’7 Years of Lukas Graham’: Lukas Forchhammer er en krukket, karismatisk, forrygende hovedperson i ny dokumentar
Lukas Forchhammer er et vildt menneske. Alene i anslaget til René Sascha Johannsens portrætdokumentar ‘7 Years of Lukas Graham’ får den danske sanger fyret cirka syv floskler af om sine musikalske ambitioner og livsdrømme. »Jeg vil helt derud, hvor en, der drømmer stort, ikke drømmer om«, bedyrer han blandt andet til kameraet.
Som vi ser i filmens næste halvanden time, er Lukas Forchhammer hele tiden hundrede procent på, hundrede procent ærlig, hundrede procent ambitiøs, hundrede procent i sine følelser og hundrede procent en diva. Det gør ham til en drøm af en hovedperson i en film. Han reflekterer hudløst over sine følelser og holder dem ikke tilbage, hverken når han er lykkelig eller frustreret. Og han er ikke bange for store ord eller armbevægelser og deler sine høje ambitioner og krav til sine samarbejdspartnere uden at ligge under for janteloven.
Han og resten af bandmedlemmerne af Lukas Graham har da også noget at have ambitionerne i. De er ved filmens åbning i 2013 netop kommet til L.A. for »at lave vores livs album« hos det amerikanske pladeselskab Warner Bros., der sensationelt har signet bandet.
Således fortæller filmen en klassisk og effektiv underdog-historie om et dansk band, der opnår international succes. René Sascha Johannsen har fulgt Lukas Forchhammer – og bandet i periferien – i syv år, og det er et scoop, at han er med på sidelinjen gennem bandets bemærkelsesværdige opstigning til succes. Vi er med under bandets kreative arbejde og diskussioner, når Forchhammer udtrykker sine frustrationer over pladeselskabets ønsker om en glat popsingle, da hans producer bliver blæst bagover af ‘7 Years’, til singlen kravler op ad hitlisterne, og publikum strømmer til koncerterne. Men også backstage og i privaten, hvor sangeren kæmper med sorgen over at have mistet sin højtelskede far og bliver overvældet af alle de mennesker, der vil have en bid af ham. Og hvor han selv bliver far til en lille pige og forsøger at finde den svære work-life-balance.
Instruktøren har fortalt, at det tog ham lang tid at komme ind under huden på sin hovedperson, men det kan man ikke mærke på filmen. Tværtimod føles portrættet befriende ærligt og egofrit: Vi oplever også Lukas Forchhammer som et røvhul over for sine bandmedlemmer, pladeselskabsfolk og lidt for krævende fans. Og jeg har aldrig set nogen blive så barnligt sur over ikke at vinde en pris, som da Lukas Graham ‘taber’ tre Grammy-nomineringer til blandt andre Adele og beder sin publicist fucke af, da hun opfordrer ham til at slappe af.
Musikalsk kan man ikke blive andet end imponeret af at overvære bandet i aktion og ikke mindst af, hvor meget Forchhammer giver af sig selv. Derfor forstår man også godt, at der nogle gange ryger en finke af panden, når presset er for stort. »Man er fuldstændigt åben efter sådan et show«, siger sangeren helt sitrende efter en koncert og noterer, at det er derfor, musikere gerne bedøver sig selv med alkohol og stoffer.
Det er rørende at følge Lukas Forchhammers udvikling fra en gut med blødt babyface, kort lunte og kreative frustrationer til en voksen mand og far til to, der hviler betydeligt mere i sig selv både arbejdsmæssigt og personligt.
Faktisk falder tingene næsten lidt for godt på plads mod slutningen, hvor man savner nogle mellemregninger, der forklarer, hvordan han er nået frem til sine nye refleksioner om livets sande værdier.
Kort sagt:
‘7 Years of Lukas Graham’ fortæller en elementært god historie om et dansk bands rejse mod international succes med en ærlig og reflekteret Lukas Forchhammer i front som både karismatisk, krukket, banal og ret forrygende hovedperson.