’Diana – prinsernes historie’
En længere række Diana-dokumentarer fik premiere på 20-året for prinsessens død i 2017, og to blev på opsigtsvækkende vis skabt i samarbejde med sønnerne William og Harry: ’Diana, 7 Days’ og ’Diana, our mother: Her Life and Legacy’.
Det er kun den førstnævnte film (’Diana – prinsernes historie’ på dansk), der i skrivende stund kan findes på streaming herhjemme, men den er også absolut seværdig og ekstraordinært rørende, når Harry og William åbner op.
Prinserne fortæller blandt andet om den sidste samtale, de havde med deres mor (få timer før hun døde) og om, hvor anderledes hendes opdragelse var i forhold til de gængse royale standarder: »Vi blev begravet i kærlighed, det er helt sikkert«, husker Harry.
Foruden prinserne medvirker Tony Blair samt Dianas bror og søster, Charles og Sarah (som kortvarigt datede Charles i 70’erne), og det er svært ikke at få en klump i halsen, når prinsessens minde holdes i hævd af dem, der elskede hende højest.
Kan ses på DR TV.
’The Queen’
Move over, Olivia Colman og Claire Foy: Det hidtil skarpeste filmiske portræt af Dronning Elizabeth blev leveret af Helen Mirren i Stephen Frears’ ’The Queen’ i 2006. Så kan det godt være, at Mirren ikke just ligner den virkelig monark, men for dælen, hun er frygtindgydende formidabel i rollen – skrevet af ’The Crown’-skaberen Peter Morgan.
Filmen følger Elizabeth i dagene efter Dianas død i 1997, hvor hele nationen kastes ud i sorg, mens den royale familie famler efter, hvordan der skal reageres fra officiel side. Prinsessens skilsmisse fra Charles var blevet endelig året forinden, og dronningens forhold til sin tidligere svigerdatter var ikke just varmt.
Michael Sheen er genial som premierminister Tony Blair, der forsøger at bygge bro mellem dronningens kølige respons og folkets behov, mens altid gode James Cromwell giver den som Prins Philip. Sjovt nok indtages rollen som Charles af Alex Jennings, der i ’The Crown’s første sæson spillede Prins Charles onkel, Hertugen af Windsor, som abdicerede tronen (for at gifte sig med sin store kærlighed, Wallis Simpson).
Helen Mirren vandt velfortjent en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle i filmen, der giver et overbevisende indblik i Elizabeths særegne natur og besynderlige moralkompas som overhoved for »The Firm«.
Kan ses på iTunes og Google Play.
’Diana: In Her Own Words’
Når fjerde sæson af ’The Crown’ går helt tæt på Diana og Charles’ destruktive forhold, er mange af deltaljerne i høj grad løftet fra interviews med den virkelige Diana, som for alvor tog bladet fra munden efter separationen i 1992 (skilsmissen blev endelig i 1996).
Der er så mange Diana-film i omløb derude, at Netflix snildt kunne dedikere en hel kategori til ’emnet’, men en af de bedste forbliver ’Diana: In Her Own Words’ fra 2017, hvori instruktørerne Tom Jennings og David Tillman helt og holdent giver prinsessen ordet. Det lader sig gøre igennem omfattende, hudløst ærlige samtaler mellem Diana og journalisten Andrew Morton, som tilbage i ’92 optog timevis af båndmateriale til biografien ’Diana: Her True Story’.
Diana taler ud om ægteskabet, hendes tanker om Camilla Parker Bowles og ikke mindst den depression, der ramte hende efter brylluppet. I et af dokumentarens mørkeste øjeblikke fortæller prinsessen således, at hun simpelthen kastede sig ned ad trapperne i parrets hjem – mens hun var gravid med William – for at begå selvmord. Charles var ikke imponeret.
