’Brain on fire’: Sick flick på Netflix smider sit vigtige emne på gulvet
I hendes øjne kan de stadig se den gamle Susannah (Chloë Grace Mortez). Bag det tomme blik ser de et raskt menneske fanget i en hjerne og krop i trance. Den ellers skarpe 21-årige pige blev gradvist en skygge af sig selv med først døsige øjeblikke, epileptiske anfald og maniske udbrud. Nu kan hun knapt nok løfte armene.
Men mens mor, far og kæreste kigger efter Susannah, så ser jeg en vigtig historie fanget i en grel film. ’Brain on Fire’ er en jammerlig oplevelse, og grunden til det er såre simpel: Jeg ved ikke, hvem Susannah er.
Her er hvad, filmen fortæller mig om hende i de første fem minutter:
Hun er 21 år gammel og journalist på The New York Post. Hun drømmer om at skrive historier, der kan redde liv (suk), og har én sjov veninde på kontoret. Hun har en kæreste (Thomass Mann fra ‘Me, Earl and the Dying Girl’), der hedder Stephen, en mor og far der er skilt, og en besættelse af altid at bide sig i læben eller tygge på en kuglepen. Det er, hvad jeg ved.
Når hun så pludselig begynder at zone ud, miste fodfæstet og, eftersigende, ændrer personlighed, så ved jeg, at det nok ikke er skidegodt for karrieren og livsførelsen, men meget mere tænker jeg ikke. Da hun bliver manisk, ubehagelig og spydig, så er jeg tvivl om, hvorvidt hun måske bare er sådan en gang imellem.
På den anden side, har hun ikke pink neglelak på længere. Måske er det filmens måde at sige, hun har mistet kontrollen?
Susannahs familie og venner er ligesom hende bare omrids; skitser til karakterer ingen nogensinde tog sig tid til at skrive færdige. En sur, beskyttende far. En mut, bekymrende mor. En singer-songwriter kæreste og en veninde der er »kæk« ligesom Susannah, må vi forstå. Det er lige godt groft af filmen at mene, at det må være nok for seeren til at investere sig.
Og hvis den ligegyldighed overfor karaktererne og deres historie ikke var streng nok, så insisterer ’Brain on Fire’ på at spille på én tangent filmen igennem. Den snegler sig afsted med de samme anfald, de samme tomme blikke, de samme frustrationer, og selvom filmen foregiver en udvikling, så når den ligesom Susannah et katatonisk stadie – der varer omkring hele filmens spilletid.
I den sidste del, bliver der skruet en my op for kontrasterne i Susannahs sygdomsforløb, men på det tidspunkt, tror jeg de fleste vil have klikket sig væk fra den synkende skude.
Men selvom filmen udviser stor ligegyldighed, så har jeg svært ved bare at trække på skuldrene over ’Brain on Fire’. For inde bag det karakterløse, døsige drama gemmer der sig nemlig en sindssygt vigtig historie om sygdomsdiagnosticering og det fatale i de fejlagtige.
Filmen er baseret på den virkelige Susannah Cahalans egne oplevelser, og over hele verden døjer millioner af mennesker med læger der ikke tager deres symptomer alvorligt eller forkerte diagnoser, der kan forværre eller forlænge den egentlige sygdom. Der er ufatteligt mange patienter, som bliver anklaget for at forestille sig det hele, selvom deres krop eller indre brænder i smerte.
De historier er vigtige, og der er heldigvis mange andre gode fortællinger om dem. Mit forslag? Skrot ’Brain on Fire’, og find i stedet Netflix dokumentar-serier som ’Afflicted’ og ’Diagnosis’ såvel som filmen ’My Beautiful Broken Brain.’
Kort sagt:
’Brain on Fire’ er et ligegyldigt, karakterløst og søvndyssende drama om en ung journalists måned i sygdomshelvedet. Der findes langt bedre historier om patienters diagnosejagt end denne her.