KOMMENTAR. And just like that… bekræftede Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis i går aftes amerikansk tid, at Carrie, Miranda og Charlotte gud hjælpe mig vender tilbage.
23 år efter alle tiders mest skelsættende serie om kvindevenskaber fik premiere i 1998 i en svunden tv-tid, hvor flow-kanalen HBO slog sin status som underholdningsindustriens frække elev i klassen fast igennem et generøst forhold til sex, antiheltedyrkelse og vold (sidstnævnte selvsagt ikke gældende for SATC) i kombination med spot-on karaktertegninger og raptunget dialog (’The Sopranos’ fulgte året efter).
Instagram og Twitter flyder allerede over med SATC-reunion-eufori, men for mit vedkommende giver nyheden mig umiddelbart flere bekymrede tics i øjenkrogen end sommerfugle i maven.
I couldn’t help but wonder, om vi virkelig har brug for mere ‘SATC’ i 2021?
Sågar uden Kim Cattralls Samantha og under en ny titel, ’And just like that’ (en reference til en af klummeskribenten Carries favoritfraser).
Oven på de to tåkrummende filmfortsættelser fra henholdsvis fra 2008 (meh) og 2010 (monstrøs), der smadrede løs på seriens unikke arv med en knækket Manolo-hæl og gav uindviede sofakritikere uden et gran af indsigt i serieforlægget carte blanche til at afskrive hele brandet som skingert fashion-fnidder, må svaret være et rungende nej.
I forbindelse med seriens 20-års jubilæum i 2018 skrev jeg netop her på siden et long read om, hvordan SATC er blevet en populær prügelknabe for ovenstående klogeåger med en forudindtaget aversion mod feminint-smagende popkultur såvel som dem, der ynder at spinde woke-forargelse over seriens (privilegie)blinde samfundssociale vinkler, og det er således ingenlunde for at tækkes en letkøbt anti-SATC-diskurs, at jeg lufter min skepsis over ’And just like that’.
Bevares, det er stadig ikke meget, vi ved om projektet, men udover den helt grundlæggende foruroligende idé ved at pille ved et af de mest indflydelsesrige ikoner i tv-historien, og uanset hvor rewatchable SATC’s tematikker af samme grund også er (jeg snacker jævnligt på serien og vil altid gøre det), så bimler tre meget specifikke alarmklokker immervæk fra toppen af Empire State Building:
1. Ingen Samantha?!
Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte var ikke blot uadskillelige BFFs, de repræsenterede også belejligt fire forskellige kvindearketyper, der spillede bold med og mod hinanden. Eller, om man vil, fire forskellige typer feminisme fra sen-90’erne, der skabte en identifikationsplatform for moderne kvinder, fra den hjemmegående mor (Charlotte) til karrierekvinden (Miranda), den lettere egocentrerede boheme (Carrie) og den selvstændige iværksætter med et endnu mere selvstændigt sexliv (Samantha).
Det handlede ikke om at bekende evigt troskab til at være »en Carrie« eller »en Miranda«, men om at spejle sig i handlemønstre og følelser på tværs af kvartetten i relation til, hvor man selv var/er i livet. Samanthas frisind var lige så vigtigt for gruppen, som Mirandas no-bullshit-attitude var for at kalde en spade for en spade og de andre tre ud på deres mandefikserede navlepilleri.
Fjern et ben fra bordet, og platformen vakler. Så meget endda, at HBO helt har besluttet af udelade »sex« fra den nye series titel (mere øfferi om det lige om lidt).
Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker faldt for år tilbage spektakulært ud med hinanden, hvorfor førstnævntes medvirken i et reboot siden har virket utopisk. Men af samme grund burde HBO og Parker (drivkraften bag projektet) have set skriften på væggen og fornuften i øjnene. Det kræver mere end en ny titel at udviske mindet om Samantha.
2. Den oprindelige serieskaber vil ikke være med
Emmy-vindende Michael Patrick King, som instruerede serien og de to film, er executive producer på ’And just like that’. Men manden, der skabte ‘SATC’ ud fra forfatter Candace Bushnells bøger af samme navn, er ude.
Tilbage i oktober fortalte Darren Star til The Hollywood Reporter: »’I May Destroy You’ er vor tids SATC. ’Girls’ var SATC i sin tid. Jeg ville ikke lave SATC i dag. For 20 år siden forstod jeg de mennesker, jeg skrev om. Jeg forstod tiden og karaktererne, og hvad der var behov for at sige«.
