‘The Painted Bird’: Ekstremt brutal krigsfilm vil så gerne være et mesterværk
En næsten tre timer lang tjekkisk film om en jødisk drengs bevægelser rundt i det katastrofehærgede Østeuropa under Anden Verdenskrig. Filmet i spektakulære sort-hvide billeder. Spillet af en håndfuld bemærkelsesværdige skuespillernavne, som Harvey Keitel, Stellan Skarsgård, Udo Kier og Barry Pepper.
På papiret lugter ’The Painted Bird’ episk, og man skal da heller ikke mange minutter ind i filmen, før man i både stil og indhold fornemmer den åndelige tilstedeværelse af østeuropæiske mestre som Andrej Tarkovskij, Béla Tarr og Elem Klimov. Kan filmen så bære vægten fra sine højtflyvende ambitioner? Svaret er nej.
Instruktør, producent og manuskriptforfatter Václav Marhouls grandiose projekt afslører sig nemlig hurtigt som en prætentiøs banalitet, der flittigt tager næsten fornærmende fortællemidler i brug. Filmen fortæller os, at krig er en dæmonisk begivenhed, der spreder sig overalt som en sygdom i samfundenes væv. Og det siger den på den mest manipulerende måde: Ved at lade en ultimativt uskyldig krop blive offer for en ultimativt barbarisk verden.
Den uskyldige krop tilhører en jødisk dreng (Petr Kotlár), der lever med sin bedstemor under meget fattige kår i et hus på landet, men som tvinges væk fra hjemmet og ud i det uvisse, da bedstemoren dør, og huset brænder ned. Det indleder en rejse gennem helvede til ondskabens midte, selve krigen, tydeligvis med Dantes inferno som forbillede. Men hvor Dantes fortæller får lov at betragte lidelsesscenarierne på afstand, bliver drengen det egentlige objekt for vanviddet.
Hvor end han kommer – eneboere, isolerede familier, landsbysamfund, byer, hæren – bliver han i kraft af sin svage fysiske størrelse og ikke mindst sin jødiske baggrund udsat for alverdens brutaliteter. Der går faktisk ikke meget mere end fem minutter undervejs, før vi på ny præsenteres for en større opvisning i menneskets destruktive kræfter.
Eksempler fra voldskavalkaden: En kvinde får sparket en flaske op i sit underliv. En mand hænger sig selv. En mand bliver spist levende af rotter. En mand får revet sine øjne ud. En kvinde får tæsk med et bælte. Uskyldige mennesker henrettes.
Og det er altså sideløbende med alt det, drengen selv udsættes for, herunder okkulte ritualer, voldtægt og psykisk vold.
Marhoul holder med andre ord ikke igen, heller ikke i filmens metaforik. I en stor symbolsk scene ser vi, jævnfør titlen, en mand male en lille fugl med et ukendt materiale for dernæst at slippe den fri, så den kan tilslutte sig sine artsfæller, der kredser omkring på himlen i flok. Da den lille fugl når derhen, ser vi, hvordan flokken overfalder og river den fra hinanden. Kort efter ligger den sønderflået på jorden – til mandens store fornøjelse.
Hvis man skulle have været i tvivl, er filmens tema altså, hvordan samfundet med pludseligt barbari kan vende sig mod sine svageste.
Spørgsmålet er så, om Marhoul har en større pointe med de modbydelige gentagelser. Vil han gradvist gøre os immune over for voldens billeder og på den måde imitere, hvordan krig kan medføre apati over for volden, da den bliver en naturlig erfaring?
I så fald er det i sig selv en kynisk ambition, men endnu væsentligere er det også et fejlslagent projekt, idet volden aldrig bliver så påtrængende, at den føles virkelig. Stort set alle væsener i filmen (Skarsgårds og Keitels karakterer er blandt de meget få, man kan forholde sig til) virker besat af en nærmest grotesk dæmoni, hvorfor universet løfter sig ind i det mytiske, som er ’The Painted Bird’s reelle domæne.
Marhoul foregiver at være interesseret i drengens psykologiske bearbejdelse af mødet med volden, men i virkeligheden bruger han ham blot som et hylster for at lave den episke bevægelse rundt i de sammenbrudte samfund.
Så kan det godt være, han forsøger at gøre det til en fortælling om muligheden for at fastholde sin menneskelighed under de mest ekstreme vilkår – men på det tidspunkt har filmen for længst givet afkald på sin psykologiske troværdighed.
Kort sagt:
Den tjekkiske krigsfilm ’The Painted Bird’ vil så gerne være et mesterværk, men viser sig hurtigt som et markant fejlskud.