Artiklen indeholder spoilers for ‘Tenet’.
Bedst: Robert Pattinsons MVP
Nolan har en vis svaghed for at forme intellektuelt overlegne, uomtvisteligt classy heltetyper i noget nær eget stilbillede med et skvæt 007-arrogance i glasset (jævnfør nogenlunde hele det mandlige cast i ’Inception’ såvel som Christian Bale i ’Batman’-trilogien). Dén arv løfter Robert Pattinson til velklædt topkarakter i ’Tenet’, hvor den britiske skuespiller viser sig som det eneste bankende hjerte i en film af flade karakterer.
Som Protagonistens suave sidekick Neil (der fra start af synes at vide sig mistænkeligt sikker på, hvilken drink, makkeren foretrækker) er Pattinson hele tiden to inciterende skridt foran både os og kollegerne, og det lykkes ham at snige velkomne tiltag af skæv humor ind i buddy-dynamikken – der dog alt andet lige havde slået flere gnister på lærredet, hvis ikke John David Washington var blevet instrueret i at spille dnamært med stor T.
Det er efterhånden tvivlsomt, om Pattinson kunne levere en oprigtigt ringe præstation, om han så lagde sig i selen. Og hans tilstedeværelse i ’Tenet’ er en af få ting, der minder om, hvorfor menneskeheden trods alt er værd at redde.
Bedst: Nolans mest slagkraftige anslag hidtil
Ingen mestrer det skarpe anslag helt som Christopher Nolan. Og i ’Tenet’ har han skabt et af sine allerbedste med terrorangrebet i operahuset i Kiev, som John David Washingtons navnløse protagonist skal forhindre under sin über-seje gasmaske.
Hele sekvensen, der er skudt på location i en koncertsal i Tallinn, tegner Washingtons hovedkarakter op på fornemmeste vis: Han er en stålsat CIA-agent på en hemmelig mission, men da han opdager, at hundredvis af uskyldige liv trues, gør han det til sin mission at redde dem. Washington spiller nærmest udelukkende med øjnene, mens hans imponerende fysik står sin prøve, når han rappeller ned i terroristernes midte med sin undercover-kollega på slæb.
Aldrig har et Walt Whitman-citat lydt så sejt som her, hvor det mystiske »We live in a twilight world / And there are no friends at dusk« etableres. Og selvom ’Tenet’ falder i tempo og energi kort efter åbningen, hvor Nolans forklaringsproblemer så småt begynder at vise sig, står scenen som en ikonisk start på linje med ’The Dark Knight’.
Værst: Dr. Evil på slap line
Hajer med laservåben på hovedet. Det er nogenlunde, det eneste, der adskiller Kenneth Branaghs OTT russiske ’Tenet’-skurk fra Austin Powers’ Bond-spoofende nemesis – nå ja, og så det faktum, at end ikke »one biiiillion dollars« kan stoppe Branaghs bitre Andrei Sator fra at drømme hede drømme om verdens undergang ud fra den avancerede plotdevise, at »Hvis jeg ikke kan have det sjovt, kan INGEN have det sjovt!«.
Så kan det godt være, at Nolan gør sig intellektuellystig på navnet Sators særlige ’Tenet’-relaterede oprindelse (mind-blowing forklaring her), men det er også nogenlunde det eneste semioriginale træk ved karakteren, hvis uhensigtsmæssigt komiske fremtoning ikke just nedtones af Branaghs overspil og tendens til at glemme den russiske accent, når bølgerne går vel melodramatisk højt (og det gør de tit).
Det er ikke ofte i karrieren, at Branagh (som foruden et hav af Shakespeare-roller også instruerede ’Thor’ og live-action-versionen af ’Askepot’) er gået planken ud som tegneseriesuperskurk. Så skulle det da lige være i den rædderlige ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’, hvor han også spiller en ond russer med en uheldbredelig sygdom, som Nolan lader til at have copy/pastet direkte ind i ‘Tenet’.
Man kan kun håbe på, at både Branagh og Nolan har brændt nallerne tilstrækkeligt på genreklicheernes uhellige bål til, at begge herrer vil sky tropen fremadrettet.
