’Ema’: Den seksuelle energi driver igennem Oscar-instruktørs nye film
Den chilenske Pablo Larraín, der er kendt for de Oscar-nominerede ’No’ (2012) og ’Jackie’ (2016) åbner sin nyeste film ’Ema’ med en næsten Marvel’sk superheltescene, hvor hovedrolleindehaveren sprøjter ild ud af en flammekaster, og den fortsætter med æggende, rytmiske reggaeton-scener af kroppe, der slanger sig rundt om hinanden foran en dunkende, overdimensioneret lyskugle.
Og at jeg efterfølgende tænker, at disse indledende scener synes at være illustrative analogier af en orgasme og et samleje, skyldes, at Larrain denne gang har ladet sin fortælling med dominerende meget seksuel energi.
’Ema’ handler om det umage, biseksuelle par Ema og Gaston, der forpligter sig til kunsten som henholdsvis danser og danselærer i et reggaeton-ensemble. De lever et psykedelisk, behovsstyret liv, der består af hypnotisk dans, seksuelle udladninger, heroin, forglemmelse og frihed.
Gaston er infertil, så de adopterer Polo, en relativt gammel dreng, der involveres i en brandpåsættelse.
Da vi møder Ema og Gaston, har de givet Polo væk. De magtede ikke ansvaret, og de er selv børn af manglende omsorg. Deres mislykkede forsøg på forældreskab mødes af ydre skam og fordømmelse og indre skyldfølelse og tvivl. Ægteskabet går langsomt i opløsning, begge udstødes af deres nærmiljøer, og Ema begynder en rejse, der bringer hende i mål, men med midler, der får hende på slingrekurs med skæbnesvangre valg.
Ema spilles af Mariana di Girolamo, der leverer en overbevisende præstation. Hun er androgyn, næsten skandinavisk minimalistisk og gennemsigtig i sit udtryk kontra hendes sydamerikanske medspillere, og hendes udtryksmæssige spændvidde er begrænset, men der er en sensitivitet og sårbarhed over hendes spil, og hendes ansigt er som et maleri.
Gael Garcia Bernal spiller Emas mand, og hans gestikuleren og væren bærer præg af alder og erfaring, det giver hans alvor en vis pondus, men mere aftryk sætter han ikke. Anderledes uimodståelig er Paola Giannini som advokaten Raquel, der opsøges af Ema, fordi hun vil skilles fra Gaston, og som ender med at have en affære med selvsamme.
Filmen er optaget i Valparaíso, Chiles største havneby. Jeg kendte ikke byen inden, men blev nødt til at undersøge geografien efter at have set ’Ema’, for jeg har sjældent set et scenisk bagtæppe, der matcher filmens natur og puls så meget – et urbant blow-up af farver og geometri.
Med ’Ema’ optager Larraín for første gang i Chile, og det må han gerne gøre igen. Mange af scenerne er visuelt overlegne musikalske sekvenser med dans, dans, dans fra byens højder, boldbaner og parkeringstage, med udsigt ud over gadelyshimlen og havet. En Hollywood-musical med et progressivt MTV-twist. Andre sekvenser er dunkle og eksplicitte sexscener med den blå farve som gennemgående symbolik for den maskuline energi.
Larraín har bedrevet en æstetiserende udforskning af seksualitet, identitet, eksistensberettigelse, og han doserer generøst budskabet om, at dansen er et kropsligt symbol på frigørelsen fra det konforme. Gennem kroppen finder vi friheden, for gennem kroppen elsker vi, skaber vi liv, og ultimativt erkender vi her vores egen dødelighed og fejlbarlighed. Det er pointer, filmen blandt andet understreger ved, at Ema underviser skolebørn, de kommende generationer, i dansens kreativitet, og at der i nogle af filmens vigtigste scener aldrig bliver talt, men udelukkende rørt fysisk.
Larraín arbejder meget med vidensfald og tidsforskydning, og ganske som i ’Jackie’, der er en suveræn fortolkning, fordi den indhyller fortællingen i en uberegnelig uhygge, er også ’Emaø kendetegnet ved en urovækkende og udefinerbar atmosfære.
Filmen, der fik premiere på dette års Venedig Festival og siden har rejst på festivaler som Toronto og San Sebastian, er ikke så følelsesmæssigt indfangende som ’No’ eller ’Jackie’, men den skiller sig ud. »Systemet er designet til at lukke folk ude som jer«, siger adoptionens sagsbehandler på et tidspunkt til Ema og Gaston. ’Ema’ er en film, der synes designet til at gøre oprør mod systemet.
Kort fortalt
Instruktøren bag ’No’ og ’Jackie’, Pablo Larraín, stiller de store spørgsmål om livet i et stærkt visuelt drama om seksualitet, identitet og familiekonstellationer.