Instruktør bag ’7 Years of Lukas Graham’: »Det er en film om Christiania-drengen, der vinder over de store kommercielle kræfter«

Lukas Graham tog ikke bare Danmark, men hele verden med storm, da de fik deres internationale gennembrud med kæmpehittet ’7 Years’ i 2015. Instruktør og fotograf René Sascha Johannsen var med på sidelinjen, fra det hele startede. Syv skelsættende år og 300 optagelsestimer senere er han nu biografaktuel med dokumentaren ’7 Years of Lukas Graham’.
Instruktør bag ’7 Years of Lukas Graham’: »Det er en film om Christiania-drengen, der vinder over de store kommercielle kræfter«
Lukas Forchhammer i '7 Years of Lukas Graham'. (Foto: René Sascha Johannsen)

Der er næppe mange i Danmark, som ikke kender Lukas Graham: Bandet, der i 2011 brød igennem herhjemme med singlen ’Ordinary Things’ og sidenhen opnåede det, som de fleste danske musikere kun tør drømme om, at slå igennem internationalt.

Lukas Graham blev det første danske band i historien, der fik over en millard streams på Spotify med verdenshittet ’7 Years’. Den samme rekord blev slået på Youtube med den tilhørende musikvideo, der er lavet af instruktør René Sascha Johannsen, som nu er aktuel med dokumentarfilmen ’7 Years of Lukas Graham’.

Dokumentaren følger bandets frontfigur, Lukas Forchhammer, på nært hold gennem syv år, hvor han sammen med bandet brager igennem på den internationale musikscene. Intet virker tilsyneladende umuligt for den karismatiske forsanger fra Christiania, der kort efter gennembruddet i Danmark blev signet af et stort internationalt label, optrådte for 80.000 mennesker på Wembley Stadion i London og blev nomineret til hele tre Grammy’er over for kæmpestjerner som Adele og Beyoncé.

Ud over at være med backstagetil de store koncerter, under de intense sessions i studiet og i tourbussen kommer vi i filmen tæt på forsangeren, der bliver far, mens han stadig bearabejder sorgen over at have mistet sin egen far.

René Sascha Johannsen var fotograf og klipper på Mads Brüggers ’Det røde kapel’ og har igennem sine mange år i filmbranchen instrueret en lang række musikdokumentarer og -videoer for blandt andre Suspekt og Oh Land. Som tidligere trommeslager og musikentusiast har han altid været fascineret af subkulturer, særligt inden for musikbranchen, hvilket også har været drivkraften bag den syv år lange proces med Lukas Graham.

»Det er fedt at være omkring mennesker, der er så insisterende omkring deres kunst og ikke lader sig rive med af mainstreambølgen. Det, tror jeg, er en subkulturel tankegang, for hvis du ikke har et kommercielt mål, men har noget, du brænder for, så er det dét, der er drivkraften og ikke målet. Og det var meget dét, som det startede med for Lukas, og det var de samme mekanismer, som jeg kunne genkende«, fortæller René Sascha Johannsen, da vi møder ham på Friheden på Nørrebro.

»Lukas kom til USA med en klar mission. Han vidste, hvad han stod for, og fik skrevet ind i kontraktet med Warner, at de måtte ikke pille ved hans image. Det skulle handle om musikken og ikke, hvad han havde på, eller hvordan hans hår sad. Det var jo også derfor, at han kunne finde på at møde op til tv-shows i et par joggingbukser, den sædvanlige undertrøje og med bonghår ud til alle sider«.

Instruktør René Sascha Johannsen.

Hvad var det mest interessante ved at følge ham og hans udvikling gennem de syv år, hvor projektet stod på?
»Det var især de intensive proceser, som blandt andet foregik i studiet. Når man er helt inde, hvor man nærmest ikke tør trække vejret, fordi ting bliver udviklet ned til mindste detalje, og man jonglerer med hvert eneste ord.

Det var svært ikke at blande sig, for man fik jo lyst til at være en del af processen, og der var også nogle ting, vi skulle afstemme nogle gange«.

Opstod der konflikter mellem jer undervejs?
»Ikke noget, som vi ikke kunne tale om. Jeg tror, det er naturligt for Lukas at tage ejerskab på ting, så det var noget, jeg skulle vænne ham af med. Flere gange undervejs måtte jeg sige: ’Hey du behøver ikke at tale til kameraet eller opridse situationen. Jeg er her bare, og du behøver ikke at bruge energi på det’.

