Senere i år har TV 2 Play premiere på den første danske udgave af den amerikanske realitysucces ’The Bachelor’.
Den danske bachelor hedder Casper Berthelsen, han er 32 år og uddannet i flyvevåbnet, og så er hans højeste ønske at finde den kvinde, han kan tilbringe resten af livet med. Programmet blev optaget over sensommeren 2020 i Grækenland.
Det er på tide, at vi får en dansk version, kunne man mene, for i USA har ’The Bachelor’ kørt siden 2002. Her er programmet i gang med sin 25. sæson, mens det har affødt seks spinoff-shows, blandt andet ’The Bachelorette’, der har en ung smuk kvinde i den ombejlede hovedrolle og nu har kørt i 16 sæsoner. På kanalen ABC er mandag dedikeret Bachelor Night, og i snit tuner otte millioner ind for at følge bachelorens jagt på kærligheden.
En forklaring af konceptet for de uindviede: Den udvalgte The Bachelor dater cirka 25 meget smukke kommende influencers. Hvert afsnit slutter med en roseceremoni, hvor han kan vælge de kvinder fra, han ikke kan se en fremtid med, og det bliver sådan set ved på den måde, indtil han til sidst har to kvinder tilbage. Han går på knæ for den ene og frier til hende. Det er helt essentielt for programmet: Ungkarlen skal fri.
På overfladen er showet et glansbillede af smukke mennesker, der dater i luksus og bliver fløjet verden rundt til grandiose lokationer for at kysse på en bjergtop i et vildmarksbad. Men det er også politik og penge. Ja, faktisk er det mere politik og penge, end det er reality. For som programmets altoverskyggende leder, værten gennem samtlige sæsoner Chris Harrison, sagde i et interview med NPR i 2015: »Annoncørerne skal købe den næste sæson af programmet. Jeg har brug for, at millioner af mennesker har lyst til at se det. Så jeg er nødt til at få folk med, som andre har lyst til at se«.
Med andre ord: Der er ingen på produktionen, der er oprigtigt interesseret i de mennesker, der er med i programmet. De er blot brikker i et spil, kvinder castes ublu som sæsonens skurke, og bacheloren bliver bedt om at beholde deltagere, han slet ikke er interesseret i, fordi det er godt fjernsyn, og det giver penge i kassen til næste sæson.
Så hvidt som en dansk bestyrelsestop
En mildest talt problematisk sideeffekt af denne kyniske tankegang er, at ’The Bachelor’ i 24 sæsoner ikke havde haft en sort bachelor. Showet er lige så hvidt som en dynamisk dansk bestyrelsestop.
Det har i mange år skabt debat. Produktionsselskabet bag, Warner Horizon, blev i 2012 sagsøgt for racediskrimination af to sorte mænd, der havde forsøgt at blive den næste bachelor. Søgsmålet blev senere afvist, men debatten var startet.
Først i 2017 fik The Bachelor-franchisen i ’The Bachelorette’ deres første kvindelige sorte hovedperson efter en massiv debat i medierne, der krævede mere diversitet i showet. Rachel Lindsay, der på det tidspunkt arbejdede som advokat, takkede ja med den begrundelse, at hun ville vise, at »min kærlighedsrejse ikke er anderledes, bare fordi min hudfarve er det«.
Men de castede også en mandlig bejler, Lee Garreth, der havde postet racistiske ting på Twitter, og det skabte drama blandt bejlerne. Seertallene dalede dramatisk – mere end to millioner seere per uge.
Efter sin deltagelse har Rachel Lindsay været en dedikeret fortaler for mere diversitet i franchisen, og efter George Floyd-mordet og Black Lives Matter-protesterne kunne ABC ikke længere løbe fra deres ansvar. Rachel Lindsay udtalte, at hvis de ikke tog ansvar nu, ville hun bryde alle forbindelser til showet – og protesten bar frugt.
Den perfekte mand
Den 4. januar 2021 i år bød vært Chris Harrison den 28-årige, tidligere football-spiller Matt James velkommen til sit livs eventyr. Matt James er søn af en sort far og en hvid mor, han er religiøs, og han ligner den perfekte mand: høj, veltrænet og velklædt. Og nu har han altså skrevet sig ind i reality tv-historiebøgerne som den første sorte lead på ’The Bachelor’.
Den igangværende sæson er den første nogensinde, hvor der nu efter fjerde afsnit er flere BIPOC-kvinder end hvide kvinder tilbage, klar til at kæmpe for Matt James’ hjerte.
Desværre virker det til, at det rige hvide bibelbælte, som står for en stor del af seerne, er stået af. På premiereaftenen så blot 4,58 millioner amerikanere med. Til sammenligning så lidt over seks millioner med året før, da den meget hvide Peter Weber – også kaldet Pilot Pete – startede jagten på sin kommende hustru.
Så hvad nu? Der går sandsynligvis mange år, før vi ser en sort eller for den sags skyld asiatisk-amerikansk hovedperson igen. I ’The Bachelor’-franchisens egne øjne har de med årets sæson gjort deres for raceligestilling i USA. Nu skal de tilbage til at tjene en masse penge igen.