’Synonymes’: Berlin-vindende film tager pusten fra én
En mand iler målrettet gennem gaderne i Paris i pulserende tempo. Han låser sig ind i en overdådig, men tom og kold lejlighed og smider sin rygsæk på det bare gulv. Han varmer sig under bruseren, men da han træder ud af badet, er rygsækken, hans eneste eje, forsvundet.
Desperat banker han på dørene i opgangen, men ingen åbner. Han sygner hen i badekarret og vågner nøgen og gennemkold med kun sit jødisk-israelske navn tilbage i en ny og barsk virkelighed i Paris.
Sådan starter ’Synonymes’, Nadav Lapids hektiske, poetiske og tragikomiske fortælling om flugt og integration, som vandt Guldbjørnen på Berlinalen i 2019. Og selvom den først nu er blevet tilgængelig for det danske publikum, har den hverken mistet nerve eller aktualitet.
Vi dumper ind i Yoavs (Tom Mercier) liv, som han dumper ned i Paris, i et opbrud, pludseligt, kaotisk og søgende. Den forfrosne immigrant bliver fisket op af badekarret af Emile (Quentin Dolmaire) og Caroline (Louise Chevillotte), og der vækkes gensidig tiltrækning og fascination mellem den rå og intense Yoav og det privilegerede unge overklassepar. De tager sig af ham og klæder ham på til en fransk genfødsel.
I sine nye klæder tager Yoav for alvor hul på projektet: At finde sin form i den franske nationalitet. En fransk-hebraisk ordbog bliver hans vigtigste eje, og til en hektisk-urolig kameraføring traver han gennem Paris, mens der tranceagtigt kører franske gloser bag hans fikserede blik. Et blik, han retter mod asfalten for ikke at lade sig lokke af den overfladiske skønhed.
Yoav insisterer på at tale fransk og nægter at svare på sit hebraiske modersmål, når de forsømte relationer fra Tel Aviv forsøger at få praj om hans ve og vel. Han forkaster sin jødisk-israelske herkomst og beskriver Israel med en række indøvede adjektiver, som han leverer beslutsomt på fransk. En opremsning, som understreger den foragt, han føler for hjemlandet, som han, efter eget udsagn, aldrig vil tilbage til.
Hvorfor han nærer en sådan indædt aversion mod sit hjemland – og hvorfor han er så tiltrukket af netop Frankrig – forbliver uudtalt. På den måde bliver filmen en fortælling om flugt, integration og menneskelige skæbner frem for blot at tegne skel mellem de to nationer.
Alligevel mærker man i visse situationer Yoavs nationalitet spøge. I særdeleshed da han går imod sine overordnede på den israelske ambassade og lukker alle de afventende gæster ind, mens han udbasunerer »Ingen grænse!« i en scene, som leder tankerne mod Israels konfliktfyldte grænseland.
Yoav allierer sig desuden med de to israelere Michel (Olivier Loustau) og Yaron (Uria Hayik), som i modsætning til ham stolt tager deres jødiske religion og israelske nationalitet på sig. Den ene proklamerer i tide og utide sit jødiske ophav, mens den anden arrangerer sammenstød med franske nynazister. De nationale identiteter fylder alt, også i portrættet af det unge par, som nærmest bliver en karikatur på fransk intellektualisme.
For at få penge til sin nye tilværelse havner Yoav i kløerne på en lyssky fotograf, som, blandt andre nedværdigende scenarier, tvinger Yoav til at tale sit modersmål. Hos fotografen tages nationale konflikter som gidsel i underholdningsindustrien. De ydmygende scenarier indrammer filmens særlige tragikomik, og man efterlades et sted mellem grin og gråd.
’Synonymes’ tager pusten fra en. Det skyldes særligt Tom Merciers kraftpræstation som Yoav, den intense israeler på flugt. Han rusker i det franske etablissement, privilegierne og værdierne, ligesom filmen rusker i én.
Kort sagt:
Med febrilsk intensitet og tragikomiske scener er flugtfortællingen ’Synonymes’ en stærk, fysisk filmoplevelse.