Som ung millennial, der voksede op i 00’erne, er der få værker ankret med stærkere nostalgiske følelser end Peter Jacksons ’Ringenes Herre’. Det skulle da lige være min generations rosenrøde fråden over ’Harry Potter’.
Jeg var godt nok kun lige fyldt ni år, da den første film landede herhjemme (jeg har ikke engang et minde om at se den i biografen!), jeg har aldrig rørt bøgerne, og jeg så først de hyldede ’forlængede udgaver’ i mine voksne år. Og alligevel lyder jeg stadig som det sureste boomer-røvhul, når jeg skal beskrive filmene.
I mine unge dage – igen, jeg var vitterligt et barn – havde blockbustere kulisser og statister. De var ikke blot optaget i en lagerhal i Atlanta og skabt på en computer bagefter. Vi kunne nøjes med tre sammenhængende film og kalde det en dag. Vores storfilm var skabt af ægte genreauteurer som Gore Verbinski, Jackson og Sam Raimi og ikke per komité.
Og som det niårige barn jeg var, har jeg stadig svært ved at få armene ned ved genbesøg. Med de originale bøger fortalte Tolkien en simpel historie om to små hobbitter, Frodo og Sam, der trodser monstre, konger og hære for at destruere Saurons ondsindede ring i vulkanen Mount Dooms magma, hvor den kom fra – og dermed redde deres venner, som holder ondskaben stangen. Men Tolkien brugte den fortælling til at sammenflette et komplekst univers med udgangspunkt i anglo-saksisk mytologi, historie, tradition og sprog.
Sammen med sine to manuskriptforfatter, Fran Walsh og Phillipa Boyens, formåede Peter Jackson på forunderlig vis at transformere Tolkiens komplekse prosa og historiefortælling til et ni-timer langt epos, som komplimenterede og ærede bøgernes enorme slag, mest intime karakterøjeblikke og utrolige fascination af vestlig historik og sprog.
Men ’Ringenes Herre’ er mere end tre gode film. Sammen med ’Harry Potter’, ’Spider-Man’ og ’Pirates of the Caribbean’ sparkede ‘Ringenes Herre’ dørene ind til et nyt årtusinde, hvor franchise-potentiale er konge og brand-navne banker Hollywood-stjerner til blods.
Tre film med ét smæk
Trilogien var et gigantisk projekt, der havde været i ovnen på den ene eller anden måde siden J.R.R. Tolkien solgte rettighederne for en slik tilbage i 70’erne, med vished om at ingen kunne adaptere hans bogtrilogi.
Den lettere ukendte newzealænder Peter Jackson og hans partner Fran Walsh havde efter deres Oscar-nominerede homo-thriller ’Heavenly Creatures’ – med en break-out-præstation fra en ung Kate Winslet – nok pondus bag sig, til at sælge ideen om og manuskriptet til en filmadaptation af Tolkiens mesterværk. Den første, som bed på krogen var den nu voldtægtsdømte Harvey Weinstein, der dog kun ville gå med til at producere én film over bogtrilogien i stedet for parrets planlagte to.
Men da New Line Cinemas producer Mark Ordensky kom ombord på projektet, blev én pludselig til tre.
Dermed var trilogiens måske vigtigste beslutning fastsat: Samtlige tre film skulle produceres parallelt med hinanden, for at de kunne udgives med kun et års mellemrum. Det er en produktionsmetode, vi er ganske hjemmevante med i dag, men i slut-90’erne, hvor selv efterfølgere var enkeltstående projekter, var det komplet uhørt. Og om end ’Ringenes Herre’-filmene var baseret på en utrolig indflydelsesrig bogserie, så var fantasy-genren langt fra velanset i filmregi. Tidligere high fantasy-film som ’Willow’ og ’Labyrinth’ samt low fantasy som ‘Conan: The Barbarian’ var anset for at være ren kuriosa. Så at producere ikke én men tre af monstrøsiteterne på samme tid, var uden sidestykke.
Men satset gav pote.
De tre film har næsten tjent tre milliarder dollars på verdensplan. Og sammen med ’Ben-Hur’ og ’Titanic’ holder finalekapitelt ’Kongen vender tilbage’ rekorden for flest vundne Oscar-statuetter (på vanvittig vis er ingen af de statuer tilegnet Andy Serkis for hans eminente motion-capture-rolle som Gollum).
