Charlie Kaufman er kendt som en af de særeste instruktører/manuskriptforfattere inden for amerikansk indiefilm.
Siden ’Being John Malkovich’, som blev instrueret af Spike Jonze, er han blevet berømt for en helt særlig skævvridning af filmmediet. Hvis manuskriptet bærer Kaufmans signatur, kan man forvente labyrintiske rejser ind i den menneskelige hjernes erindringer og fortrængninger med metalag, der mangedobler sig, så man som seer nærmest bliver svimmel.
Mesterværket ’Synecdoche, New York’ instruerede han selv og har hidtil stået som den ultimative Kaufman experience. Indtil nu i hvert fald.
For Charlie Kaufmans romandebut ’Antkind’ fra i år er så Kaufman’sk, at den burde være ulæselig.
Men det er en af de sjoveste romaner, jeg har læst i mit liv. Og den er absolut værd at tage livtag med, også selvom man er en filmfan, der normalt ikke scanner litteratursektionen.
Starbucks – kaffens svar på Christopher Nolan
’Antkind’ er tætpakket med filmreferencer og morsom filmkritik.
Handlingen lægger dog relativt straight ud:
B. Rosenberger Rosenberg er en miskendt filmkritiker, der har udgivet et kæmpe katalog af højpandede artikler om esoterisk filmkunst, køn og transformation på bittesmå forlag. Hans store idol er nybølgeikonet Jean-Luc Godard og Judd Apatow – sidstnævnte betragter han ikke som en komiker, men som en sand auteur.
Sådan her kan mandens refleksioner over amerikanske kaffekæder og film lyde: »Starbucks er det intelligente kaffevalg for dumme mennesker. Kaffens svar på Christopher Nolan. Dunkin’ Donuts er lowbrow, autentisk. Den simple, ægte fornøjelse ved en film af Judd Apatow. Intet blær. Virkeligt. Menneskeligt«.
Filmkritikeren møder under et ophold i Floria en ukendt DIY-filmskaber, Ingo Cutbirth. Cutbirth inviterer ham til en privatforevisning af sin tre måneder lange stop-motion-film, produceret fra 1920’erne og frem til i dag, hvor Cutbirth er en aldrende herre. Filmen er et Mesterværk, erfarer Rosenberg snart. Og Rosenberg er den eneste, der har set den. Rosenberg øjner sit kald som kritikeren, der skal hjælpe Cutbirths kæmpeværk ind i filmhistoriens kanon og derved også cementere sit eget navn.
Cutbirth dør under forevisningen af den tre måneder lange film, hvor nattesøvn nu og da foregår i realtid. På et tidspunkt grubler en af filmens karakterer i 10 nætter og dage, hvilket ganske traditionelt markeres med kalendersider, der rives af. Blot varer sekvensen også 10 dage og 10 nætter, får vi at vide. Rosenberg vil tage det digre filmværk med til New York og give den sit længe ventede tur i spotlyset. Men alt går skævt på turen. Der opstår en brand, som får spolerne til at gå op i røg, og Rosenberg ender i koma.
Og først derfra bliver referatet for alvor Kaufman’sk: Opvågnet fra sit koma får Rosenberg en hypnotisør, den navnkundige Barrasini, til at hjælpe ham med at genkalde sig Cutbirths mesterværk, sådan at han kan skrive en ’novelization’, en roman-tisering af filmen. Efterhånden som film, erindring, dobbeltgængere og Gøg og Gokke-inspirerede vignetter fra Cutbirths filmepos smelter sammen på den hvide side, skrumper Rosenberg ind og ender med at leve i hypnotisørens sokkeskuffe.
’Antkind’ er et sted på Kaufman-skalaen mellem ’Being John Malkovich’ parret med det eksistentialistiske mismod fra ’Synedoche, New York’ tilsat nogle af rejserne ind i erindringens hjernetråde i ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’.
Ikke at hovedpersonen selv just er fans af disse film: »Kaufman er et monster, simpelthen, men et monster der ikke erkender sin egen overvældende uformåen«, siger Rosenberg i en af sine andre kritiske tirader om samtidsfilm. »Kaufman er Godzilla med gebis, ’Halloween’s Mike Myers med en gummikniv, Klovnen Pennywise hvis han havde fået kontakteksem af at leve i kloakken«.
Alt er tilladt på det hvide papir
Charlie Kaufman nyder sin licens til at slippe styret på en måde, som nok ville få de fleste filmproducenter til at trække sig. På den hvide side kan alt lade sig gøre. Der er en totalitær fastfood-kæde. En fremtidig udgave af Facebook kaldet Brainio, som hægter sig direkte på hjernen. Efterhånden som tingene skrider frem i romanen og i genfortællingen af Cutbirths film, viser det sig, at tidens pil måske bevæger sig baglæns?
Til sidst får vi også en (slags) forklaring på, hvorfor i alverden romanen hedder ’Antkind’ – ingen spoilers, men slutningen involverer en kæmpemyre kaldet Calcium og foregår blandt andet på et klovnehospital.
Der er en utrolig sans for både raffineret og grovkornet komik, og bogen forsvinder mellem fingrene på én, når man først er blevet afhængig af Rosenbergs selskab – som jeg i hvert fald hurtigt blev.
Præcis som Kaufmans film på det store lærred har romandebuten også smertelige og smukke passager, som gør ’Antkind’ til mere end blot cineastisk-litterær spøg og skæmt. Og ikke engang i dette spejlkammer af film, virkelighed, hverdag og drøm kan man tilsyneladende undgå Donald Trump.
En lige linje fra film til bog
Rosenberg er yderligtgående politisk korrekt og hans besættelse af identitetspolitik forplanter sig dybt ned i hans sprog. Ikke desto mindre er fortællingens skaber lige så grum ved ham, som Rosenberg er ved ham.
Han falder konstant (som i konstant) ned i kloakhuller, som han høfligt benævner ’person holes’ frem for det engelske, maskulint kønnede ’man holes’. Fugle skider på ham, uden at det lader til at bringe held af den grund. Han er sygeligt optaget af, at folk ikke skal antage ham for at være jødisk – også selvom han trods alt hedder 2 x Rosenberg(er), bærer et rabbineragtigt skæg og vist nok ligner skuespilleren Bob Balaban.
Man tager sig til hovedet over hans akutte selvovervurdering og den konstante fornedrelse, han møder. Samtidig må man hylde ham for hans belæsthed og forkærlighed for det smalle og outrerede. I en algoritmestyret, Disney+-sukret tidsalder er det svært ikke at se ham som Kaufmans desperate, tragiske antihelt i en lige slægtslinje fra John Cusacks dukkefører i ’Being John Malkovich’, Philip Seymour Hoffmans ulykkelige teaterinstruktør i ’Synecdoche, New York’ og Nicolas Cages dobbelte Charlie Kaufmans i ’Adaptation’.
’Antkind’ er som en kinesisk æske og leger kluddermor med både absurd teater, slapstick, filosofi og filmhistorie. Lad dig ikke skræmme af, at romanen vejer 0,8 kilo (jeg tjekkede den på køkkenvægten) og er på over 700 sider: Den er sjovere, mere uforudsigelig og bevidsthedsudvidende end noget, du vil fange på nogen streamingtjeneste i år – muligvis fraregnet Kaufmans egen Netflix-film ’I Am Thinking of Ending Things’.
Som jeg dog personligt næppe samler kræfter til at se før til foråret…