Jeg kommer aldrig til at glemme scenen: Fødslen med tragisk udgang i Kornel Mundruczos Netflix-film ’Pieces of a Woman’, optaget i et 24 minutter langt, ubrudt take.
Den starter syv minutter inde i filmen, lige efter vi har fået introduceret Boston-parret Martha (Vanessa Kirby) og Sean (Shia LaBeouf) i dagene op, at hun skal nedkomme i deres eget hjem.
Vi kommer ind i fødslen, da veerne er ved at tage til, og parret finder ud af, at deres jordemoder uheldigvis er travlt beskæftiget i en anden fødsel. Vi er med, da vandet går, jordemodererstatningen (Molly Parker) ankommer, og smerterne bliver mere og mere intense. Der er bræk, der er uro, der er skiftende stillinger, og når man selv har været på sidelinjen til et par fødsler, reaktiveres alle sanser og minder. Så overbevisende føles det. Der er langt fra de typisk grinagtige filmskildringer, hvor kvinden ligger fladt på ryggen let svedende og presser formfuldendt et par sekunder før den store forløsning.
Til sidst sker så det, alle frygter: Babyens hjerterytme falder, og i et par uudslettelige billeder ser vi panikken brede sig i jordemoderens ansigt, selvom hun prøver at signalere ro over for Sean og især Martha. Og selvom den lille pige græder, lige da hun kommer ud, bliver hun hurtigt blå, Sean ringer efter en ambulance, men der er intet at stille op, og den virtuose, udmagrende sekvens slutter en halv time inde i filmen med billedet af ambulancen med åben dør på vintervejen uden foran huset. Tragedien er en realitet.
En virkelig sag inspirerede
Filmen er baseret på et teaterstykke, som Mundruczo – en anerkendt ungarsk instruktør (’White Dog’) – satte op i Polen i 2018, skrevet af hans hustru Kata Wéber, som også har skrevet filmversionen. Teaterstykket bestod af to akter: Dels fødslen, dels efterspillet centreret omkring en familiemiddag, som også er central i filmen.
Kata Wébers inspiration til historien kom primært to steder fra: Dels havde hun og Mundruczo, der i dag har et barn sammen, været ramt af en abort. Dels var der en stor sag i hjemlandet Ungarn i 2010, hvor den anerkendte jordemoder Ágnes Geréb blev anholdt hjemme hos en patient og anklaget for fejlbehandling og uagtsomt manddrab i ældre sager, blandt andet hvor babyerne var døde. Wéber havde været til stede og talt med Geréb under den efterfølgende retssag (der sendte Geréb i fængsel – hun blev først benådet efter otte år), fordi hun planlagde at skrive et manuskript om en jordemoder i en lignende situation.
Men da Wéber overværede en mor stille sig op i retten og sige, at jordemoderen havde gjort alt, hvad hun kunne for at redde babyen, ændrede hun – har hun fortalt Vulture – fokus: Moren fremstod som en helt, som et menneske, der var bedre, end de fleste ville være i den situation.
Da Mundruczo besluttede et omforme teaterstykket til sin første engelsksprogede film, vidste han fra start, at fødslen også her skulle være i fokus, og at energien fra teaterstykket bedst kunne genskabes i en scene optaget i én indstilling. Hvilket Kirby og LaBeouf heldigvis øjeblikkeligt var tændt på.
»Et langt take kan være en rigtig fælde«, har instruktøren sagt til Decider. »Nogle gange elsker jeg det, men nogle gange føler jeg, det er meget narcissistisk og aggressivt, hvis man ikke bruger det af de rigtige årsager. Det var mit store spørgsmål: Kan vi skabe nok åbenhed, kærlighed og liv […]?«
Sammen med den norsk-canadiske fotograf Benjamin Loeb besluttede han, at kameraet ikke skulle være håndholdt, fordi det derved næsten blev for realistisk og intimt. Han ville gerne have, at det føltes, som om vi overværede begivenhederne fra en tabt sjæls perspektiv. Et statisk kamera ville blive for distanceret, og i stedet brugte Loeb en såkaldt Gimbal-anordning, der kan stabilisere kameraet, mens fotografen har det på sig. Det skabte en fysisk udfordring for Loeb, der måtte træne sig op til at kunne bevæge sig frit og hurtigt rundt i huset med det tunge udstyr i en halv time til hvert take (han lagde sig syg med lungebetændelse hjemme i Norge dagen efter optagelserne…).
Holdet lavede en enkelt teknisk gennemgang – mest for at se, hvordan fotograf, instruktør og lydfolk kunne placere sig, så de ikke kom med i billedet – men ellers gik der ingen prøver forud for optagedagene. Prøver, følte Mundruczo, ville risikere at tage energien væk fra de egentlige optagelser.
Undervejs i taket vidste Vanessa Kirby, Shia LaBeouf og Molly Parker overordnet, hvor de skulle være hvornår: Skuddet var opdelt i en slags kapitler a la ’her fortæller Sean en dårlig joke’ (broccoli-vittighederne kom fra LaBeouf selv), ’her ankommer jordemoderen’. Men meget – særligt skuespillernes konkrete bevægelser – skulle improviseres.
