’Daniel Isn’t Real’: Schwarzenegger Jr. er en bleg skygge af sin far i psykedelisk horror

’Daniel Isn’t Real’: Schwarzenegger Jr. er en bleg skygge af sin far i psykedelisk horror
Patrick Schwarzenegger i 'Daniel Isn't Real'.

Hvad er appellen ved Arnold Schwarzenegger? Spørgsmålet skal ikke forstås som en sviner, for det er immervæk en tand for let at affeje ham som en joke.

Men fra dræberrobot over actionbøf til fjoget familiefar var den enorme østriger en af filmverdens mest elskværdige skuespillere fra midt 80’erne til 90’erne. Allerede i dokumentaren ’Pumping Iron’ fra 1977 sparkede han døren ind til Hollywood som et vidunderligt jovialt røvhul med en personlighed lige så stor som hans overmenneskelige biceps.

Hvad end hans appel måtte være, har sønnike Patrick Schwarzenegger den ikke. I det mindste ikke i Adam Egypt Mortimers trippede b-filmgyser, hvor han som den psykotiske fantasiven Daniel prøver at overtage kontrollen over sin ’virkelige’ modpart Luke (Miles Robbins).

Det ville være urimeligt at afkræve ham farens bodybuilderkrop og gebrokne europæiske accent. Ligegyldig, hvor meget Patricks ansigtstræk er som snydt ud af næsen på Arnold, så er jo han sin egen. Så meget desto mere kan man undre sig over, hvorfor han er filmet, som om han fyldte lige så meget af skærmen som farmand. Selv når han filmes faretruende bagfra eller skulkende i et værelseshjørne, er det svært at gyse ved synet af hans trænede, men spinkle silhuet.

Han spiller rollen mere som en uartig gavtyv end som en dødsensfarlig dræbermaskine, og som filmens primære trækplaster – i et åbenlyst smånepotistisk forsøg på at presse Patrick ind i sin fars forhenværende plads i Hollywood – er hans præstation lidt af en fiasko.

Miles Robbins i ‘Daniel Isn’t Real’.

Ligesom Patrick træder i Arnolds alt for store sko, prøver filmen selv at fange 80’ernes neon-belyste æstetik med et tung, diskant synthscore og en håndfuld gode, gyselige praktiske effekter, som da Daniel og Luke smelter sammen i et Carpenter-lignende mareridtsscenarie. På det punkt klarer filmen sig bedre, for som med den psykedeliske vanvidsgyser ’Mandy’ fra 2018 er 80’er-inspirationen mere end fingerdyb.

Mens vi følger Lukes deroute fra akavet nørd til selvsikker punkertype under Daniels manipulerende indflydelse, går filmen fra klinisk rene universitetslokaler til lurvede cokefester i snørklede undergrundssystemer og et lejlighedsatelier, der er som taget ud af slashere som ’Driller Killer’. Den paranoia-inducerende atmosfære vækker netop minder om splatterfilm fra genrens som Brian De Palma, John Carpenter og Abel Ferrara. Men fotograf Lyle Vincent, der ellers også filmede den blødende smukke, sort-hvide vampyrfilm ’A Girl Walks Home Alone at Night’, formår ikke at fange den krybende, voyeuristiske kamerastil, som gjorde disse klamme gysere så effektive.

’Daniel Isn’t Real’ gør sit for at fremvise et mere sympatisk billede af psykisk sygdom end gyserne fra 1980’erne. Lukes voldelige fantasiven kommer sig af en arvelig mental lidelse, som er gået fra moren til ham, og da han i starten af filmen som barn låser Daniel inde, er det i mormorens dukkehus. Som i Ari Asters ’Hereditary’ lægges der vægt på psykisk lidelse, der går over generationer. Men de sympatiske intentioner ryger dog over bords, da Daniels herkomst blotlægges mod slutningen.


Kort sagt:
Patrick Schwarzenegger er den største akilleshæl i stilet, psykedelisk bodyhorror, der lugter langt væk af nepotismeprojekt.

'Daniel Isn't Real'. Film. Instruktør: Adam Egypt Mortimer. Medvirkende: Miles Robbins, Patrick Schwarzenegger, Sasha Lane, Mary Stuart Masterson. Spilletid: 100 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af