Maria Bäcks nye film er bygget på et ømt barndomsminde: »Uden humor var jeg fuldstændigt død«

’Psykose i Stockholm’ handler om en 14-årig pige, der bliver overladt til sig selv, efter hendes mor får et dramatisk psykotisk anfald og bliver indlagt på en rejse til Stockholm. Karaktererne er opdigtede, men grundfortællingen er inspireret af Maria Bäcks eget liv, fortæller den spillefilmdebuterende instruktør, da vi møder hende til en snak om den CPH PIX-aktuelle film.
Maria Bäcks nye film er bygget på et ømt barndomsminde: »Uden humor var jeg fuldstændigt død«
Josefin Neldén (mor) og Josefine Stofkoper (datter) i 'Psykose i Stockholm'. (Foto: Nadim Carlsen)

»Hey blondie! Har du hørt den her?«, råber moren tværs gennem en fin restaurant til en blondine ved et andet bord, mens hendes datter forsøger at få hendes opmærksomhed.

»Hvorfor kiggede blondinen sig selv i spejlet med lukkede øjne? For at hun kunne se sig selv sove«.

Der er øjeblikke i ’Psykose i Stockholm’, hvor det er svært at vide, om man skal grine eller græde. For morens vittigheder fejler bestemt ingenting, men hun er manisk og har mistet alt, hvad man kan kalde for situationsfornemmelse. Og det går udover hendes 14-årige datter, som nødtvungent må agere mor over for sin egen mor.

Karaktererne er opdigtede, men selve rejsen og mor-datter-relationen er inspireret af instruktør Maria Bäcks eget liv. Da hun var barn, oplevede hun nemlig – akkurat som den 14-årige pige i filmen – at blive overladt til sig selv i Stockholms gader, efter hendes mor blev indlagt på grund af en psykose.

Det var selvfølgelig ikke nogen sjov situation at stå i, men derfor skal vi nu ikke holde os tilbage med at grine, når moren opfører sig absurd, fortæller Maria Bäck, der i dag har fået så meget afstand til begivenhederne, at hun også selv kan grine af dem.

»Man må meget gerne grine, når man ser filmen. Jeg forstår jo godt, hvis grinet sidder fast og ikke rigtigt kan komme ud. Den dobbelthed er jo spændende. Men for mig har det altid været sådan, at jeg har kunnet grine og se det absurde i situationerne med min mor bagefter, men også det magiske og fantasifulde, som ligger i de her tanker og ideer«.

Maria Bäck. (Foto: Frida Gregersen)

Maria Bäck er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2013 og vandt samme år Nordic Talents-prisen for sin afgangsfilm ’Mother is God’. ’Psykose i Stockholm’ er den svensk-danske instruktørs første spillefilm efter at have debuteret med dokumentarfilmen ’I Remember When I Die’ fra 2015.

Filmen er en af de otte film i CPH PIX’ talentkonkurrence og kan ses i biografer i København den 6. december og Aarhus den 13. december, inden den bliver frigivet på Blockbuster den 14. december.

Hvordan fik du ideen til at lave filmen?
»Den er inspireret af en rejse, jeg havde med min mor, hvor hun blev psykotisk i toget på vej op til Stockholm og endte med at blive tvangsindlagt. Jeg blev glemt og valgte så at fortsætte ferien alene. Jeg tror, at den episode føltes som en film dengang, for det hele var meget ophøjet og surrealistisk. Og også fantastisk, samtidig med at det selvfølgelig var udfordrende og svært.

Det ville nok være noget andet, hvis det var første gang, det var sket. Men hun har været syg i perioder, siden jeg var fem år, så det var ikke på den måde chokerende, selvom det selvfølgelig forstærkede oplevelsen, at det var i en anden by«.

Hvad er det for et forhold, moren og datteren har?
»Jeg synes, det var meget spændende at arbejde med en nuanceret morrolle. Man kan ikke affærdige moren som en dårlig mor. Det er mere komplekst end som så. Hun opfører sig til tider meget ondt over for mod datteren, men man er ikke i tvivl om, at hun elsker hende meget højt.

Det, der var spændende ved at skabe datteren, var at lave en karakter, som kunne rumme alle de her modsatrettede følelser. Datteren vil jo gerne have, at der er nogle, der finder hende. Samtidig vil hun også bare gerne lades være i fred. Den dobbelthed, der ligger i, at man som barn bliver tvunget til at være voksen, er noget, som jeg synes har været spændende at arbejde med«.