Bedst: Oslo-ode til kupfilmen
Christopher Nolan har alle dage været fascineret af kupfilmen – fra den ’Heat’-inspirerede åbning i ’The Dark Knight’ til det ’omvendte tyveri’ i ’Inception’. Også i ’Tenet’ dyrker instruktøren kupfilmkonventionerne og særligt i scenen, hvor Robert Pattinson og John David Washingtons karakterer skal bryde ind i Freeport-faciliteten i Oslos lufthavn, mærker man Nolans kærlighed til subgenren.
Scenen er perfekt opbygget, når vi først indvies i planen om at smadre et kæmpemæssigt (ægte!) passagerfly ind i hangaren, mens vi ser Pattinson aflure sikkerhedsforanstaltninger på et besøg ind i opbevaringsdepotet. Man får øjeblikkeligt koldsved, når de to hovedkarakterer skal holde vejret, mens de forsøger at bryde dørene op. Og man sidder med åndenød, når de næsten mislykkes med at bryde den sidste dør op.
Det er intimt og samtidig umådeligt storslået, hvilket står i kontrast til den noget rodede finalekamp, der – trods imponerende effekter – mest af alt minder om the final battle, som vi har set den i talrige Marvel-film, hvor karaktererne er reduceret til statister i de store set pieces.
I Oslo formidler Nolans minutiøse filmsprog detaljerne så koncist som muligt. Samtidig er det her, vi første gang præsenteres for tid-knibtangsmanøvren, som er overlegent koreograferet, når skuespillerne kastes rundt i stålwirer, så det ligner, at de faktisk slås mod en bagvendt person. Alt er lavet ved hjælp af praktiske effekter, hvilket kun øger den nervepirrende intensitet.
Værst: Nolans nødlidende kvinde
Få moderne instruktører forguder en bedaget damsel in distress som Nolan, der er tæt på at gå Alfred Hitchcocks slet skjult sadistiske kvindeofferdyrkelse i bedende i ’Tenet’, hvor Elizabeth Debicki spiller skurke-Sators stoisk ulykkelige hustru og boksebold, Kat.
Karakteren slutter sig til rækken af martrede Nolan-damer a la Marion Cotillards skyggebillede Mal i ’Inception’ (hvis navn alene refererer det franske udtryk for »dårlig«), dødsdømte Maggie Gyllenhaal i ’The Dark Knight’, Matthew McConaugheys døde hustru i ’Intersteller’, Hugh Jackmans døde ditto i ’The Prestige’ og Guy Pearces i ’Memento’.
Mænd handler først og fremmest, fordi smukke kvinder manhandles i Nolans universer.
Debicki er en fremragende skuespiller, som tidligere har strålet i Susanne Biers spionminiserie ’The Nightmanager’ (i en ligeledes lidende rolle, som Kat virker modelleret over 1:1) og snart kan ses som selveste Prinsesse Diana i ’The Crown’. I ’Tenet’ er hun imidlertid lidet andet end galionsfiguren i stævnen af Sators yatch, med en kuriøs hang til at brusebade sit spinkle legeme iført labert klæbende skjorte over badetøjet.
Er der slet ikke nogen kritiske manuskriptkonsulenter til stede, der kan lugte de døde sild hobe sig op?
Bedst: Den skelsættende biljagt
Hvem kan ikke huske den ikoniske bilkonvojscene fra ’The Dark Knight’, hvor Batman vælter Jokerens lastbil med sin motorcykel? På samme måde vil mit bud være, at bilkonvojscenen i ’Tenet’ for fremtiden fremhæves som spionfilmens mest ikoniske.
Det er en Nolan-classic, hvor selve biljagten opbygges som endnu et kup. Den detaljerede plan for, hvordan Protagonisten og co. skal stjæle algoritmedelen fra lastbilen, uden at bilen på noget tidspunkt sænker farten og politiet dermed bliver varskoet, sætter den intense actionscene op.
Men det er da sidespejlet i Pattinson og Washingtons bil knuses, før sammenstødet med den invertede bil er sket, at det for alvor går amok. Den omvendte biljagt er virtuos på vanlig Nolansk vis: Hele molevitten blev optaget over seks uger på en spærret motorvej i Estland og som vanligt er der tale om rigtigt stuntarbejde. Det er åndeløst spændende – og glimrende iscenesat til komponist Ludwig Göranssons hårdtpumpende score.
