Nr. 10: Khalid – Ali Kazim i ’Adams æbler’
En af de helt store oplevelser i Anders Thomas Jensens tredje film, ’Adams æbler’, er Ali Kazim som den skydeglade araber Khalid, der røver Statoils – og kun Statoils (!) – for at få råd til et hus i Saudi-Arabien.
Kazim er et af nye ansigter blandt Anders Thomas Jensens usual suspects, men han blender perfekt ind. Og så er hans uforudsigelige Khalid et godt supplement til filmens lidt mere forudsigelige karakterer.
Det bedste ved Khalid er hans spontane udbrud, der afføder den ene oneliner efter den anden. Og udbruddene bliver kun sjovere af, at den unge araber på politisk ukorrekt vis klodser godt og grundigt rundt i grammatikken.
»Krafthelved! Den var helt frisk!«
Nr. 9: Peter – Ulrich Thomsen i ’Blinkende lygter’
Ulrich Thomsens Peter er uden tvivl den mindst kulørte af de sociale udskud i ’Blinkende lygter’s firemandsgruppe. Torkild leder, Arne skyder med automatvåben, og Stefan venter barn med Hanne, som han er smaskforelsket i. Peter? Han fabler ikke om andet end kokain, og så kan han i store dele af filmen ikke bevæge sig, fordi han er blevet ramt af en kugle i maven.
Peter gemmer, som de andre hovedkarakterer, på en barsk forhistorie. Da han var dreng, tog hans far ham og hans ven i at ryge cigarer og læse pornoblade. Som strafaktion låste faren Peter inde i et kosteskab med en æske cigarer, og der befalede han ham at sidde, indtil han havde røget dem alle. Det blev til flere uger – måske måneder – og han kom først ud, da faren døde en blodprop.
Et af de stærkeste øjeblikke i ’Blinkende lygter’ er, da den voksne Peter – der som konsekvens af fortidstraumet har udviklet klaustrofobi – (igen) bliver sat fri og styrter tværs gennem skoven og ud mod det åbne hav, mens slænget følger bekymret efter fuldstændigt uvidende om, at de ved at låse ham inde på ny har reaktiveret et dybt traume.
Endelig berettiger Ulrich Thomsens legendariske levering i »jeg skal da ’ha«-scenen i sig selv en plads på listen.
Nr. 8: Carl – Frits Helmuth i ’Blinkende lygter’
Den alkoholiserede læge Carl (Frits Helmuth) i ’Blinkende lygter’ er en mand med mange talenter. Han kan lave sovs, og så ved han i kraft af sit erhverv en ting eller to om, hvordan man tilser en person med et skudsår.
Det sidste viser han prøver på, da han efter at have modtaget et stort seddelbundt fra Torkild hælder et skvæt spiritus på Peters åbne sår og beder ham ligge stille i 14 dage, spise salt og drikke en hel masse vand.
Det er ikke alle i selskabet, der stoler lige meget på åbenlyst berusede nabo, men da ingen af de fire ved bedre, tager de til takke med Carls rådgivning. Med tiden bliver Carl en kærkommen stamgæst på grunden og en tiltrængt ven til den kriseramte Peter, der er ret så fascineret af hans teori om, at man ved at drikke en øl fra et jordhul af den helt rigtige dybde kan opnå en tilstand af evig lykke.
Frits Helmuth var fra 50’erne og fire årtier frem et stort skuespillernavn i Danmark, men i tiden omkring årtusindeskiftet var han røget lidt i glemmebogen, og ’Blinkende lygter’ blev således et comeback for skuespilleren, der med rollen fik præsenteret sig selv for en yngre generation, inden han gik bort fire år senere.
Nr. 7: Holger – Ole Thestrup i ’De grønne slagtere’
Anders Thomas Jensen hev nærmest ved en tilfældighed Ole Thestrup frem fra gemmerne til ’Blinkende lygter’, og den karismatiske østjyde nåede at være med i alle Anders Thomas Jensens spillefilm, inden han gik bort i 2018. Og man forstår hvorfor. I Jensens sorthumoristiske univers er der plads til de skæve eksistenser, og i den kategori er der ikke nogen, der når Ole Thestrup til sokkeholderne.