De dystre episoder til trods er filmen dog også inspirerende og kærlig, takket være Dianas magnetiske udstråling. Et must-see for alle, der vil tættere på mennesket bag myten (filmen kan passende suppleres af minidokumentarserien ’Diana: Her Story’, der ligeledes findes på Netflix).
Kan ses på Netflix.
’A Royal Night Out’
And now for something completely different…
Hvis du har brug for en gang royal eskapisme og britisk feelgood-charme mellem de alvorstunge dokumentarer, så har ’A Royal Night Out’ din ryg: Instruktør Julian Jarrold (’Kinky Boots’, ’Becoming Janes’) drysser nemlig uimodståeligt sukker udover den virkelige historie om dengang, den kommende dronning Elizabeth og lillesøster Margaret fik lov til at tage alene i byen for en enkelt aften.
Den særlige anledning var »V.E. Day« – Victory in Europa Day – den 8. maj 1945, hvor England såvel som resten af Europa eksploderede i en lykkerus over Nazi-Tysklands nederlag. Og i filmversionen griber prinsesserne chancen for at danse og flirte med folket, til dronningemoderens (Emily Watson) utvetydige misbilligelse.
Stortalentet Bel Powley (’The Diary of a Teenage Girl’, ’The Morning Show’) spiller udadvendte Margaret, mens David Cronenberg-musen Sarah Gadon (’Cosmopolis’, ’Maps to the Stars’, ’Alias Grace’) indtager rollen som den lidt mere tilbageholdende Elizabeth. Efter sigende vendte pigerne først hjem til Buckingham Palace klokken 6 om morgenen – uden tvivl lidt rigere på oplevelser mere saftige end afternoon tea med mommy dearest – og selvom filmens romantiske skildring af nattens hændelser hovedsageligt er fiktiv, er det svært ikke at sluge den råt. For hvad nu hvis…?
Kan ses på Blockbuster og SF Anytime.
’The Royal House of Windsor’
Den britiske kongefamilie er af Windsor-slægten, og hvis du efter ‘The Crown’s gennemgang har blod på tanden efter endnu flere fakta om »The Firm«, så leverer miniserien ’The Royal House of Windsor’ adskillige timers historieunderholdning.
Og det er ikke så tørt, som det måske lyder
Hvor ’The Crown’s første sæson startede i 1947, går miniserien her et par årtier længere tilbage og giver ny indsigt i, hvordan de royale forsøgte af »opdatere« kongefamiliens image for at følge med tiden i det 20. Århundrede, ikke altid helt succesfuldt. Det er fascinerende at få de virkelige detaljer omkring mange af de events, vi har set udfoldet i ’The Crown’ – fra kærlighedsintrigerne til Prins Philips forsøg på at få mere indflydelse og Lord Mountbattens Kirsten Giftekniv-råd til Prins Charles.
Se den og blær dig med din nye insider-viden over for ligesindede ’The Crown’-fans.
Kan ses på Netflix.
‘The King’s Speech’
Oscar-vinderen, mange elsker at hade, er en varm (uha!) fortælling om Dronning Elizabeths far, George, der må kæmpe for at overkomme sin stammen, da storebroren David (Guy Pearce) abdicerer fra tronen, og George derfor skal adressere nationen.
Colin Firth er fremragende som George, hvis galoperende nervøsitet over sin offentlige optræden vil vække genklang for enhver, der nogensinde har haft seriøst ondt i maven over en mundtlig eksamen. Bevares, Helena Bonham Carter (‘The Crown’s prinsesse Margaret) overspiller en kende på sidelinjen som dronning Elizabeth (mor til ‘The Crown’s Elizabeth), men Geoffrey Rush er karakteristisk veloplagt og sjov som stemmetræneren, der skal forsøge at få stakkels George til at slappe af.
Og den der store tale, det hele leder frem til? Man holder selv vejret undervejs.
Kan ses på HBO Nordic, Filmstriben, TV 2 Play, Blockbuster, Google Play og SF Anytime.