’Milla’: Sickflick med stortalent Eliza Scanlen har alt for travlt med at være quirky
En kræftsyg pige bliver forelsket i en fyr, der får hende til at føle sig i live.
Det er en opskrift, vi har set i adskillige sick flicks som ‘En flænge i himlen’, ‘Me and Earl and the Dying Girl’ og ‘En-to-tre-nu!’, der benytter sygdom og død som en dramatisk forstærkning af intense teenagefølelser. Særligt romantisk er det i genren, når pigen trodser forældre og lægers fornuftige regler for at stikke af med sin elskede. Ung kærlighed overtrumfer alt! Lev livet, som var det din sidste dag!
Den trope benytter også den australske instruktør Shannon Murphy i sin debutfilm ‘Milla’, der ellers er i den lødige ende af spektret. Den har nemlig på godt og ondt alt for travlt med at være quirky til at udnytte sit tåreperserpotentiale.
Stortalentet Eliza Scanlen fra ‘Sharp Objects’ og ‘Little Women’ spiller 15-årige Milla, som er terminalt syg af en udefineret kræftform. Vi møder hende på en togperron, hvor hun ligner en, der overvejer at kaste sig ned på skinnerne.
Men wuuush, så flyver den 23-årige hjemløse narkoman Moses (Toby Wallace) gennem luften og ind i filmen og Millas liv, hvor han både bogstaveligt og symbolsk slår benene væk under hende i en klarsynet redningsaktion. Han beder hende om penge. Hun beder ham om at barbere sit hår af. Og så er den skæve romance i gang. Først er Moses primært motiveret af adgangen til piller, men efterhånden viser han flere dybder.
Man skal lige sluge en kamel for at acceptere Millas forelskelse i den selvtatoverede, uhygiejniske og ubegavede taberfyr, hvis primære motivation for at se Milla er adgangen til piller.
Men da vi og Moses efterfølgende kommer med hjem til middag i Millas pæne øvre middelklassehjem i forstaden, forstår man godt hendes oprørstrang. Faren (Ben Mendelsohn) er psykiater, moren (Essie Davis) er pensioneret pianist, og de forsøger begge at kurere deres angst og smerte med et overforbrug af medicin. Det er et sjovt scenarie, at Milla har hevet Moses – en forælders værste mareridt – med hjem til middag, hvor forældrene ikke tør protestere, fordi de behandler deres syge datter med fløjlshandsker.
Forældrene forsøger først at få Moses til at pakke sig. Men på den anden side – hvorfor ikke lade deres døende teenagedatter opleve så meget glæde og kærlighed som muligt, hvor den end kommer fra? Det er et forståeligt og dramatisk effektivt, om end lidt fortænkt dilemma, som velspillende Mendelsohn og Davis’ fint udfoldede forældre gennemgår.
Til gengæld finder Eliza Scanlen, som ellers var fantastisk i ‘Sharp Objects’, aldrig helt troværdigt ind i sin karakter. Måske fordi filmen ikke lader hende hvile i øjeblikkene og følelserne, men hele tiden springer videre og lægger afstand gennem distancerende filmiske virkemidler som inddeling i korte kapitler med fjollede titler og brud på den fjerde væg. Det er ikke overraskende, at filmen er baseret på et teaterstykke, som dets dramatiker Rita Kalnejais selv har skrevet filmmanuskriptet på baggrund af. Flere replikker, bikarakterer og ikke-centrale plottråde – der blandt andet involverer farens flirt med en gravid nabo – føles meget skrevne.
Visuelt er filmen dog dynamisk fortalt, sansemættet, farverig og stilbevidst. Der er gode scener, men filmen prøver for hårdt på at være speciel og ender med at være quirky og selvbevidst på den irriterende måde. Da den endelig mod slutningen lægger distancen til side og slår over i et mere traditionelt sick flick-melodrama, er det for sent at mane følelserne frem.
Kort sagt:
Australsk sick flick med talentfulde Eliza Scanlen har erstattet genrens kvalmende følelser med quirky excentriciteter, men det er ikke nogen stor forbedring.