I ’De grønne slagtere’ er han grotesk som aldrig før som den intimiderende slagtermester, Holger, der håner sine slagterlærlinge, da han fortæller den ene, at hans leverpostej smager af »skridtsved« og den anden, at hans frikadeller er »så seje, at man kan puste dem op som balloner«.
Ole Thestrup spiller rollen med sin sædvanlige, unikke udstråling, og allerede i hans første scene får man en fornemmelse for hans rablende galskab, da han over for en ældre kvindelig kunde i slagterbiksen åbenbarer sin perverterede fascination for pølser.
»Pølser har altid fascineret mig. Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter«.
Nr. 6: Adam – Ulrich Thomsen i ’Adams æbler’
Hvordan gør man en nynazistisk skinhead blottet for sympati til omdrejningspunktet i en komediefilm? Man skaber et karaktergalleri rundt om nynazisten, der er så rablende vanvittigt, at han fremstår som den mest relaterbare af dem alle sammen.
Ulrich Thomsen leverer en stor præstation som den gudsforladte nynazist Adam Pedersen, der stempler ind til 12 ugers samfundstjeneste ved en landsbykirke med målet om at bage en »ævlekage«.
Adam skaber sig dog hurtigt et andet mål: Han vil nedbryde kirkens virkelighedsfornægtende præst, Ivan (Mads Mikkelsen) ved at få ham til at indse, at Gud er ond.
Den mission kaster en række religiøse samtaler med Ivan af sig og med bundtroværdigt skuespil fra begge parter, føles det naturligt, når de to modsætninger undervejs rykker ved hinandens grundantagelser.
Nr. 5: Hanne – Sofie Gråbøl i ’Blinkende lygter’
Den glade og umiddelbare Hanne (Sofie Gråbøl) vil så gerne passe ind blandt Stefans bedste venner i ’Blinkende lygter’, men det er ikke nemt, når de alle er »stjernepsykopater«, der ikke laver andet end at »drikke, gå på jagt og se fjernsyn«.
Hun giver dog ikke sådan op, så for at knytte bånd med drengene foreslår hun, at de skal puste æg. Den aktivitet synes hun tilsyneladende er lidt sjovere end de andre, og da hun – i en af de mest ikoniske scener i dansk komediehistorie – morer sig lidt for meget over Torkilds udfordringer med ægget, svarer han igen ved at lange hende en på sinkadusen.
Hanne bliver aldrig rigtigt en del af slænget, men ikke desto mindre er hun en vigtig karakter for fortællingen, da hun ved sin blotte tilstedeværelse blotlægger, hvor afkoblede drengene er fra det normale samfund og omvendt. Sofie Gråbøl demonstrerer sin fintunede komiske timing i rollen.
Nr. 4: Alfred Jæger – Ole Thestrup i ’Blinkende lygter’
Noget af det mest fascinerende ved Ole Thestrup er, at han er så original, at det er tæt på umuligt at forestille sig andre skuespillere spille hans roller og udsige hans replikker. Og faktisk gik det også galt, da de prøvede: Ifølge et tilbageblik i Politiken prøvede de andre skuespillere på Anders Thomas Jensens film ofte at sige hans replikker, men det var aldrig i nærheden af at lyde så godt, som når det kom fra Thestrups mund.
Det er ’Blinkende lygter’ et godt eksempel på. For hvem andre end Ole Thestrup ville kunne gøre en så simpel sætning som ’Vi jaaager!’ så ikonisk, som den er i dag?
Ligesom i ’De grønne slagtere’ spiller Ole Thestrup, som den hjertevarme jæger Alfred, en mand, som har et så passioneret forhold til sine interesser, at det stråler ud af ham. Det smitter, og det er svært ikke at smile, når han med sin dobbelthage og sit vidunderligt lidenskabelige smil fræser gennem skoven i sine gummistøvler i total optur over at jage dyr med semiautomatiske rifler.