Datteren (Josefine Stofkober) fejrer sin fødselsdag alene på et hotelværelse i ‘Psykose i Stockholm’. (Foto: Nadim Carlsen)

Har du lavet research forud for filmen, eller er den mere baseret på din egen hukommelse?
»Jeg vil hellere sige, at filmen er inspireret af min rejse. Det er et fiktivt manus, som er inspireret af rejsen. Jeg har snakket med unge, der er pårørende i dag, for jeg er jo ikke 14 år længere. Jeg har talt med pårørende både i Danmark og Sverige for at høre, om tingene har ændret sig vildt meget, men det har de overhovedet ikke.

Det var interessant for mig at få input fra folk i dag, for filmen udspiller sig i nutiden, ikke i 90’erne. Gennem min mor kender jeg rigtigt mange, som også er patienter inden for psykiatrien. Det vil jeg ikke kalde research, men det tager jeg jo med mig. Udover det har jeg snakket med forskellige gruppeledere fra ungdomsgrupper, som også er pårørende. Og så har jeg lavet mange interviews med folk, der arbejder inden for psykiatrien, både ledere og personale«.

Moren beskriver ved gentagne lejligheder sig selv som en gudinde. Er det et udtryk for en følelse relateret til psykisk sygdom?
»Man kan sige, at gennemgående for mange med mani og psykose er det grandiose, hybris, at man tror, man er udvalgt. Det er i høj grad noget, der kommer fra mine egne erfaringer med min mor, men også mine erfaringer med andre, jeg har mødt. Det er ikke en symbolik, det er mere sådan, morens karakter er i filmen. Tings modsætninger bliver måske tydeligere, når man befinder sig i sin egen private virkelighed«.

Synes du, der mangler film om psykiske lidelser set fra de pårørendes perspektiv?
»Ja, jeg har i hvert fald ikke set en film, som jeg kunne spejle mig i som pårørende. De skal selvfølgelig nok eksistere, men jeg har ikke mødt dem i mit liv. Og heller ikke på den her måde. Det er ikke det, der er mit primære udgangspunkt for projektet, men min vision og de ting, der er vokset frem, kommer jo nok fra et ønske om at se noget, jeg ikke har set«.

Josefin Neldén (mor) og Josefine Stofkoper (datter) i ‘Psykose i Stockholm’. (Foto: Nadim Carlsen)

Har der været noget terapeutisk over at arbejde med din egen historie?
»Det er der mange, der spørger om, men jeg tror, at hvis den her film var selvterapi, så ville jeg ikke kunne have lavet den. Jeg tror, det har været vigtigt, at jeg har bearbejdet de her ting inden for ligesom at kunne se det på afstand. Moren og datteren i filmen er jo ikke mig og min mor. Det er selvfølgelig noget, der er inspireret af en kerne, jeg kender godt, men det er selvstændige karakterer, som er vokset frem efter en lang manusproces over flere år og også i samarbejde med skuespillerne.

Jeg castede dem før, manus var færdigt, så vi har haft en meget lang castingperiode og en meget lang øveperiode, hvor vi har lært hinanden at kende og leget med karaktererne. Så det er ikke et terapeutisk projekt, men det har selvfølgelig været nogle syrede situationer, jeg har stået i nogle gange, fordi de minder mig om ting fra mit eget liv«.

Var det svært at bringe humor ind i en film om noget så alvorligt?
»Det synes jeg ikke. Uden humor var jeg fuldstændigt død. Hvis jeg vågner en dag og har mistet sansen for humor, så må man gerne skyde mig i panden. Jeg tror, humorforladthed er det eneste, jeg ikke rigtigt kan rumme. Jeg kan rumme det meste i livet, men humorforladthed synes jeg er verdens kedeligste ting.

Og det, der er meget frigørende ved moren, er jo for eksempel også, at når koret står og synger, så stiller hun sig op og danser og er fucking ligeglad med, hvad andre folk tænker om hende. Hun viser i flere situationer, hvor små firkanter folk bevæger sig rundt i, og hvor lidt der skal til, før man opleves som helt og aldeles skør. En lille dans på en gade, og du er skør. Jeg synes, det er sindssygt, at vi er vant til det. Jeg er slet ikke bange for det komplekse ting. Men det kan jeg godt være for det firkantede.

Berøringsangst hænger på den måde sammen med humor og at kunne se tingene med distance. Jeg tror, at folk er meget bange for at træde forkert med hensyn til sådan nogle ting«.

’Psykose i Stockholm’ kan ses 6. december i Grand Teatret (København) og Øst For Paradis (Aarhus) og fra 14. december på Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af