Den pludselig interesse for fantasy kan til dels forklares gennem et skift ikke blot i årtusind, men den amerikanske sensibilitet for blockbustere. Efter 9/11 og invasionen af Irak, var 90’ernes nihilistiske katastrofe-film som ’Independence Day’ og ’Twister’ håbløst daterede, og Hollywood bød i stedet på eskapistisk underholdning, med supermennesker og eksotiske verdener.
Det er naturligvis værd at pointere, at ’Ringenes Herre’ ikke var produceret i dette kulturelle landskab. Hovedproduktionen påbegyndte i 1999 og varede 15 måneder.
Som det så ofte sker i Hollywood, er ’Ringenes Herre’ en fascinerende cocktail af held og forstand, hvor et kvalitetsprodukt ramte lige ned i tidens zeitgeist, som et lyn fra en klar himmel, snarere end at være en nøje planlagt succeshistorie. Så meget desto mere giver det mening, at Hollywoods efterfølgende forsøg på at replicere trilogiens succes – fra ’Narnia’ til ’Det Gyldne Kompas’ – ramte panden ind i en betonvæg.
Guldskatten af ekstramateriale
Men hvor filmenes skabelsesproces er et eventyr i sig selv, så er deres eftermæle endnu mere interessant. Det skyldes hovedsageligt det DVD-bokssæt, som Warner Bros. udgav i 2006 oven på det fysiske medies enorme popularitet.
Bokssættet indeholdt ikke blot forlængede udgaver af filmene, som i alt føjede flere timers hidtil uset materiale til den allerede mastodontiske trilogi, men også hundrede af timer værd af interviews, behind the scenes-klip, kommentarspor og making-of-dokumentarer. Der er ikke blot tale om simple promo-optagelser, men dybdeborende gennemgange af produktionen såvel som den kreative proces bag filmene.
Her tages vi bag de enorme kulisser til Helms Deep og Minas Tirith, som består af hele bydele fra de to forskansede fæstninger lavet af skumplast. Vi hører interviews med Peter Jackson og Phillipa Boyens, hvor de forklarer det komplicerede puslespil, som skulle lægges for at gengive bogens kapitler på en kronologisk vis, der ville give mening på film. De forsvarer sågar de mange kontroversielle slutninger fra ’Kongen Vender Tilbage’.
Og vi tages bag dørene på casting-processer, hvor vores egen Viggo Mortensen først blev castet som Aragorn flere dage inde i produktionen, da den originale skuespiller Stewart Townsend sprang fra i sidste øjeblik.
Ekstramaterialet giver et helt unik indblik i filmskabelsesprocessen. Fra kostumedesigner og casting-instruktør til Hollywood-stjerner og instruktøren selv: Alle får de tid i spotlyset, hvor de trætte, men stolte, gennemgår det enorme arbejde, der stod på i fem år.
Hollywood har altid meget intentionelt ophøjet filmprocessen som et trylletrick; noget, der er komplet uden for det normale menneskes forståelsesramme. Ved at gøre processen taktil og forståelig, inspirerede trilogien en hel generation af ivrige filmnørder til at samle et kamera op, eller blot være mere opmærksom på film som håndværk.
Dybe horror-rødder
Det er et eftermæle, som bliver så meget desto mere fascinerende, når man tager Peter Jacksons egen rejse fra New Zealand til Hollywood in mente.
Jackson startede sin karriere ved at lave ultra-lavbudget-splatterfilm, hvor effekterne var hjemmebagt i ovnen og skuespillerne venner fra hjemstavnen.
Fra alien-invasionsfilmen ’Bad Taste’ over dukketeateret ’Meet the Feebles’ og zombiesplatteren ’Braindead’ til spøgelsesfilmen ’The Frighteneres’, er der en ekvilibrisme mellem amatøragtig dårskab og outreret genialitet, som præger dem alle. Selv ’Heavenly Creatures’, der gav Jackson nøglerne til Tolkiens kongerige, er præget af hans groteske karakterer, vanvittige scenarier, der blander ultravold med vaudeville-stil humor og ekstreme kameravinkler, som fremmer filmenes konfronterende og provokerende natur.
