’Wendy’: ‘Hushpuppy’-instruktør Ben Zeitlin fumler med Peter Pan-film
Den amerikanske instruktør Ben Zeitlin debuterede med et brag i 2012 med far-datter-sydstats-naturfablen ‘Hushpuppy’, der vandt priser på Sundance og Cannes, inden den blev nomineret til fire Oscars – blandt andet til den dengang 9-årige, rekordunge hovedrolleindehaver Quvenzhané Wallis.
Nu, otte år senere, er Zeitlin klar med den svære toer, der umiddelbart ligger lige til højrebenet: En eventyrlig økofabel med en viljestærk pige i centrum i form af Wendy fra ‘Peter Pan’, der her indtager hovedrollen. I den 10-årige debutant Devin France har instruktøren fundet endnu et stortalent til titelrollen, som hun spiller med fængende åbenhed, nysgerrighed og stædighed. Hun er, sammen med filmens flotte visuelle side, filmens klare højdepunkt, for desværre halter historien. Man fristes til at udlede, at filmens lange produktionstid har haft en årsag.
Vi møder Wendy Darling og hendes brødre, Douglas og James (Cage og Gavin Naquin) på deres hårdtarbejdende enlige mors (Shay Walker) diner i en lille by i Louisiana. Morens trummerum og manglende eventyrlyst overbeviser børnene om, at livet bliver mindre sjovt, når man bliver voksen, og især Wendy drømmer sig væk og ud i verden. Da hun en nat fra sit vindue ser en lille skikkelse sidde oven på det gennemkørende tog, griber hun, med brødrene i hælende, chancen og hopper på. Den fremmede dreng er Peter Pan (Yashua Mack). »Der er ingen stop, det er et eventyr!«, proklamerer han og fører dem til Ønskeøen.
Den magiske ø er i Zeitlins version en frodig vulkanø, hvor elementerne slår ligeså dramatisk sammen som børnene på øen, der ikke har meget andet at byde på end at løbe rundt og råbe. Der er mere ‘Fluernes Herre’ end Disney over stemningen, ikke mindst efter en ulykke, som de er uenige om, hvordan de skal håndtere. Konflikten udspiller sig klodset og langsommeligt, og jeg både kedede mig og undrede mig over, hvad filmen ville sige, bortset fra en ligeledes kedsommelig pointe om, at det at blive voksen faktisk er et eventyr. På den måde lykkes det Benh Zeitlin at tage næsten al magi ud af historien, da handlingen når til øen. Det er lige før, jeg hellere ville have fulgt moren hjemme på dineren.
Jeg undrede mig også over, hvem filmen er til: Den er for mørk og snørklet til at være for børn og for banal til at være rigtig interessant for voksne.
Magi skaber til gengæld den norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen med sin ultratætte, sanselige og dynamiske fotografering på 16 mm af både den brusende natur og livfulde børn. I det mindste keder øjet sig aldrig.
Kort sagt:
‘Hushpuppy’-instruktør Ben Zeitlin har mistet magien i sin halvbagte gendigtning af Peter Pan-myten, der dog byder på en fin barnepræstation og flot fotografering fra norske Sturla Brandth Grøvlen.