Den efterfølgende spejlscene, hvor spillereglerne for inversion omsider forklares, efterlader måske en med flere spørgsmål end svar. Men effekten af den bagvendte tortur er glimrende, hvor dialogen og bevægelserne er forskudt og den ene halvdel af skuespillerne laver alle deres bevægelser baglæns. Imponerende!
Værst: Protagonistens teen-crush
Apropos førnævnte døde sild: Hvorfor filan skal vi give en døjt for Protagonistens mission om at redde verden, når han selv gladelig smider den og al sund fornuft overbord det øjeblik, en smuk kvinde fælder en forførende æstetiseret tåre for øjnene af ham?
Kan vor helt – som ellers virker ganske ferm udi hovedregning – ikke lægge to og to sammen for at nå frem til, at hans udkårne jo sådan set også dør i sidste ende, hvis han ikke først og fremmest koncentrerer sig målrettet om at forhindre jordens undergang? Har noget påklistret helte-crush nogensinde føltes mere kemiløst uden for Michael Bay-segmentet?
Alle de højtravende plottwist til trods, er en af Nolans største udfordringer fortsat noget så simpelt som lavpraktisk karaktermotivation.
Bedst: Ludwig Göranssons elektroniske score
For første gang siden 2006 arbejder Christopher Nolan med en anden komponist end Hans Zimmer, der fravalgte ’Tenet’ til fordel for Denis Villeneuves ’Dune’. Nolan-Zimmer-samarbejdet står som et af de mest indflydelsesrige i nyere tid, så svenske Ludwig Göransson havde naturligt nok store sko at udfylde.
Men Göransson, der fik sit store gennembrud med det Oscar-vindende score til ’Black Panther’, løfter opgaven til fulde. Allerede fra den storslåede åbningssekvens sætter det pulserende score stemningen for Nolans højspændte globetrotting-spionfilm. Ligesom i ’Black Panther’ benytter han en stærkt elektronisk lyd, der højner fornemmelsen af en kunstig verden, mens der er skruet så højt op for basdronerne og distortionguitarerne, at man ikke kan undgå at blive blæst bagover i biografsædet.
Det er bombastisk til tider, men andre gange ulmende og underspillet, så suspensen virkelig tegnes op.
Bedst og værst: Mindfucks ad libitum
Jeg elsker film, der stiller krav til sit publikum. Film, som man kan se igen og igen og alligevel fortsat bemærke nye ting. Derfor har jeg altid været fascineret af Christopher Nolan, der vedholdende har skubbet til grænserne for, hvor kompleks en blockbusterfilm kan være.
Men i ’Tenet’ er det både filmens styrke og største hæmsko. En styrke, fordi filmens kerne på karakteristisk Nolansk vis er blottet for menneskelighed og hjerte, hvor plottet om en hemmelig agents kamp mod en russisk skurk fremstår som en dybt bedaget homage til James Bond under Den kolde krig. Det forsøger det hjernevridende plot til dels at dække over og bortforklare: Karaktererne er kun tomme, fordi deres historie ligger i fremtiden (uden for filmens rammer).
Det siger sit, at filmen nærmest står stærkere, når man sidder med hovedet begravet i sin notesbog for at notere alle de ekspositionstunge replikudvekslinger og aflure kronologien bag de mange tidsrejser. Det er et interessant tankeeksperiment, men i sidste ende ikke meget mere end en mellemsvær sudoku, som Nolan aldrig helt giver os nøglen til.
Derfor går idéen om inversion også hen og bliver filmens akilleshæl. Nolan tegner ikke spillereglerne tilstrækkelig tydeligt op, mens hans formidling af de komplekse koncepter ikke er nær så vellykket som i ’Inception’ og ’Interstellar’, hvor alt var bundet om simple karakterrelationer (et far-datterforhold og en angrende far, der vil tilbage til sine børn). Og man ikke undgå at føle, at man har set tidsrejsekonceptet før – og bedre – i film som ’Twelve Monkeys’ og ‘Arrival’, hvor sidstnævnte også benyttede sig af en cirkulær tidsforståelse.
I sidste ende er det Nolans ukritiske tilgang til sine egne mekanismer, der får filmen til at fise ud.