Bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie eller tv-film: Shira Haas, ’Unorthodox’
Den relativt uprøvede israelske skuespiller Shira Haas fik et imponerende kraftfuldt internationalt gennembrud i Netflix-serien ’Unorthodox’, der følger en (virkelig) ung jødisk kvindes flugt fra det ultraortodokse miljø i Brooklyn, hvor hun er opvokset og blevet giftet væk til en mand, hun dårligt kender.
Haas’ portræt af Esther, der med lige dele naivitet og nysgerrighed skal lære at stå på egne ben, var umuligt at tage øjnene fra takket være skuespillerens unikke udtryk og intenst formidlet stålsathed over for en forvirrende ny verden. Og så lærte Haas sågar på bare to måneder at tale jiddisch, at synge og spille klaver til rollen.
Vi hepper på stjerneskuddet, der meget vel kan gå hen og løbe langt mere Hollywood-etablerede kræfter som Regina King og Cate Blanchett over ende – selv i dét stærke selskab ville sejren være ovenud fortjent.
Bedste dramaserie: ‘Better Call Saul’
Vi har skrevet det før, men gør det gerne igen: ‘Better Call Saul’ er efterhånden fuldt ud på højde med serien, den udspringer fra, ‘Breaking Bad’.
Med femte og næstsidste sæson spidser tingene til omkring vores hovedfigurer Jimmy McGill og Mike Ehrmentraut, og advokat- og narkosporet nærmer sig hinanden med djævelsk fart, så man adskillige gange i løbet af sæsonen glemte at trække vejret.
Vince Gilligan og Peter Goulds serie er blandt andet oppe imod den fortrinlige sæson 2 af ‘Succession’, og vi kommer ikke til at sætte vores fjernsyn i brand af indignation, hvis statuetten går HBO-serien om de ultrariges vej. Men ‘Better Call Saul’ synger snart på sidste vers og har simpelthen aldrig vundet en Emmy i nogen kategori. Og det er jo vanvid.
Bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie: Zendaya, ’Euphoria’
Det var velkomment, da Emmy i sommer tildelte Zendaya en nominering til bedste kvindelige hovedrolle for præstationen i den Drake-producerede HBO-serie ’Euphoria’. Men om skuespilleren også kan gå hele vejen til vinderpodiet er – hvis vi skal være kynisk ærlige – måske nok en utopisk drøm, ’Euphoria’s hardcore tematikker omkring amerikanske unges stofmisbrug og grænsesøgende, grafisk sex taget i konservativ Emmy-betragtning.
Det skal dog ikke forhindre os i alligevel at flyve flaget for den tidligere Disney-stjerne, der i dén grad slog benene væk under os som utilpassede Rue, hvis misbrug truer med ikke blot at ødelægge hende selv, men også samtlige relationer til familien og hendes nye flamme, den transseksuelle Jules (Hunter Schafer, der absolut også have fortjent en nominering). Zendaya er en destruktiv og vildt frustrerende tour de force i ’Euphoria’, der blæser samtlige mindelser om cute barneroller og ’Spider-Man’s MJ ad banen.
Kom nu, Emmy.
Bedste miniserie eller tv-film: ’Watchmen’
’Lost’ og ’The Leftovers’-skaberen Damon Lindelof begejstrede os sidste år med den originale, brutale og stærkt samfundssatiriske superhelteserie ’Watchmen’, der i et sælsomt parallelunivers af superhelte, korrupt politi og gale opfindere gravede dybt ned i USA racistiske fortid og opblomstrende højreekstremisme. Med en altid seværdig Regina King i front som selvtægthævneren Angela og Jeremy Irons som superheltegeniet gone mad, Ozymandias, galoperede ’Watchmen’ derudad med smæk for skillingen og spandevis af mystik, der lod krimi, superhelte og sci-fi-genrerne boltre sig i skarp skrevet, visuelt bjergtagende forening.
Serien gav ikke ved dørene i sine kringlede plots, men belønnede den loyale seere med en forrygende tredje akt, der besejlede ’Watchmen’s claim to fame som et moderne seriehovedværk. Som de bedste klassiske superheltefortællinger igennem historien er serien for og af sin tumultariske samtid, hvor eskapistiske længsler efter barndommens superheltedyrkelse og politisk indignation over status quo smelter sammen.
Og så var serien proppet med nørdede referencer til den oprindelige ’Watchmen’-graphic novel (filmatiseret af Zack Snyder i 2009), der sendte fans på overarbejde. Mere udsædvanlig og gedigent underholdende serieoplevelse fik man ikke i 2019 – og derfor fortjener ’Watchmen’ at hjemtage statuetten for Bedste miniserie.
Bedste mandlige hovedrolle i en miniserie eller tv-film: Hugh Jackman, ‘Bad Education’
Hugh Jackman brød fortjenstligt med sit renskurede image, da han indtog rollen som rektor på moralsk slingrekurs i filmatiseringen af en værste svindelsag i USA’s historie.
Eller han brugte måske nærmere sit image til sin fordel. For i starten er hans Frank Tassone netop den svigermors drøm – den charmerende, stræberiske yngling – som Jackman gør så godt. Men den 51-årige australier viser, at han også kan excellere, når facaden skal bruges, og langt mørkere sider skal træde frem i ansigtskonturerne: Desperation, usikkerhed, egoisme, opportunisme.
Man er med hele vejen, når Tassones tilværelse selvforskyldt bryder sammen, og man indser omfanget af hans bedrag.
Hun Jackman er oppe imod kraftpræstationer fra Jeremy Irons i ‘Watchmen’, Paul Mescal som Connell i ‘Normale mennesker’ og ikke mindst Mark Ruffalos dobbeltrolle i ‘I Know This Much Is True’, som givetvis bliver svær at slå.
Men det vil ikke være ufortjent, hvis Jackman løber med laurbærrene.
Bedste kvindelige birolle i en miniserie eller tv-film: Toni Collette
Toni Collette er altid garant for bundsolidt skuespil, men i Netflix’ toneangivende miniserie ’Unbeliveable’ strålede australieren særligt klart. Collette spiller den noget kyniske efterforsker Grace Rasmussen (!), der sammen med kollegaen Karen (ditto storspillende, men af uforklarlige årsager ikke nominerede Merritt Wever) forsøger at finde frem til gerningsmanden bag en række voldtægter, som de mandlige ordenshåndhævere taber bolden på.
Grace er på papiret den kvindelige udgave af de verdenstrætte, deadpan efterforskere, film- og serielands krimier bugner af, men Collette – som slet og ret af en af sin generations mest interessante skuespillere – er sig materialet bevidst og føjer stadigt flere nuancer til karakteren, som serien skrider frem. Velkommen til krimitropens gyldne fremtid.
Bedste mandlige birolle i en komedieserie: Mahershala Ali, ‘Ramy’
Han har allerede vundet to Oscars, så i den forstand er det måske ikke ligefrem synd for manden, hvis han ikke vinder prisen for sin indtræden i en af tidens bedste komedieserier (well, dramedys), Ramy Youssefs ‘Ramy’.
Men Mahershala Ali viser bare igen, at han har en uforlignelig tilstedeværelse i rollen som imamen Sheikh Malik, hvis karisma, ro og taleevner tænder et nyt religiøst lys i vor trosmæssigt udfordredede muslimske hovedperson.
Med sine både uheldige og malplacerede gerninger sætter Ramy sheiken på sit livs prøve, og Ali spiller til perfektion den altruistiske tålmodighed og kærlighed, som hans karakter efterstræber, men også hans stigende irritation over det kaos, der skabes i Ramys fodspor.
Det er slet og ret en overleven præstation.