Vil en ny showrunner have forståelse for, hvad Carrie og co. har behov for at sige anno 2021?
SATC’s første fire sæsoner var geniale, men siden skøjtede Carries personlighed ned i et manuskript-forræderisk, selvudslettende hul, idet serien forsøgte at finde sit fodfæste i et anderledes tynget New York post-9/11. Det Store Æble var altid seriens femte hovedperson og byens hektiske nerve en forlængelse af Carries personlighed, og det tonale skift mellem fjerde og femte sæson var markant – om end den sidste slutspurt absolut også bød på stærke momenter og vægtigt skuespil fra navnlig, ja, Kim Cattrall og Kristin Davis (Samanthas forsøg på at holde fast i sig selv i kampen mod brystkræft og Charlottes barnløshed var to alen af samme desperation over at se ind i en potentielt identitetsløs fremtid).
Selv mener Parker, at hendes alter ego vil have en »masse holdninger til #MeToo«, som skuespilleren sagde til The Hollywood Reporter tilbage i 2018, men med mindre hun graver dybt i sjælen og vækker raptungede, »I’m not being a bitch, I’m just being myself«-90’er-Carrie til live igen (fremfor »I screamed when I saw the Eiffel Tower!«-Carrie), er jeg ikke helt sikker på, at jeg tør høre, hvad hun har at bidrage med.
3. Titlen – og det store MEN
Ingen sexet Samantha, ingen sex i byen eller hvad?
I bedste fald er den nye titel ment som en frisk start, der vil lægge afstand til førnævnte SATC-kritik og forberede os på et sceneskift.
I værste fald er den endnu et kedeligt Hollywood-udtryk for, at ingen – end ikke selveste serien, der blev en pionér for realistiske skildringer af kvinders sex- og følelsesliv på tv – gider beskæftige sig med modne kvinders seksualitet.
Og dét ville være det største forræderi af ’Sex and the City’s ånd til dato.
Sarah Jessica Parker og Kristen Davis er begge 55, mens Cynthia Nixon er 54, og man skal ikke grave dybt på Twitter lige nu for at finde spydige kommentarer, der highlighter det fjollede, hvis ikke decideret patetiske i at følge tanternes storbyudskejelser (@nicheholas: »Carrie ville være 53 år nu, samme alder som Blanche var i starten af ’The Golden Girls’«).
Men det er lige præcis derfor, ’And just like that’ har potentiale til at skrive tv-historie, hvis ellers HBO formår at løfte opgaven.
Serieland er fortsat alt for fattig på ambitiøse skildringer af 45+ kvinders følelsesliv, skønt ’Big Little Lies’, ’Better Things’ og Ryan Murphys ’Feud’ med Susan Sarandon og Jessica Lange i de sidste par år har gjort deres for banke fordommene om kvinders »last fuckable day« ned.
Alle HBO-produktioner, bemærkes, hvilket indgyder et vist håb for, at ’And just like that’ varmer op til at gøre for repræsentation af 50-somethings, hvad SATC gjorde for 30-somethings.
Hvis (og det er et stort hvis) det nye show kan genskabe universel social resonans med en bred vifte af seere på tværs af aldersgrupper (for det var jo det, SATC formåede, som fx ‘Girls’ ikke kunne), og hertil være med til at af-stigmatisere samfundsopfattelsen af midaldrende kvinders tv-eksistens, intime venindeskaber og sexdrive som inferiøre til snart sagt hver en mandedreven fortælling i kulturen, vil det være en milepæl.
Og som sådan ville man kunne lege djævlens advokat overfor Star og spørge, om hans manglende forståelse for SATC-karakterernes plads i 2021 monstro snarere skyldes, at han har svært ved at arbejde med deres »avancerede« alder, end at tiden er løbet fra kvinderne (mandens seneste projekt var den letbenede ‘Emily in Paris’ på Netflix).
Semi-lovende er det i hvert fald, at seriens teaser, som Parker, Nixon og Davis delte på Insta i går, syner noget mere jordbunden end filmenes kvalmende diamantbesatte introer:
Selvfølgelig vil jeg sidde klar med bankende hjerte, når ’And just like that’ lander, bevæbnet med lige dele Miranda’sk kynisme, Charlotte’sk håbefuldhed, Carrie’sk flyvskhed og Samantha’sk sult efter den ultimative tilfredsstillelse. Men det bliver med svedige håndflader.
Kære HBO, nu holder I saftsusemig tungen lige i munden!