Nr. 3: Bjarne & Eigil – Nikolaj Lie Kaas x 2 i ’De grønne slagtere’
’De grønne slagtere’ ville ikke have været det samme uden Nikolaj Lie Kaas, der bærer en stor del af filmens vægt på sine skuldre i den imponerende dobbeltrolle som de kontrastfulde tvillingebrødre Bjarne og Eigil.
Relationen mellem de to ligger ved filmens begyndelse i ruiner. Den hjerneskadede Eigil, som er sygeligt besat af dyr, ligger i koma, efter han slog brødrenes forældre samt Bjarnes kone ihjel i en »halalslagtning af olympiske dimensioner«, da han i et vanvidsræs kørte familiens bil af motorvejen i et forsøg på at styre udenom en hjort.
Da Eigil – mod alle odds – vågner fra sit koma syv år senere, gør han alt, hvad han kan for at genskabe sin kontakt til sin bror, men Bjarne har intet andet end afsky til overs for Eigil.
Det er både tragisk, komisk og dybt rørende at se Eigil (og hans tøjgiraf) – der måske, måske-ikke forstår, hvad han har gjort – gøre kur til sin sorgfyldte bror, som i et forsøg på at glemme, hvad der er sket, har lukket helt ned for relationen. Og at Nikolaj Lige Kaas portrætterer begge brødre med lige stor overbevisning, gør kun forsoningshistorien mere dragende.
Nr. 2: Ivan – Mads Mikkelsen i ’Adams æbler’
Ivan (Mads Mikkelsen) er en ulykkesfugl udover det sædvanlige. Faktisk er der ikke én ting i livet, der kører for ham. Han er født med en svulst i hovedet på størrelse med en volleyball, og så er han gennem hele sin opvækst blevet søndervoldtaget af sin far.
For at kunne leve midt i alle forfærdelighederne har Ivan udviklet en forsvarsmekanisme: Han fornægter simpelthen alt, som gør ondt. Og som præst stoler han blindt på, at Gud vil ham det godt.
Mads Mikkelsen er fantastisk facetteret i rollen som den ambivalente Ivan, der iført shorts, sandaler og cykelhjelm faktisk gør et fortrinligt stykke arbejde med at holde en tatoveret nynazist, en bevæbnet serieforbryder og en alkoholisk ekstennisstjerne i stram line.
Men han er en tikkende bombe, og i Mads Mikkelsens udtryksfulde mimik fornemmer man, at Ivan til enhver tid kan sprænge i luften, når han engang erkender tingenes reelle tilstand.
Det er således helt absurd at se ham forsøge at bilde Adam og co. ind, at hans søn er anfører på håndboldholdet, når alle – inklusiv Ivan selv – kan se, at han er ude af stand til at bevæge sig. Omvendt er det også livsbekræftende at se et menneske, som insisterer så højt og helligt på at se lyst på tilværelsen.
Nr. 1: Svend Sved – Mads Mikkelsen i ’De grønne slagtere’
Førstepladsen går til Mads Mikkelsen som den neurotiske slagter Svend Sved, der i ’De grønne slagtere’ oplever at få anerkendelse for første gang i sit liv, da han begynder at sælge menneskekød under varedeklarationen »Kylle Rylle«.
Svend Sved er på alle måder en usympatisk karakter. Han lyver, han kommanderer, han er selvretfærdig… og han slår uden de store kvaler mennesker ihjel og sælger deres kød til uvidende kunder. Og da han over for sin slagtermakker Bjarne skal prøve at retfærdiggøre, at han fortsætter med at låse uskyldige mennesker inde i sit fryserum, forsvarer han sig med, at han aldrig er blevet elsket.
Alligevel er det svært ikke at holde en lille smule af den stakkels Svend, ikke mindst på grund af Mads Mikkelsen ømme præstation som en forsmået mand, der fra naturens side er blevet udstyret uheldigere end de fleste med mærkværdigt høje tændinger og hyperaktive svedkirtler.
Mads Mikkelsen går planken ud i forhold til, hvor usympatisk og grim man kan tillade sig at være på film, og det var på mange måder her, han lagde kimen til de facetter, han senere viste på den internationale scene med sin intellektuelle kannibal i ’Hannibal’ og blodgrædende pokerspiller i ’Casino Royale’.