’Deaf U’: Netflix-realityserie afmystificerer hørehandikap – men på ét punkt er den misvisende

4 6
’Deaf U’: Netflix-realityserie afmystificerer hørehandikap – men på ét punkt er den misvisende
Daequan Taylor og Rodney Burford i 'Deaf U'. (Foto: Cr. Courtesy/Netflix)
STREAMING TOGETHER

I den mørke nat lyser nogle kollegieværelsesvinduer op. Bag dem kunne de studerende på Gallaudet University sidde bøjet over bøger, men studier spiller ingen rolle i Netflix’ seneste skud på reality-stammen. Som eleven Daequan formulerer det: »Jeg har altid vidst, at jeg skulle på uni. Ikke bare for at lære noget. Det er dér, de smukke og kloge piger er«.

I stedet for at terpe står han i sit oplyste vindue og forsøger at score en studine bag et andet vindue. Det sker uden råberi, for begge taler amerikansk tegnsprog, og så kan man sagtens charmere på tværs af en gårdsplads. Det er jo genialt.

Gallaudet University er det eneste universitet i verden, hvor al interaktion i udgangspunktet foregår på tegnsprog. Næsten alle studerende er døve, Døve (det vender vi tilbage til) eller hørehæmmede. Ellers er alt pænt meget som på andre ungdomsuddannelser, og ‘Deaf U’ er som andre dokusoaps: Vi følger en håndfuld unge gennem dokumentariske fluen-på-væggen-sekvenser (som formentlig er delvist opstillede for at sikre konstant drama) krydsklippet med en-til-en-interviews.

De unge er udvalgt, så alle seere har nogen at spejle sig i: Der er Dalton, som er jock og som regel at finde i træningsrummet. Cheyenna, som er Insta-influencer med moderigtig garderobe og kristen baggrund. Blonde Alexa er det tætteste på en skurk i serien med sin måde at sno fyrene på. Renate er den biseksuelle aktivist. Alle er hvide middelklassemennesker bortset fra Rodney, som er den sorte ’fuckboy’, og Daequan, der er sort fra fattige kår. Typerne virker velkendte, set-up’et er velkendt. Faktisk er tegnsprog det eneste, der ikke er enormt almindeligt i ‘Deaf U’, og det er på én gang seriens styrke og svaghed.

Seriens skaber er Nyle DiMarco, der blandt andet har vundet ‘America’s Next Top Model’ og ‘Dancing With the Stars’ og desuden selv er alumne fra Gallaudet University. Han siger om sit værk, at »vi ville være sikre på, at serien ikke føltes som en undervisningsfilm. Vi ville se folk gennemleve romantiske forhold og venskaber. Vi ville se den universelle oplevelse, som hørende mennesker også har på uni«.

Dette erklærede mål, må man sige, lykkes. For døvhed fremstår i ‘Deaf U’ som et vilkår, hverken mere eller mindre, og fokus er ungdommens udskejelser. Der er ingen tvivl om, at seriens relaterbare persongalleri afmystificerer døvhed for hørende seere, mens døve seere endelig får nogle at spejle sig i. Det er godt og vigtigt.

Renate Rose, Alexa Paulay-Simmons, Cheyanna Clearbrook, Daequan Taylor og Rodney Burford i ‘Deaf U’. (Foto: Cr. Courtesy/Netflix)

Der er bare dét, at ikke alle kender oplevelsen af at være minoriseret. Derfor er det meget sårbart at udstille et minoritetsmiljø for udenforstående. Her kommer vi til forskellen på at være døv med småt eller Døv med stort begyndelsesbogstav. Det første betegner alene et handikap, mens det andet betegner en identitet, et fællesskab og et sprog.

I ‘Deaf U’ bliver der hyppigt refereret til ’Eliten’, som er Døve med tegnsprog som modersmål. De har gået på døveskoler hele livet, har Døve familier i flere led, og de ser i ‘Deaf U’ skævt til høreapparater og forsøg på at tale med munden. I ‘Deaf U’ repræsenterer især Alexa eliten, mens især Rodney og Daequan falder udenfor med en tendens til at blande tale og tegnsprog. Sjovt nok er de to samtidig de eneste sorte hovedpersoner, men dette aspekt af at være uden for eliten er serien blind for.

Den mest højlydte kritiker af Eliten er Cheyenna, der får hug for at appellere til hørende Insta-følgere. Hun beskriver sig selv som fanget mellem to verdener, og serien fremstiller det, som om Eliten mobber hende ud af uni. Ifølge DiMarco er det med fuldt overlæg, at han både har castet Døve, der dyrker et identitetsfællesskab, og døve og hørehæmmede, der ikke gør, for han vil vise, at »there is no one right way to be deaf«. Problemet er bare, at kender man ikke Døves historie, så kommer ‘Deaf U’ netop til at udnævne døvhed som bedre end Døvhed. Eliten skildres jo entydigt som arrogant og intrigant i sin eksklusion af hørende og dem, der omgås hørende.

I sin iver efter kun at fokusere på ungdomsliv forsømmer ‘Deaf U’ en vigtig pointe om handikap: at uden for Gallaudets boble er det pissehamrende svært ikke at kunne høre. Tegnsprog har prestige på campus, men alle andre steder vinder dem med talesprog og hørerest. Samtlige arbejdspladser, kulturinstitutioner og scoresteder er jo lavet til os, der kan høre! Den ekstreme isolation, det kan medføre, er grunden til, at nogle familier er Døve i flere generationer: De har kun haft hinanden. De har måttet skabe deres egen kultur, sprog og fællesskab.

Og deres lillebitte miljø oplever voldsomt pres, når folk udefra kommer med talesprog og cochlear-implantater og mainstreaming-paroler. At reagere mod det handler ikke om arrogance, men om overlevelse. Queer-læsere kender det fra mismodet, når endnu en homobar overløbes af cisheteroer: Sorry guys, I har alle de andre barer – lad os dog beholde ét sted, hvor vi ikke skal føle os anderledes!

Præcis den vigtige funktion har Gallaudet University for Døve unge. Derfor er det misvisende og potentielt underminerende for miljøet, når ‘Deaf U’ i jagten på drama oversætter Døve-kultur med elitær arrogance.


Kort sagt:
‘Deaf U’ underholder som klassisk dokusoap med ungdomsintriger, der tilfældigvis udspiller sig på et døveuniversitet. Serien afmystificerer døvhed for hørende seere, men skildrer desværre Døve-kulturen for unuanceret.  

Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.

’Deaf U’. Serie. Hovedforfatter: Nyle DiMarco. Medvirkende: Alexa Paulay-Simmons, Daequan Taylor, Cheyenna Clearbrook. Spilletid: 8 afsnit á 20 min. Premiere: Hele sæsonen kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af