10. ’The Roads Not Taken’
Britiske Sally Potters demensdrama – hovedkonkurrencens mest stjernespækkede film med Javier Bardem, Elle Fanning, Salma Hayek og Laura Linney – er her på festivalen blevet kritiseret for at være for forudsigeligt. Men jeg blev rørt af det lavmælte far-datter-drama, der følger journalisten Molly (Fanning) tage sig af sin demente far, forfatteren Leo (Bardem), gennem én besværlig dag i New York.
Leo har stort set mistet både hukommelse, tale og realitetssans, og Molly kæmper med beslutningen om at sende ham på et plejehjem, da det i løbet af dagen står klart, at hun ikke kan både kan passe ham og sit arbejde. Besøg hos tandlægen og øjenlægen trækker ud, da Leo ikke vil samarbejde med lægerne, de må forbi en tøjbutik, da han tisser i bukserne, og skadestuen, da han hopper ud af en taxa.
Sideløbende med far og datters udfordringer følger vi, i hvad der enten kan opfattes som flashbacks eller Leos indre parallelunivers, Leo sammen med sin første kone Dolores (Hayek) og under en rejse til Grækenland, hvor han bliver fascineret af en ung kvinde, der minder ham om hans anden kone, Rita (altid skarpe Linney, der dukker op på skadestuen, stadig bitter over deres skilsmisse).
Kvinden bliver chokeret, da han fortæller, at han forlod sin baby for at skrive sin bog, og Leos egoisme gør Mollys kærlige og tålmodige dedikation så meget desto mere beundringsværdig. Det er især scenerne, hvor far og datter, spillet glimrende af Bardem og Fanning, forsøger at skabe en forbindelse trods hans svigtende tilstedeværelse, der gør filmen værd at se.’
9. ’Last and First Men’
Den islandske mesterkomponist Jóhan Jóhannsson, der blandt andet stod bag musikken til
‘Sicario’, ‘Arrival’ og ‘The Theory of Everything’, døde tragisk i 2018, inden han nåede at blive færdig med sin første film som instruktør. Et hold af hans samarbejdspartnere, der blandt andet tæller den danskboende norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen og danske klipper Mark Bukdahl, besluttede at færdiggøre den, og heldigvis for det: Filmen er en usædvanligt smuk meditation over verdens dystre fremtid, der blander billeder af cementmonumenter på Balkan med Jóhannssons hypnotiske musik og Tilda Swintons voiceover, baseret på Olaf Stapledons scifi-roman ‘Last and First Men’ fra 1930 om menneskehedens sidste dage.
Filmen er både rørende som mindesmærke for Jóhannsson og som klimabevidst advarsel om vores skrøbelige jord. Og så var det passende, at filmen havde verdenspremiere i Berlin, hvor Jóhannsson boede.
‘Last and First Men’ får dansk premiere på CPH:DOX.
8. ’Fremad’
Pixar stod for festivalens eneste Hollywood-indslag med en charmerende fortælling om magi og forholdet mellem brødre, fædre og sønner, inspireret af instruktør Dan Scanlons (‘Monster’s University’) eget forhold til sin bror og tabet af sin far som barn. Historien foregår i et magisk univers, hvor alle skabninger med teknologiens indtog er blevet for dovne til at bruge deres magiske evner.
Dem får elverbrødrene Ian og Barley dog brug for, da de får chancen for at trylle deres far frem for en enkelt dag. Da besværgelsen går galt, og kun farens nedre halvdel manes frem, må den umage trio ud på en eventyrlig jagt på en Fønixjuvel, der er nødvendig for at gennemføre trylleformularen.
‘Fremad’ er ikke på Pixars topniveau, men selskabets mellemniveau er stadig er højere end de fleste andre animationsfilm, og filmen er sjov, spændende og rørende. Mere om filmen ved dens danske premiere på torsdag.
7. ’The Woman Who Ran’
Den produktive sydkoreanske instruktør Hong Sang-soo er blevet kaldt den koreanske Woody Allen, og han har i over 20 år lavet uhøjtidelige snakkefilm om relationer mellem mænd og kvinder. Hans sprøde, kun 77 minutter lange løst fortalte komediedrama ‘The Woman Who Ran’ har kvinderne i fokus. Men mændene spøger på sidelinjen som både samtaleemner og uvelkomne pestilenser, hvis ubetydelighed understreges af, at de filmes bagfra eller med hovedet afskåret.
Instruktørens professionelle og private partner Kim Minhee spiller hovedrollen som Gamhee, der i løbet af tre dage besøger tre veninder, mens hendes mand er på forretningsrejse. De tre kvinder giver hende forskellige perspektiver på forholdet til mænd og særligt, hvor belastende og grænseoverskridende de kan være. Gamhee overværer én veninde afvise en insisterende tilbeder i døren. En anden veninde får i filmens sjoveste scener besøg af en ny mandlig nabo, der kræver, at hun holder op med at fodre kvarterets herreløse katte, fordi hans kone er bange for dem.
Veninden er imødekommende, men fast i sin afvisning, hvilket gør naboen vred og forvirret, inden en af kattene sniger sig ind og får det sidste ord med et kosteligt reaktionsskud.
6. ’Håp’
I det norske drama ‘Håp’ fortæller instruktør Maria Sødahl sin egen historie om, da hun Lillejuleaften 2011 blev diagnosticeret med en terminal kræftsvulst i hjernen og fik at vide, at hun måske kun havde tre måneder at leve i. Det blev selvsagt en dramatisk jul med følelserne uden på tøjet for hele hendes familie, der består af hendes instruktørmand Hans Petter Moland og sammenlagt seks børn.
