter at skabe den perfekte, forløsende musicalafslutning. Alt det, der undervejs gjorde ondt og var kompliceret, svært og uvist, bliver afklaret på måder, der hælder mod det forsimplende, og filmen kommer til at fjerne alle de knaster, der ellers gjorde den interessant. ’Wild Rose’ er bedst, når den stryger én mod hårene, og når Buckley brillerer som skotsk countrysanger fra betonblokken.
Kort sagt:
Uanset hvor countryskeptisk du er, kommer du til at blive revet med af Jessie Buckleys pragtpræstation i ’Wild Rose’, der bærer et slægtskab med ’A Star Is Born’.