’Arkansas’: Ny krimifilm på Netflix imiterer Coen-brødrene lystigt

’Arkansas’: Ny krimifilm på Netflix imiterer Coen-brødrene lystigt
Clarke Duke og Liam Hemsworth i 'Arkansas'.

»Hvem fanden er Clark Duke«, spørger du sikkert, når du ser instruktørnavnet på den nye Netflix-film ’Arkansas’.

Han har primært gjort sig som skuespiller, og måske genkender du ham fra ’Hot Tub Time Machine’ (eller som den i bedste 1980’er-oversættelse hedder: ’Bagstiv i boblebadet’).

I sin debutfilm som instruktør er der hverken tidmaskiner eller boblebade, men i stedet rednecks, stoffer og kugler.

Narkohandleren Kyle (Liam Hemsworth) er så dygtig til at sælge, at han bliver forfremmet fra gadepusher til at håndtere større salg for en organisation, der ledes af den mystiske Frog (Vince Vaughn). Sammen med sin nye makker Swin (Clark Duke selv) transporterer de dope over det meste af det sydlige USA under dække af at være park rangers, en slags skovbetjent eller skovridder.

Hvis det allerede nu dufter lidt af Coen-brødrene og ’Fargo’, er det ikke helt galt.

Uden at være nærmere bekendt med John Brandons bogforlæg af samme navn, er det tydeligt, at Duke og medmanuskriptforfatter Andrew Boonkrong har skævet lidt til kongerne af skæv krimihumor.

Kyle er groft sagt en kombination af Llewelyn Moss (Josh Brolin) og Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) fra ’No Country for Old Men’, tilsat et skvat Anton Chigurh (Javier Bardem) bare for at toppe no nonsense-karikaturern op.

Liam Hemsworth i ‘Arkansas’.

Det går da heller ikke super nemt for de to gutters drugs-on-wheels gesjæft. Deres kontaktperson, ranger Bright (en forholdsvis afdæmpet, men dragende John Malkovich), prøver ihærdigt at skole dem i faget, men noget går galt, og så er alle mere fucked end Steve Buscemi over for en flishugger i ’Fargo’.

Atmosfæren sidder i skabet og en lille koncertoptræden fra The Flaming Lips sætter en lækker streg under, hvilket slags quirk-univers vi befinder os i.

Men det kniber for Duke at få alle plottråde til at hænge sammen. Udover Swin og Kyle (som i bund og grund bare grynter trusler det meste af tiden) følger vi Frogs indtog i narkobranchen i flere flashbacks, og en romantisk sidehistorie mellem Swin og den lokale pige Johnna (Eden Brolin, yup, Josh’ datter) føles skiftevis øm og overflødig.

Skuespillet fejler som sådan ikke noget. Hemsworth er ganske overbevisende og udstråler en for ham sjælden autoritet, der giver forhåbninger om, at talentet rent faktisk kan udvikle sig til andet end blot at være kendt som Thors lillebror.

Vince Vaughn i ‘Arkansas’.

På samme måde er Duke charmerende, og Vince Vaughn får det meste ud af sin ujævne Frog-karakter, der ville have haft godt af at være omdrejningspunktet for filmen.

Sammenfletningen af de forskellige historier hakker i det som en firkantet klods, der skal igennem et rundt hul. Og nu må filmskabere gerne snart droppe den gimmick, hvor vi springer hovedløst rundt mellem fortid og nutid. Det skal i hvert fald være langt mere gennemført end her.

Det gør lidt ondt, når filmens bedste øjeblikke foregår i Frogs baghistorie. Hvis ikke tanken om Vince Vaughn og den gudsbenådede Michael K. Williams (Omar fra ’The Wire’), der sidder på en sofa og gnasker popcorn, mens de ser ’Toxic Avenger’, ikke frembringer bare ét lille smil, er din sjæl fortabt.

Forsøget på at skabe en neo-noir-klassiker lykkes dog ikke, og i stedet melder lysten sig til at binge samtlige sæsoner af ’Justified’ sig indtrængende. Her får man bedre stillet sulten efter rednecks, crime og cool atmosfære.  


Kort sagt:
God stemning og fede øjeblikke kan ikke redde skuespillere Clark Dukes debutfilm ’Arkansas’ fra middelmådigheden.

’Arkansas’. Film. Instruktion: Clark Duke. Medvirkende: Liam Hemsworth, Clark Duke, John Malkovich, Eden Brolin, Vince Vaughn, Michael K. Williams, Vivica A. Fox, Chandler Duke. Spilletid: 116 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af