’Social Distance’: Nej tak, Netflix – jeg vil ikke se et spejl af min røvsyge corona-virkelighed
Da ‘Social Distance’, en ny Netflix-serie optaget under Covid-19-karantæne, tager afsæt i afstand, tillader jeg mig at gøre det samme. Jeg vil simpelthen starte min anmeldelse af serien flere tusinde kilometer væk: nemlig i vores egen danske andedam.
Thomas Vinterbergs ‘Druk’ har fortryllet anmeldere og solgt over 400.000 billetter i danske biografer. Filmen er god og har den betydelige fordel, at konkurrenceevnen lige nu ikke hæmmes af amerikanske blockbustere. Men jeg har en teori om, at en tredje vigtig faktor spiller ind i filmens succes.
‘Druk’ er et overflødighedshorn af svedige favntag, omtågede fejltrin og sprit til ganer, ikke hænder. Sex er der ikke så meget af, men der kompenseres så rigeligt med lystige tableauer, der – i disse berøringsangste tider – synes lige så forbudte. Halvnøgne, svedige mænd, viklet ind i bodegarøg og tætte favntag. Unge, smukke mennesker sammenfiltrede på beskidte, uafsprittede metrogulve.
‘Druk’ rammer et tørt sted, fordi den ikke bare viser, men også til syvende og sidst hylder alt det, vi ikke må i en coronaramt verden. ’Orange Is the New Black’-skaber Jenji Kohans Netflix-serie ‘Social Distance’ gør præcist det modsatte.
Serien er bygget op som en antologi, optaget i et karantæne-indespærret USA, præget af krav om afstand og mundbind. På otte 20-minutters afsnit viser den en bred palet af de udfordringer, der udspiller sig mennesker imellem i en pandemi-ramt verden. På sundhedsansvarlig afstand, gennem computer- og mobilskærme.
Antologien starter med en zoom-begravelse for en afdød far i en distancesplittet hispanics-familie. Bølgerne går højt, og familiens interne stridigheder forstærkes af frustrationer over teknologiske kiks og langdistance-kommunikationens uundgåelige akavethed.
Hele seancen er ved at køre af sporet, da sammenkomstens ældste og mest teknologi-udfordrede deltager endelig formår at tænde sin mikrofon. Med gammelkloge, kærlige ord maner han familiemedlemmerne til besindighed, så freden kan endelig kan sænke sig.
Selv om de fleste danskere er blevet forskånet den ærgerlige oplevelse, det må være at begrave et nært familiemedlem online, vil situationen nok alligevel forekomme velkendt. Vi kender det akavede splitsekund, der suger livet ud af samtaler og morsomheder til zoom-sammenkomster. Og vi har alle selv stået i situationer, hvor en eller gammelklog type (eller politiker) lige sku’ minde os om, hvordan man tager sig sammen.
Det hele er så pokkers genkendeligt, at det næsten er ulideligt. For efter over et halvt år med covid-19 er det sidste, man har lyst til, da at blive inviteret til endnu et akavet zoom-møde. Komplet med underlig stemning, semimoraliserende opsange og sure familiemedlemmer.
Efter det første afsnit følger flere, der på diplomatisk manér giver os skærm-indrammet indblik i genkendelige coronascenarier hos en masse søde struggling amerikanere.
Der er både gamle som unge, hvide som sorte på rollelisten, der i det hele taget scorer højt på woke-skalaen. Påfaldende nok møder vi ingen Trump-vælgere, der nægter at bære mundbind. Alle er gode mennesker, som har det hårdt, men vælger at gøre det rigtige, sammen, hver for sig, og det er sympatisk og diplomatisk og dejligt, og ja, også lidt kedeligt.
‘Social Distance’ gør alt det rigtige. Der holdes afstand, sprittes af, kæmpes, manes til besindighed og solidaritet. Men hvad serien har tydeliggjort for mig er, at jeg i en tid med retningslinjer, afstandskrav og konstante irettesættelser netop ikke har brug for kulturprodukter, som gør, hvad man bør og tydeligt opfordrer sit publikum til det samme.
Lige nu orker jeg simpelthen ikke en godhjertet, afsprittet Netflix-serie, der forsøger at spejle vores – undskyld mig – dødsyge corona-virkelighed. Nej tak, du! Så hellere drikke sig fra sans, virkelighed og samling i eskapismens berusende eliksirer.
Kort sagt:
‘Social Distance’ inviterer til solidarisk zoom-møde på behørig afstand. Projektet er sympatisk, men som deltager keder man sig.