Peter Jackson var langt fra den første af sin slags. Hans mest åbenlyse medpart er Sam Raimi, som blev populær i 80’erne med sine gyserfilmserie ’Evil Dead’, og sidenhen instruerede den første trilogi af ’Spider-Man’-film. Begge instruktører har et åbenlyst øje for effektfilm, som er lette på handling og tunge på udskejet underholdning – perfekt til det nye årtusinde, hvor computereffekter og enorme budgetter krævede en teknisk fingerspidshed snarere end en artistisk fortællestil.
Horror-rødderne er umiskendelige i ’Ringenes Herre’. Man kan mærke Jacksons begejstring, da Frodo fanges i kæmpeedderkoppen Shelobs klamme spind fyldt med fortærede kadavere – sammenlignet med hende, ligner Aragog fra ’Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer’ en forvokset husflue. Kameraet viser de modbydelige Uruk haier i foruroligende, skæve nærbilleder, da de nærmer sig Helms Deeps enorme mure. Indgangen til De Dødes By i ’Kongen vender tilbage’ er sågar filmet ved den samme lokation, The Pinnacles, som Jackson brugte til at filme introen til ’Braindead’.
Det er på sin vis utroligt at tænke på, at filmtrilogien over ’Hobbitten’ originalt var tiltænkt at blive instrueret af Guillermo del Toro, en anden Hollywood-outsider med sine rødder i horror-genren. Hvad det miserable sammensurium af kommercielle interesser ikke kunne være blevet til, hvis det var sket…
Kærlighed mellem mænd
Her på falderebet virker det næsten som den mindst nødvendige detalje at pointere ’Ringenes Herre’-filmenes kvalitet både som trilogi og som individuelle værker. For ja kære læser, du ved lige så vel som jeg, at de på hver sin vis er monumentale mesterværker, der retmæssigt står ved indgangen af det nye årtusinde, som nogle af Hollywoods mest definitive blockbustere.
Der er elementer at kritisere. Mange af dem stammer fra daterede ideer fra bøgerne, som Jackson blåøjet har repliceret. Mest horribel er inkluderingen af de Ottoman-lignende krigere, som kæmper på vegne af Sauron. Ja, i ’Ringenes Herre’ er brune mennesker lige så modbydelige som orkere, der vitterligt er avlet til at være genetisk ondskabsfulde.
Foruden Cate Blanchetts stoiske Galadriel, får trilogiens øvrige to kvinder – Aragorns udkårne elverprinsesse Arwen (Liv Tyler) og Rohan-prinsessen Eowyn (Miranda Otto) – lige præcis to gode action-øjeblikke imellem sig over ni timers spilletid. Om end det er værd at pointere, at Eowyns one-liner »I am no man«, da hun besejrer Heksekongen af Angmar, udgør et af trilogiens bedste øjeblikke.
’Ringenes Herre’ er nu en gang en historie om (hvide) mænd, som ofrer alt for et new tomorrow i kampen mod et urokkeligt onde – det er ikke tilfældigt, at Tolkien var kraftigt inspireret af sine oplevelser i frontlinjen ved Somme under Første Verdenskrig, da han skrev bøgerne.
I den optik er trilogiens største force de bånd og forhold, som mændene i centrum deler med hinanden. Det er Gimli (John Rhys-Davies) og Legolas’ (Orlando Bloom) evindelige småskænderier. Aragorns åbenlyse respekt for og kærlighed til Frodo (Elijah Wood) og hans offer ved at tage Ringen til Mordor. Frodo og Sams (Sean Astin) nærromantiske tur til dødens gab. Og Gandalfs (Ian McKellen) forældreagtige gemyt over for dem alle. Det er mænd, som elsker hinanden. Som slås side om side. Som bader i hinandens sejr og sørger over fælles tab.
Måske har de intime og nære forhold noget at gøre med de to kvindelige manuskriptforfattere? Hvem ved. Men mere end noget andet, er det dette element, som vor tids blockbustere burde være bedre til at replicere.
Se, nu lyder jeg som et surt, gammelt røvhul igen.
’Ringenes Herre’-trilogien kan genses på det store lærred i udvalgte biografer i august.