Holdet tog taket seks gange, fire den første dag, to den anden. Det endte med at være det sidste take på dag 1, der blev brugt. For godt nok fik de et perfekt take på dag 2, men det var på en måde »for perfekt«, har Loeb fortalt Little White Lies, og de endte derfor med den mere livfulde version fra dagen før, selvom LaBeouf for eksempel på et tidspunkt løber ind i fotograf Loeb på gangen.
Bed LaBeouf i låret
Vanessa Kirby har ikke selv børn, så hun lavede grundige forberedelser forinden: »Det gjorde mig skrækslagen, idéen om at gøre det forkert, fordi så mange kvinder, der selv havde gjort det, ville se det«, har hun sagt til Vulture.
Kirby studerede først dokumentarfilm om fødsler, men det var ikke nok, så hun knyttede sig til en fødselslæge på et hospital i London, som hun skyggede over lang tid – inklusive under en live fødsel, som hun af den fødende fik lov til at overvære på nærmeste hold. Hun fik også kontakt til jordemoderen Elan McAllister, der har lavet dokumentaren ’The Business of Being Born’, og som endte med at være til stede under optagelserne. »Hun var utroligt hjælpsom«, har Kirby sagt til Entertainment Weekly.
Forberedelserne bar frugt: På et tidspunkt bed Kirby under en slem ve helt impulsivt Shia LaBeoufs lår (uden han vidste det på forhånd), fordi hun havde lagt mærke til, hvordan mange fødende der ville »prøve at dele smerten«, som hun har sagt til Vulture.
Et af de få mindre troværdige aspekter er, at der blot går en lille halv time, fra der er seks minutter mellem veerne til selve fødslen (kh et vidne til en førstegangsfødsel på 48 timer), men her gik holdet mere efter følelsen end realismen.
»Der var mange samtaler om, at dét og dét i virkeligheden tager længere tid, at der egentlig burde være en pause mellem dét og dét, men vi blev enige om, at hvis man fjerner alle pauserne, vil det automatisk skabe en følelse af at være stuck i en tilstand uden for tiden, og sådan kan en fødsel også opleves: Pludselig er der gået ni timer, men det føles som fem minutter«, har Benjamin Loeb forklaret det norske filmsite Montages.
Men hvordan får man det til at fremstå naturalistisk, når babyen kommer ud og først skal være spillevende for derefter at blive miste livet, når man optager i ét take?
Her måtte holdet handle hurtigt: Makeup/effekt-eksperterne gemte sig i skabet i soveværelset, og da kameraet fulgte Sean ud i huset for at ringe 112, skyndte de sig ifølge Collider at placere det kunstige babyhoved mellem Kirbys lår.
Dernæst blev en fem uger gammel pige, der stod på spring hos sin mor lige uden for huset, bragt ind i scenen, mens kameraet var på Martha og Sean, så Kirby havde en ægte baby at forholde sig til (man kan da også godt se, at babyen ikke er helt nyfødt).
»At babyen var der og kiggede på mig, var bare… Jeg kunne ikke have spillet i resten af filmen uden hende«, har Kirby sagt til Vulture. Det eneste, CGI der bliver brugt, er således navlestrengen, og at babyen bliver blå, hvilket vi kun ser i et glimt fra jordemoderens perspektiv.
Ville ikke vise barnets død
Derfra besluttede Mundruczo nemlig at klippe væk til Sean, der spæner ud mod ambulancen. Instruktøren ville ikke vise babyens død.
»Jeg ville virkelig ikke gå den vej. Ikke bare på grund af, at det ville være voyerisme, men også fordi jeg gerne ville fortælle en historie om værdighed, kærlighed og styrke og ikke bare tab og tragedie«, har han sagt til Decider.
Man kan diskutere, om resten af filmen spiller i samme toneart som fødselsscenens autenticitet, og forbillederne for den overordnede stil, har fotograf Benjamin Loeb fortalt Esquire, var da også melodramaer af instruktører som Rainer Werner Fassbinder og Max Ophüls. Det underbygger kameraet som en slags åndelig tilstedeværelse ganske vist også under fødslen, som imidlertid tager os ind i scenen og situationen på en anden måde end efterspillet, som slår på andre både symbolske og sentimentale tangenter.
Ikke desto mindre ligger det monumentale onetake en utroligt effektiv bund for resten af filmen. Som vores anmelder Jannie Dahl Astrup skrev i sin femstjernede dom:
»Den lange, lange scene er rå som intet andet. Den gør dig ør og utilpas. Nærmest rundtosset. Som afsæt for den egentlige fortælling er den sublimt orkestreret. Hvordan kommer den her kvinde – hvis krop vi lige har set føde og så forråde – nogensinde videre? Hvordan samler Martha stumperne op?«
Kilder: Vulture, Esquire, Decider, Little White Lies, Entertainment Weekly, Collider og Montages.