‘Night Stalker: The Hunt for a Serial Killer’: Netflix’ jagt på en seriemorder er spændende – og tonedøv
I 1987 døde 189 mennesker i USA ved en seriemorders hånd. I 2015 var tallet faldet til blot 30.
Med flere og bedre midler til efterforskningsarbejde, menneskets stigende skepsis over for fremmede og sågar interessante teorier om en evolution fra seriemordere til massemordere, er seriemorderne en uddøende race. Vores fascination af dem er til gengæld eskalerende.
Der er snart ikke en eneste signifikant seriemorder fra det 20. århundrede, der ikke har fået skærmtid i de seneste år. De kunne nævnes i flæng, men i stedet vender vi blikket mod den nyeste i rækken. I ’Night Stalker: The Hunt for a Serial Killer’ vender instruktør Tiller Russell sammen med to efterforskere tilbage til midt-80’ernes Californien, hvor jagten gik efter en utilregnelig hjemmerøver og morder.
For bag palmetræerne, neonlysene og kendisserne gemte der sig mange djævle i englenes by. »L.A. kunne være et meget mørkt sted«, som en journalist fortæller. »Man kunne være hvem som helst. Byen tiltrak også meget farlige mennesker«.
Frank Salerno og Gil Carrillo var de to politimænd, der skulle efterforske en række drab i hjem, hvor både børn, ældre, kærestepar og singler stod for skud. Rundt i byen blev børn kidnappet og misbrugt, mens kvinder blev vækket af en ildelugtende skikkelse, der fik dem til at sværge på satans navn, at de ville kigge væk, mens han voldtog dem.
Salerno og Carillo fortæller om en årelang efterforskning, hvor der er få op- og mange nedture. De dykker ned i nogle fantastiske kaninhuller, som jagten på en specifik sneakermodel og overvågningen af en lokal tandlæge. Men indimellem kammer det over i det selvforherligende – begge herrer så i hvert fald nok gerne denne serie blive afspillet ved deres afskedsreception. Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved arbejdsgangen i deres efterforskning (hvorfor døde så mange mennesker, før de fandt morderen?), for det vigtigste her er de to guttermænd, der løste en af USA’s største kriminalgåder.
’Night Stalker’ bekender dermed straks kulør som en serie om efterforskningen og viser derfor også minimal interesse for de ofre og pårørende, hvis liv The Night Stalker ændrede for altid. Nogle få medvirker, men det føles næsten mere som et krav, der skal sættes hak ved, end et egentligt hensyn. Russell har i hvert fald ment, at nogle få interviews og en montage med ofrenes navne må være godt nok i denne omgang.
Men det, der skubber ’Night Stalker’ på vippen ud mod det usmagelige, er et af true crime-genrens tveæggede svær: rekonstruktionen. De er nemlig blodige, overkonstruerede og detaljedyrkende toppet med et soundtrack, der skaber mere uhygge end empati. Der er ganske simpelt tonedøvt og tenderende til det respektløse. Jeg foretrækker i hvert fald en mere sober tilgang til andre menneskers undergang.
Den gode nyhed er, at serien heldigvis skifter gear, som mordene bliver færre, og politiet nærmer sig en mistænkt og senere dødsdømt mand. Efterforskningsarbejdet er sindssygt spændende (tilfangetagelsen af den mistænkte er et vildt optrin!), samtidig med at de interne stridigheder mellem politimænd og politikere spidser til.
Spillet mellem Los Angeles’ indbyggere, en skruppelløs seriemorder og dem, der leder efter ham, er nok i sig selv. Det behøver vi ingen blodig rekonstruktion for at lade os fange af.
Kort sagt:
’Night Stalker: The Hunt for a Serial Killer’ har en spændende historie om efterforskningen på en seriemorder, men overskygges af for få kritiske spørgsmål og tonedøve rekonstruktioner.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.