I filmen hedder parret Anja og Tomas og spilles – virkelig godt – af Andrea Bræin Hovig og Stellan Skarsgård, men rammerne er de samme. Det er et elementært godt drama med dødsangst og frygt for fremtiden, parforholdskonflikter og familiekrise. Diagnosen får Anja til at tænke over sit liv som mor og ambitiøs koreograf og ikke mindst at tage sit forhold til den fraværende Tomas op til revision – ikke mindst da han pludselig vil giftes inden hendes operation den 2. januar. Skulle hun have gået fra ham for længst, når der skal en dødsdom til at sætte pris på hende?
‘Håp’ dykker ned i livets store spørgsmål og følelser, men den bliver aldrig sentimental. Filmen har vundet de europæiske biografers pris, der giver støtte til promovering i hele Europa, foruden en tredjeplads i Panorama-programmets publikumsafstemning.
5. ’Hillary’
Nanette Burnsteins mammutdokumentarserie om Hillary Clinton opruller fængslende den tidligere førstedame, senator, udenrigsminister og præsidentkandidats liv og virke fra hendes tid på Yale Law School i 1970’erne til det svigende valgnederlag til Donald Trump i 2016.
Burnstein skildrer Clinton som et feministisk ikon, der har smadret glaslofter, men også hele sit offentlige liv har banket hovedet mod en mur af sexistisk kritik og dobbeltstandarder.
Jeg har skrevet mere om serien og Clintons besøg på festivalen her.
4. ’Shirley’
Elisabeth Moss giver en tour-de-force-præstation som forfatteren Shirley Jackson, der får hjælp til at komme gennem en skrivekrise af en yngre kvinde, som hun udvikler et symbiotisk forhold til.
Det amerikanske indiehåb Josephine Deckers psykologiske kammerspilgyser er instruktørens stærkeste og mest tilgængelige til dato, men er stadig overvældende i sin svimlende æstetik, blandt andet gennem den danskboende fotograf Sturla Brandt Grøvlens urolige og ufokuserede ultranærbilleder.
Jeg har skrevet mere om filmen her.
3. ’First Cow’
Amerikanske Kelly Reichardts stilfærdige historiske drama vender westerngenrens maskuline koder på hovedet med sin intime historie om venskabet mellem to bløde mænd, der i 1820’ernes Oregon opbygger en bagerforretning ved at stjæle mælk fra områdets eneste ko.
Med små armbevægelser undersøger Reichardt den amerikanske drøm, hybris og kapitalismens spæde begyndelse – men også loyalitet og det rørende venskab mellem den hårdtarbejdende kok Cookie og visionære immigrant og lykkejæger King Lu. Filmen er sjov, rørende og nervepirrende, og det er meget uretfærdigt, at den gik tomhændet hjem fra prisfesten.
2. ’The Assistant’
Mens hele festivalen holdt vejret over domsafsigelsen mod Harvey Weinstein præsenterede den amerikanske instruktør Kitty Green sit Weinstein-inspirerede #MeToo-drama i Panorama-programmet. ‘The Assistant’ søger dog ikke sensationen, men er en underspillet og nuanceret fortælling undersøgelse af en giftig magtmisbrugskultur.
Filmen følger gennem en dag den unge filmproduktionsassistent Jane, spillet fremragende af Julia Garner, der begynder at mistænke sin mandlige chef for at udnytte sin magt seksuelt over for unge kvinder. Men blandt andet en scene, hvor Jane forgæves går til selskabets HR-medarbejder (Matthew McFadyen) slår fast, at hun fra sin plads nederst i fødekæden ikke har en chance for at ændre det gennemgribende sexistiske system.
Jeg har interviewet Kitty Green og Julia Garner her.
1. ’Never Rarely Sometimes Always’
Da juryformand Jeremy Irons på festivalens åbningsdag måtte tage afstand fra tidligere kommentarer, der blandt andet var kritiske over for fri abort, var det spændende, hvordan han ville forholde sig til amerikanske Eliza Hittmans knugende abortdrama. Filmen toppede Screens kritikerbarometer og burde have vundet Guldbjørnen. Men trods alt blev den belønnet med andenpræmien i form af juryens specialpris.
Filmen følger 17-årige Autumn og hendes solidariske kusine Skylar, der rejser til New York, så Autumn kan få en abort uden sine forældres samtykke. Da det viser sig, at Autumn er længere henne, end hun troede, og operationen derfor skal foregå over to dage, må pigerne drive rundt i New York uden penge eller mad og med en konstant trussel fra mænds uvelkomne opmærksomhed.
Titlen er hentet fra en sublim scene, hvor vejlederen på en abortklinik spørger ind til, om Autumn har haft sex mod sin vilje, er blevet presset til at have sex uden beskyttelse eller er blevet udsat for skade, osv. »Aldrig. Sjældent. Indimellem. Altid«, beder vejlederen hende om at vælge mellem ved hvert intime spørgsmål, der gør Autumn mere og mere tavs.
Filmen er både et aktuelt indspark i #MeToo-debatten, et forsvar for kvinders reproduktive rettigheder og et gribende, underspillet og velspillet menneskeligt drama.
Jeg har skrevet mere om filmen her.