Der var en dag i studiet, under de første dage, da han ikke helt havde vænnet sig til, at jeg var der… Det var faktisk også en af de episoder, hvor jeg tror, at vi bondede lidt. Jeg kunne mærke, at han blev irriteret på et tidspunkt, og så gik han ud til sin manager, som sad i rummet ved siden af, og fordi han havde mikrofon på, kunne jeg høre, at han sagde: ’Kan vi ikke bede René om at smutte for i dag, for jeg kan ikke koncentere mig’. Der måtte jeg gå ud til ham og give ham et kram og sige, ’det er så fint, jeg trækker bare stikket for i dag. Du skal bare sige det til mig’, og så startede vi stille og roligt op igen. Det er en balance, man skal finde«.

Hvordan vandt du hans tillid?
»Når man bruger så meget tid sammen, tror jeg, det er meget naturligt også at give noget af sig selv, så jeg delte nogle ting med Lukas, som jeg ved også har gjort indtryk på ham. Det gjorde, at han fik forståelse for, at jeg har forståelse for, hvor han kommer fra, og hvad han har mistet. Det tror jeg helt klart har flyttet noget for ham«.

Blev han vant til kameraet til sidst?
»Jeg følte nogle gange, at jeg skulle starte forfra hver gang. Der kunne jo godt gå måneder mellem, at vi så hinanden, også fordi jeg boede i USA i al den tid, han har boet her i Danmark, så nogle gange var man lige nødt til at ridse spillereglerne op igen. Det gik der tit nogle dage med, men når jeg så havde været sammen med ham i tre-fire dage, begyndte der at opstå gode ting, og så glemte han mere og mere kameraet«.

Er der vilde optagelser, som ikke er kommet med i den endelige film?
»Der var nogle optagelser fra Christiania, da Pusher Street blev ryddet, hvor han stod og røg en joint midt i det hele. Dem ville jeg vildt gerne have haft med, fordi det siger meget om, hvor han kommer fra, men det passede bare ikke ind i vores historie«.

Lukas Forchhammer med sin kæreste og datter i ‘7 Years of Lukas Graham’. (Foto: René Sascha Johannsen)

Hvad synes han selv om den måde, han bliver fremstillet på i dokumentaren?
»Han er glad for det, og jeg tror også, han er stolt af det, netop fordi han tør smide paraderne så meget. Jeg ved, der er nogle scener, der er svære for ham, men han læner sig meget op af, at hans nærmeste har godkendt den og synes, at det er okay. Han kunne sagtens gå med sit ego og sige ’det kan jeg ikke lide’, for hvis man reagerer negativt på det, fordi man ikke selv kan lide at se de sider af sig selv, hvor man ikke fremstår 100 procent kontrolleret, så er det nemmeste jo at sige fra«.

Har han selv fået noget ud af dokumentaren og af at se sig selv udefra?
»Det vil jeg jo sige på en god dag. Jeg ville selv lære noget, hvis jeg så mig selv i den slags situationer, så det tror jeg, at alle ville. Det er typisk de gode minder, man husker, men hvis der er situationer, hvor man ikke har vist sig fra sin bedste side, så har man en tendens til at glemme det. Det er jo en forsvarmekanisme, og når der så er nogen, der tager de der situationer og stikker dem op i ansigtet på dig, igen og igen, og siger ’hey! det var sådan her, du opførte dig, og det bliver du nødt til at forholde dig til’, så tror jeg kun, at man kan lære noget af det«.

Hvad vil du gerne fortælle med filmen?
»En af de største ambitioner for mig var underdoghistorien. Christiania-drengen, der vinder over de store kommercielle kræfter ved at insistere på sin ting. Det var en vigtig historie for mig.

Det er også en film om værdier og balancer. Det bliver lidt livsfilosisk, men… at finde ud af hvad der betyder noget. Det er en film om at fokusere på de rigtige værdier og finde ud af, hvad der betyder noget for én og sætte de rigtige mål. Nogle gange skal man stoppe op og huske på, at man er på vej i den rigtige retning, især når man pludselig kan få alt, hvad man vil have. Det er jo en sindssyg situation at være i«.

’7 Years of Lukas Graham’ får biografpremiere 5. november.  

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af